★★★★★☆ Line – altså Knutzon er absurditet med jazzet elegance

Teatret ved Sorte Hest hylder dramatiker Line Knutzon med forestillingen Line – altså Knutzon i et jazzet koncentrat af forfatterskabets kerne serveret af to spillere, der klæder hinanden ubeskriveligt godt. Sarah Boberg og Anette Støvelbæks mimiske elegance og lettere forbløffede replikturneringer er som skabt til det knutzonske univers, hvor livet altid lidt badus banker på døren.

“Nu vi er her, kan vi da godt sige et par bevingede ord,” slår Anette Støvelbæk og Sarah Boberg tøvende fast, da de en stund har jazzet rundt på den lille scene med de to plyssede hvide stole og de mange låger og døre i Marianne Nilssons scenografi, der – som så ofte før – visualiserer tekstuniverset perfekt med et forsøg på at skabe orden og lige linjer i det der virkelig uregerlige liv.

Noget porøst lurer

Line Knutzon har en stærk relation til det lille teater på Vesterbro i København, der i de senere år har finpudset sin absurde profil i et miks mellem klassikere og nye eksperimenter. Sarah Boberg og Anette Støvelbæk har i flere omgange skabt et eget univers i Naja Marie Aidts tekster, men det er lige før, at deres mimiske elegance og lettere forbløffede replikturneringer passer endnu bedre til Line Knutzons.

Noget porøst lurer altid i randen af Knutzons replikker, hvor fyndige de ellers stiller sig an. En vulkan kan gemme sig under adspredte ord om tingenes rette plads, ligesom et opgivende skuldertræk kan afløse et højspændt drama i ét nu. De skift og nuancer mestrer duoen til perfektion i Maria Vinterbergs herligt jazzede, men også helt stramme iscenesættelse, hvor spillet flyder som et partitur over scenen. Hvor hver pause har sin egen rytme, hvert anslag sin egen lyd.

Ingen kan som Sarah Boberg ose af sprudlende frustration, så hun næsten ikke kan holde balancen på de skrævende ben. Ingen kan som Anette Støvelbæk kigge sødmefyldt forbløffet på verden. Sammen kan de næsten alt.

Vel ikke Peder fra folkeskolen?

Teksterne er fundet i Knutzons bagkatalog fra Det er så det nye (1993) til Ekspedienterne (2023). Særlig kærligt er måske gensynet med Måvens og Peder – “vel ikke Peder fra folkeskolen?” der omkring årtusindskiftet kæmpede med livet og venskabet i en række radiohørespil i DR. Som så mange af Knutzons figurer arbejder de i sproget i en evig undersøgelse af dets konkrete absurditet.

Således også her, hvor lige netop Måvens og Peder står ud som det hjertevarme comic relief. Det betyder ikke, at resten ikke er morsomt, blot at det porøse hos dem er indlejret i stor kærlighed, mens andre dialoger peger længere ud i mørket. Støvelbæk holder øje med sig selv og konstaterer fra start, at hun er bekymret. “Jeg har ikke levet med vilje,” lyder det senere fra hende efter en sekvens om “bittesmå, søde regler.” Her gennemlyst via den fælles kaffekasse og de små sko.

Imens popper sirligt bundne dokumenter konstant op og intoneres med et “Hallo hallo.” Camilla Clouds brevkasse (2017) får en revival, når parret jævnligt griber en knaldrød tressertelefon og giver svar på tiltale til de mange forsmåede dramatikere og andre eksistenser, der søger deres råd.

Binder os sammen med tråde

Så ville det jo heller ikke være Knutzon, hvis ikke forfatteren blandede sig på bedste metavis. Her som hånddukke med en alarmerende interesse for spillernes “PRIVATadresser”. Hun forsøger sig med mange identiteter og projekter for at lokke netop disse ud af de to spillere, der konsekvent lukker hende iskoldt ned og kalder hendes rigtige navn.

Det er med andre ord en utrolig lækkert formet montage af samme Knutzons tekster, der – ligesom det hedder i en af teksterne – binder os sammen med tråde overalt. I tekststykket opleves det nok en anelse grænseoverskridende, men i forestillingen er det den helt rigtige strategi, der kalder på genkendelsens grin uden at understrykke de eksistentielle rystelser, der altid rører sig i Knutzons karakterer.

Line – altså Knutzon fejrer på fineste vis denne originale dramatiker med et jazzet koncentrat af forfatterskabets kerne serveret af to spillere, der klæder hinanden ubeskriveligt godt.