★★★★☆☆ Ind i mørket er oplagt som debatskabende teater til skolebrug

Hvor godt kan en mor kende sin søn? Og hvordan håndterer man, at ens barn ændrer sig og – måske – bevæger sig i en uheldig retning? Det er omdrejningspunktet i Mærkværk og Teaterhuset Filurens Ind i mørket, der er helt oplagt til at starte debatter i udskolingen.

”Jeg vil bare gerne have, at du har det godt,” siger Anne Gry Henningsens enlige mor til sin 15-årige søn. Dermed skærer hun ind til benet for, hvad langt de fleste forældre grundlæggende ønsker for deres børn. 

Men det er ikke let at være enlig mor i Ind i mørket, der er skabt i en samproduktion mellem Mærkværk og Teaterhuset Filuren med en dramatisk tekst skrevet af Julie Maj Jakobsen. For den lille dreng er i fuld gang med at forvandle sig til en mand. En mand, som hans mor slet ikke kan genkende.

Stemningsfuld og symbolmættet

Midt på scenen står et hvidt telt formet som et lille hus. Teltet udgør drengeværelset. Stedet, hvor Rasmus Elbo i rollen som teenagesønnen Harald trækker sig tilbage. Stedet, hvor han skærmer sig fra sin mors vagtsomme blik og forsvinder ind i en verden, hun intet kender til.

Astrid Lindgreen Hjerminds scenografi består udover teltet, en trækasse og en bænk mest af de forandringer, der kan skabes gennem Jesper Munk Jepssons lyssætning og Jens Mønsteds videodesign. Sidstnævnte består af projektioner, der vises på den hvide teltdug. Både livestreamede videosekvenser, mønstre med strimer af lys, der glider ned over telthuset og hastigt skiftende filmklip, der illuderer Internettet.

Mønsteds videodesign skaber – sammen med hans lydunivers – en stemningsmættet baggrund for fortællingen, som udspiller sig foran publikum i Jonas Preben Jørgensens iscenesættelse. Men de små videoklip bidrager også med mere konkret symbolik, der understreger historien. Som en fugl, der flyver, når moren indser, at hendes søn er ved at flyve fra reden.

Fra dreng til mand?

Der er mange temaer at tage fat på i en udskolingsklasse efter at have oplevet Ind i mørket. Rasmus Elbo portrætterer Harald med en velfungerende balance mellem det kærlige og det indestængt-aggressive. Han, der før holdt af at spise chips og se film med sin mor, vil nu hellere have sund mad med kål og kylling og tilbringe sin fritid i træningscenteret.

Vi ser ham træne med stålsat mine og bar overkrop, mens musikken dundrer ud i halvmørket. ”Han smadrer det ydre, så det indre kan bygges op,” forklarer han i det fortællende lydspor, han leverer til sin egen træning. Som et mantra gentager han: ”Drengen bliver til mand. Manden hader drengen”. 

Når Anne Gry Henningsen som den velmenende mor forsøger at tale med sin søn, skaber det blot endnu flere konflikter i hjemmet. Der er noget i fortiden, som gør hende nervøs. Noget i drengens nuværende løgne, der får hende til at frygte det værste.

Det kunne handle om næsten hvad som helst

Julie Maj Jakobsen giver intet væk i sin tekst til Ind i mørket. Her er ingen moral skåret ud i pap. Ingen klar slutning eller afrunding på historien. Der er hentydninger til mange former for radikaliseringer. Noget nævnes, mens andet skinner igennem i Haralds mislykkede forsøg på at være sjov, som når han taler om den forestående krig mod den ”woke og multikulturelle femistat”. 

Pointen er, at der kunne være tale om hvad som helst, hvilket gør forestillingen fuldstændig oplagt som intro til et forløb i udskolingen. Hver enkelt blandt publikum kan læse dét ind i forholdet mellem mor og søn, som giver bedst mening.

Iscenesættelsen er vellykket og samspillet mellem Anne Gry Henningen og Rasmus Elbo er overbevisende. Det virker som et meget bevidst valg ikke at tegne linjerne alt for skarpt op, men i stedet give plads til hver enkelt publikums egen refleksion over oplevelsen.