SWOP beviser endnu engang, at Aaben Dans mestrer kunsten at skabe en international festival, der både rører, udfordrer og favner børn og voksne. I år er værtskabet i fokus, og det kan det roligt være, for Aaben Dans er overlegne på det felt. Fra 7-11. maj spillede 12 inkluderende forestillinger med i alt 42 visninger – og dertil workshops, seminar og koncerter.
Forår er SWOP-tid – i det mindste hvert andet år, og den ledes altid med nærhed og tilgængelighed i højsædet – og har et højt internationalt niveau og et spændende branchespor. Kunstnerisk leder for Aaben Dans, Thomas Eisenhardt, glæder sig i velkomsttalen over at være i en by, der kerer sig om kunsten. Borgmester Thomas Breddam ser faktisk kunsten som et DNA: “Dansen er universel. Før vi lærer at tale, svajer vi – vores kroppe forstår, før vi har sprog.”
Det hele er gratis, og Roskilde er stolt af deres teater. Nede på biblioteket sidder jeg ved siden af to ældre veninder, der griner højlydt med under forestillingen. De kommenterer, hvor dejligt, det er at høre børnenes latter, og da jeg efter forestillingen spørger, hvad SWOP betyder for dem, siger den ene: “Jeg synes, det er helt fantastisk og kommer her hvert eneste gang. Tænk at kroppe kan gøre så meget – og kunstnernes fantasi er helt utrolig.”
Læs også: SWOP står i værtskabets tegn
Rockens hjemby
SWOP er i den grad en festival for alle aldre, og en festival, der møder børn, hvor de er, uden omsvøb. Så hvilken bedre start på årets SWOP end Rock Me Baby af norske Capto Musicae ved Karstein Solli og Øystein Elle. Det er en rockkoncert for børn fra 0-5 år og deres voksne, der netop udfordrer, hvad vi tror, børn kan opleve, og der er langt til babysalmesang her.
Enkelte forsøger sig som scenestormere
Siddende på puder på gulvet er det svært at holde de tilråbende babyer på sidelinjen – de vil være med i festen, og enkelte forsøger sig som scenestormere. For der er kostumer med fjer, glimmer, farverige hatte og fjerboaer for næsen af dem. Der er instrumenter, der varmes langsomt op til en full blown rockkoncert – med tilpasset lydniveau. Og der er pivedyr, vrøvlevers og skøre koreografiske udfoldelser.
Forestillingen er blevet strammere dramaturgisk, end sidst jeg så den, men fastholder sit gakkede univers, der leger selv de mindste børn igennem løjerne i et sceneshow med bling og pikante farver. Det ekstatiske univers balancereres af den mest rørende, klassiske falsetsang, og energien er lige til at få stød af. Øystein Elle, Thomas Hildebrand, Håkon Sigernes, Simen Iversen Vangen og Geir Hyttend sprænger omsorgsfuldt grænserne for, hvad en babykoncert er – her i rockens hjemby.
Poetiske universer
På biblioteket, som man finder ad omveje grundet byggearbejde, kan man opleve en fantasifuld perle af franske BasarKus fra Cie Lamento. Gennem morsom parakrobatik bliver de to energiske performere, Basil Le Roux og Markus Vikse, til en underfundig skabning med fire arme og fire ben. Deres eksekvering og lattervækkende opfindsomhed holder publikum i alle aldre fast.
De bølgende bevægelser er hypnotiserende – et hav, en himmel, et landskab?
De udvikler sig gradvist til to individer med hver deres kompetence som artist og jonglør, der udfoldes med stort overskud og præcision. Når illusionen opløses, mister forestillingen en smule af sin første magi, men fortællingen om modet til at blive sit eget individ står stærkt tilbage.
Forførte bliver vi også af Im FlatterLand af østrigske Toihaus teater med koreografi af Cornelia Böhnisch og Katharina Schrott. Der er så stille i dæmpet belysning og haze omkring to dansere og en musiker, at jeg ikke tør tænde min kuglepen. Så omsorgsfuldt og samtidig præcist udført skaber to dansere – og deres forskelligfarvede store stykker lærred – magiske historier til lyden af vibrafon og lilletromme.
De bølgende bevægelser er hypnotiserende – et hav, en himmel, et landskab? Lyset skifter og skaber nye poetiske landskaber og der tegnes med haze i luften, der langsomt falder ned i formationer. De to dansere tryller historier frem for vores øjne – en skulptur, en spilledåseballerina, et bjergmassiv, et hav – med magi og sanseligt nærvær.
Og mig!
Aabendans‘ egen Hvad er det? handler om nysgerrighedens kraft, og har spillet over 200 gange internationalt. De to nærværende dansere Nanna Hanfgarn Jensen og Ole Birger Hansen blotlægger gradvist, hvad der gemmer sig i scenografiens grå tæpper. De svinger hinanden rundt, kører tur med ben, der bliver til et rat, og et barn siger: “Det var sjovt, det skal vi også prøve!”
Kamilla Wargo Brekling og Thomas Eisenhardt har skabt en klassiker i småbørnshøjde
Børnene er i det hele taget bemærkelsesværdigt godt med i denne forestilling og kommenterer livligt på de mange symbolske bevægelser, danserne leger frem: “Det er en hund. vov!” udbryder en baby, mens en anden siger “Ah krammer”, da en kærlig, fluffy slange dukker op fra gulvtæppet. Danserne kigger gennem lysende rør, og et barn dirrer af nysgerrighed med arme rakt frem. “Jeg vil også prøve!” råber han.
Danserne springer fra den ene lille farvede firkant til den anden, og endnu en råber “Og mig!”. Og det får børnene heldigvis også lov til, da forestillingen er slut. De krammer slanger, ser gennem rør, hopper, gemmer sig og alt det andet, de lige har set, danserne gøre. Kamilla Wargo Brekling og Thomas Eisenhardt har skabt en klassiker i småbørnshøjde, der i den grad pirrer nysgerrigheden.
Fra leg til kunst til leg
Kroppen og glæden ved at bevæge sig er i centrum på SWOP, hvor noget så genkendeligt på børnerepertoiret som at sjippe og gynge bliver en professionel disciplin. HIT OUT af Parini Secondo x Bienoise løfter sjipning til en rytmisk og musikalsk disciplin til lyden af sjippetov i takt til musikken. Vejen er spærret på Dansepladsen, og folk stimler sammen om vejscenen midt i bydelens liv som det mest naturlige i verden. Iført shorts og luftigt hæklede veste og med stramt flettede fletninger optræder fire kvinder synkront i en hyper stram sjippe-koreografi.
Der gynges også højt – meget højt, mens artisterne jubler og deler deres glæde ved denne luftdans
Fra sjippetov til gynger er der kun få meter, når The Swings af britiske Jennifer Paterson fra All or Nothing Aerial Dance Theatre indtager den store Søjleplads foran Halv 9. I et gyngestativ højere end Aaben Dans’ lokaler – nemlig fem meter, kravler swingartisterne højt op og hænger med hovederne nedad. De strækker benene ud i spagat og trækker sig op og glider ubesværet ned af tovet – med hovedet først. Der gynges også højt – meget højt, mens artisterne jubler og deler deres glæde ved denne luftdans, de fleste børn kender – og efterfølgende kan prøve.
Vel tilbage med benene på jorden, er alle også velkomne til at danse med i Silent Disco på Dansepladsen under kyndig instruktion af Aaben Dans’ danseinstruktør, Thomas Nørskov, der også er DJ. Iført hovedtelefoner kan vi selv vælge forskellig musik. Vi inspireres af skilte, der kommer forbi: “Dans hurtigt” eller “Armsving” står der, mens voksne og børn i alle aldre danser alene eller i flok. En skøn måde at være sammen på.
Ung SWOP-power
At SWOP er børnenes og de unges festival, er svært at tage fejl af. Ikke kun i forestillingerne, men i hele det liv, der folder sig ud mellem husene, på pladserne og i gaderne. Her samles unge i klynger, følger nysgerrigt med eller indgår selv i Aaben Dans’ stærke frivillignetværk. Og mindst lige så mange indtager scenen med en selvbevidsthed udfordrer det gængse billede af unge som skrøbelige og tilbageholdende.
Med udstråling, nærvær og en sårbarhed uden filter, fik de hele Dansepladsen til at svinge med
SWOP er power til børn og unge, der ikke mindst har taget ejerskab af den traditionsrige SWOP dans med musik skabt af lokale unge fra Klub Poplen med koreografisk koncept af Thomas Nørskov. Skoler kan bestille en danser til at undervise i den på skolerne, eller de kan opleve dansen live forskellige steder i byen. Unge fra Klub Poplen tager også rundt til andre klubber og underviser andre unge.
Musikken er skabt af gruppen PÆL, unge deltagere fra det intensive sangskrivningsforløb Musikstarter 2025. Med udstråling, nærvær og en sårbarhed uden filter, fik de hele Dansepladsen til at svinge med. Det gode værtskab, årets gennemgående tema, skaber den tryghed, hvor det bliver muligt at stå frem med både styrke, mod og sårbarhed.
Drivkraft der trækker tårer
Styrke og sårbarhed er også til stede i belgiske fABULEUS’ og Danaé Bosmans Repeat Club, danset af ni unge med vidt forskellige kroppe og fysiske forudsætninger. De er gamle kendinge og venner af Aaben Dans og deler åbenlyst samme DNA: troen på et inkluderende, tillidsfuldt rum, hvor unge kan træde frem i deres egne udtryk. I den rå HAL 7 letter støvet bogstaveligt talt, når højenergisk dans på et flot teknisk niveau folder sig ud, som gjaldt det livet. Og måske gør det netop det.
Troen på et inkluderende, tillidsfuldt rum, hvor unge kan træde frem i deres egne udtryk
For Repeat Club handler om at afprøve grænser og håndtere udfordringer – som gruppe og som individ. Om hvordan musik og dans kan skabe forbindelser mellem mennesker med forskellige baggrunde og fysiske forudsætninger. Her danses mobning, konflikter, kropslige begrænsninger, alliancer og rivalisering frem med samme intensitet som omsorg, fællesskab og anerkendelse.
Med hver deres stil, fysikalitet og personlige udtryk indtager de unge scenen med et ejerskab, der gør indtryk. Publikum vipper med fra stolene det ene øjeblik og tørrer tårer væk det næste. De unge peger mod scenekunst, vi forhåbentlig ser mere af, der anerkender – at dansetalent ikke er bundet til én bestemt type krop.
Elefanter, sære snegle og bots
Der var meget mere på årets SWOP. Blandt de forestillinger, jeg måtte lade passere, var tyske Schön Anders af Ceren Oran & Moving Borders, hvor individets løsrivelse fra fællesskabet undersøges, og belgiske Simple Machines af Kwaadbloed og Tuning People, hvor koreograf Ugo Dehaes lader dansende robotter stille spørgsmål til vores sameksistens med AI.
Insisterer på, at scenekunst for børn og unge ikke er en niche
Kollektivet Nøgensnegl inviterede med Nøgensnegl af Iben Damkjær ind i et performativt møde med havets sære, sneglelignende væsner, mens koncerter med Loste & Sort Blæk trak tråde til ungdomsmiljøet omkring KompX. Publikum kunne også opleve energiske unge dansere fra Ukraine i New Generation Dance, hvor hiphop, jazz-funk og moderne dans mødes, ligesom skoleklasser kunne gå på opdagelse i Seimi Nørregaards installation Plastikånden eller opleve 4. pladsen, co-produceret af Kinéo 37 og Odsherred Teater.
LÆS OGSÅ: 4. pladsen – handler atletik virkelig ikke om at vinde?
Det siger noget om spændvidden i en festival, der insisterer på, at scenekunst for børn og unge ikke er en niche, men et kunstnerisk felt med internationalt udsyn, nysgerrighed og plads til mange formater. Værtskab er ikke bare årets tema på SWOP, men festivalens grundtone. Overalt mærkes invitationen til at deltage, være nysgerrig og tage plads – præcis som man er.
