★★★★★☆ Kulden kommer snigende i Isnætter

Noget foruroligende er undervejs på Sydhavn Teater. I Isnætter er dans og teater ligestillede i et koldt portræt af en navnløs mand, der intenst forfølger en ung kvinde gennem et dystopisk landskab, hvor frost, is og katastrofe varsler altings undergang. I sit krampagtige forsøg på at kontrollere det ukontrollable, mister han grebet om virkeligheden.

Manden på scenen præsenterer ikke sig selv. Til gengæld vil han gerne vide mere om os. Var det svært at finde herhen? Hvem er vi? Er her ikke koldt? Har vi lagt mærke til, hvordan afsporingen af virkeligheden generelt er taget til?

Når han knipser, skifter scenelyset, og vi ser verden gennem hans øjne. Hans virkelighed. Det fortæller han os. Med en stemmeføring og udtryk, der leder tankerne hen på hypnotisør Jan Hellesø, der blandt andet er kendt fra DR-programmet Fuckr med dn hjerne, er der lagt op til, at vi skal se en mestermanipulator i aktion.

Med udgangspunkt i romanforlægget ICE fra 1967 af Anna Kavan, er koreograf og instruktør Tina Tarpgaard og dramatiker Amanda Ginman gået sammen om at skabe et syret værk, der tripper sit publikum med forstyrrede vrangbilleder og kører verdens tilstand af sporet.

Ydre og indre landskaber

Mens publikum tager plads, bevæger manden sig hen over scenen, som er dækket af et tykt lag sand. Med en rive former han meditativt bølgende riller og placerer billedet af en japansk zen-have og ideen om et sind i kontrol i vores hoveder. Beherskelsen findes i flere lag, når Mathias Rahbæk mestrer publikums-interaktionen og lægger ord i munden på os, får os til at sige ”ja” og ”tak”.

I sin portrættering af den navnløse mand fluktuerer han mellem raseri under en afmålt, beregnende overflade og voldsomme udbrud, når de inddæmmede følelser tager over. Glimtvis en ømhed, som dog er svær ikke at betvivle. Polariteten afspejles i scenografien, hvor ydre og indre landskaber smelter sammen gennem store stykker plastik, der faretruende vækker et voksende isdække til live.

Scenografiens materialer og interaktionen med dem fungerer formfuldendt. Det bølgende plastik skifter evigt form og opsluger de medvirkende. Sandet tilføjer en afdæmpende, afbødende kvalitet til bevægelserne og understreger et centralt tema, når hovedpersonen med knyttede næver forsøger at fastholde sandkornene der, så snart han giver slip, løber ud mellem fingrene på ham.

Et isnende fysisk sprog

Kontrolbehovet bliver sat på prøve af den unge kvinde, spillet legende, kælent, underdanigt og skræmt af Nanna Finding Koppel. Hun dobles af danser Anastasia Krasnoshchoka, der optræder i de mareridtsagtige vrangbilleder, som plager hovedpersonen. Gispende og med arme, der værger hende mod omverdenen, er hun evigt i fare: En fantasi, hvor hovedpersonen gør kvinden til offer og samtidig indsætter sig selv som både helt og krænker.

Doblingen er et velfungerende greb, hvor kvinden fra start får en stemme, samtidig med at Krasnoshchoka kropsliggør den tavshed hun er omgivet af i romanen, hvor hun ofte optræder som en flygtig forestilling eller projektion. Fysikaliteten i Isnætter giver magt, begær og undertrykkelse et isnende sprog, hvor kvindekroppen stivner som objekter og i voldelige billeder.

Hun er en stol, et bord, en seng, en hund, brækkede arme og lydløse skrig. Hun flygter og bliver fanget, undslipper som sandet, men i konstant bevægelse mellem hænderne på mænd, der vil besidde hende. ”En dag går jeg” lover hun sit drømmebillede, men gang på gang ser vi overgivelsen. Til en ægtemand, en kommandant og igen tilbage i kløerne på hovedpersonen.

Ubærlig aktuel

Det er fysisk ubehageligt, når danser Thomas Bentin, der spiller de andre mænd, kaster, bærer, slæber, tvinger og beordrer kvindens krop ud i forskellige positioner. Iført en militærfrakke bærer han magtens uniform. En jakke, som hovedpersonen i dansende kamp bevæger sig ud i at erobre.

I kampen for undertvinge, tæmme og dominere, smelter virkeligheden. Syrede scenarier udfolder den samme begivenhed med forskellige udfald, mens spring i tid og rum til tider får det hele til at svimle.

I en tid, hvor virkeligheden kan føles glat og upålidelig, synes forestillingen næsten ubærlig aktuel. Klimavidenskaben er under politisk pres, alt imens de økologiske kriser accelererer. Kulden breder sig online gennem algoritmer, der eksponerer helt unge mænd for misogyne ideologier, mens AI muliggør en industri, hvor der let kan fabrikeres ydmygende materiale af kvinder uden samtykke.  

Isnætter gør publikum til handlingslammede tilskuere, der ikke siger fra, selv når den psykiske og fysiske vold udspiller sig direkte henvendt til os. Værket efterlader mig desorienteret og foruroliget. For forestillingen giver os ikke meget at hægte vores håb op på. Den er et smukt, men meget mørkt portræt, hvor det måske lidt for langsomt går op for os, hvad det egentlig er, vi er vidner til.

LÆS OGSÅ: Isnætter – relationer der driver mennesker og verden ud i opløsning