★★★★☆☆ Sorg og livskraft flettes smukt i Det Mørkeblå

Det Mørkeblå på Bådteatret er en vellykket kabaret med enkle sorgsange og præcise skildringer af vores akavethed over for folk, der har mistet.

Sort er sorgens farve. Kunstnerne fra Heavensky Production har imidlertid valgt at kalde deres forestilling for Det mørkeblå. I denne såkaldte poetiske sorgkabaret på Bådteatret ønsker de at bløde sorgen op og sende en lille smule lys ind i de mørke tanker ved at gøre sorgen blå.

Resultatet er blevet en fin og stemningsmættet kabaret. Det mørkeblå emmer vitterlig af ønsket om at nå tilskuerne med kunstnerisk skønhed gennem ord og musik. For forestillingen bæres af nærvær og oprigtighed fra de tre syngende skuespillere. Man kan mærke trøsten i rummet.

Aleneheden og to bænke

Forestillingens mange numre skildrer mennesker fanget i vidt forskellige sorgsituationer. Her er ingen fortløbende handling, men menneskeskæbner fanget i glimt – forløst i en broget blanding af tekster og sange i Michael Skyttes enkle instruktion.

Sebastian Justs spartanske scenografi byder bare på to stationsbænke og et stationsskraldespand. Mere skal der tydeligvis ikke til for at ramme ensomheden, når den sørgende sidder på en bænk midt mellem andre mennesker og føler sig alene. Her vælter det frem med følelser af sorg: Aleneheden og modløsheden – og akavetheden. Fordi ens mor ellers ens elskede ikke længere er der.

Stille alvor

De tre medvirkende spiller hinanden gode i al deres forskellighed, og de synger sørgmodigt trestemmigt med intens energi, mens de bakser rundt med bænkene. Amalie Dollerup har en stille alvor over sig, når hun rammer de vildeste dybe toner i sine sange. Hendes blik er fyldt med undren, og heldigvis har hun også en desperation, som lyser op, og som får hendes numre til at gnistre.

Martin Bo Lindsten spiller den ligevægtige og mere tilbageholdende af de tre. Han synger med ro i stemmen, og han taler nuanceret og afbalanceret. Indtil han pludselig lader følelserne flyde over i sin sorg, mens han flytter hvileløst rundt på en tilbagebleven bamse, som i sig selv bliver symbolet på alt det, der ikke er mere.

Line Staun Jensen har ofte rollen som betragteren bag bænkene. Hun synger sangene med en fortrolig stemme, og hun har en naturlig frasering, som om hun synger de ord, som hun ikke kan sige til nogen. Med inderligt blik – og med en konstant og sorggenkendelig uro i kroppen.

Sorgklichéer

”Sig til, hvis der er noget, vi kan gøre!”  Sådan vrimler teksten med omsorgsord, som siges i bedste mening, men som den sørgende bare sjældent kan tage imod.

Ordet ’kondolerer’ får også en herlig og tiltrængt lussing. ”Er det en undskyldning? Er det et plaster?” lyder det sarkastisk fra den sørgende, der hellere ville mødes med ærlighed. En sætning i stil med: ”Lad os være tomme sammen!”

Teksten er en frodig buket af tekster skrevet af forskellige forfattere og samlet af Michael Skytte. Kunstnerisk set varierer teksterne dog en del i kvalitet – og nogle af dem tynges af banale sorgklichéer, som næsten lyder, som om de stammer fra velmenende, men upoetiske fakta hos Det Nationale Sorgcenter.

Der er heldigvis mere integritet og lyrisk stædighed over sangene, som Line Staun Jensen har skrevet – jordnære sange med dagligdags ord og talesprogsomkvæd på ørehængermelodier.  ”Hvorfor er det så svært at se fremad?” som en linje lyder. Forundret og træt.

Bevæget og bekræftet

Det Mørkeblå rammer vitterlig blues-følelsen af at være forladt. Dramaturgen Anja Ohlsen har ikke mindst fået slutningen til at ramme den helt rigtige stemning af ulykkelighed, samtidig med at forestillingen får en overbevisende klangfarve af livskraft.

Som tilskuer føler man sig i hvert fald både bevæget og bekræftet, når man klatrer op ad Bådteatrets stejle trappe og igen står ude i vrimlen af tilsyneladende ubekymrede mennesker i Nyhavn. Beriget – og måske også med et nyt stænk af mørkeblå indeni.

Se trailer her.