ARNARULUNNGUAQ – DEN STORE LILLE KVINDE – Knud Rasmussens makker får sin egen historie på scenen

Det Lille Teater og Marionetteatret har premiere på dukkeforestillingen ARNARULUNNGUAQ – DEN STORE LILLE KVINDE i Kongens Have. Forestillingen giver stemme til den grønlandske polarforsker Arnarulunnguaq, som spillede en afgørende rolle på Knud Rasmussens femte Thule-ekspedition, men længe har stået i skyggen af ekspeditionens mest kendte navn.

“Da min mor fødte min storesøster i 1954, så hun meget op til Arnarulunnguaq, fordi hun var en sej kvinde. Så hun opkaldte min storesøster efter hende.”

Forestillingens fortæller, skuespiller/auteur Bendo Schmidt, er opvokset i Grønland. For hende er Arnarulunnguaq ikke blot en historisk skikkelse fra en fjern fortid. Den unge kvinde, der deltog i Knud Rasmussens femte Thule-ekspedition, har levet videre i familiens fortællinger gennem generationer. Nu er historien om den grønlandske opdagelsesrejsende omdrejningspunktet i en ny forestilling skabt af Det Lille Teater og Marionetteatret i samarbejde mellem kunstnere fra Grønland, Danmark og Færøerne.

Aktualiteten kom næsten uventet. Forestillingen havde været under udvikling længe, før Grønland pludselig igen rykkede ind i den politiske debat. “Så blev Grønland jo pludselig meget aktuel,” siger instruktør Nina Kareis. Forestillingen skal efter premieren i Kongens Have spille i alle tre lande.

Kvinden der gjorde ekspeditionen mulig

For mange vil Arnarulunnguaq være et ukendt navn. Til gengæld kender de fleste Knud Rasmussen og fortællingen om de store ekspeditioner gennem Arktis. Netop derfor blev kunstnerne optaget af den unge kvinde, som rejste med ham gennem nogle af verdens mest barske områder.

“Det er jo i virkeligheden en venskabshistorie mellem Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen,” siger dramatiker Camilla Hübbe. “Om rejsen, og det at hun vokser fra at være en kvinde, der bor i det nordlige Grønland, til at være en megasej polarforsker.”

Jo mere holdet arbejdede med materialet, desto tydeligere blev hendes betydning. Ikke som hjælper, men som en person, der var afgørende for ekspeditionens succes. “Uden hende havde Knud Rasmussen været på spanden,” siger Hübbe.

For Bendo Schmidt er den vurdering ikke ny. Hun voksede op med historier om Arnarulunnguaq gennem sin familie og peger på, at hun længe har haft en særlig plads i den kollektive erindring i Nordgrønland. “Min mor, der er født i 1920, talte allerede om Arnarulunnguaq som en stærk og modig kvinde. Derfor har hun været en del af vores families fortællinger, så længe jeg kan huske.”

Mere end Knud Rasmussens hjælper

I arbejdet med forestillingen har kunstnerne været optaget af at flytte blikket fra den traditionelle heltefortælling. For hvad sker der, hvis man ser ekspeditionen gennem Arnarulunnguaqs øjne? På rejsen fungerede hun som meget mere end praktisk hjælp. Hun var oversætter, guide og bindeled mellem forskellige mennesker og kulturer.

“Vi beskriver hende som polarforsker, fordi hun var polarforsker,” siger Camilla Hübbe. Nina Kareis peger på, at Arnarulunnguaq havde adgang til erfaringer og fortællinger, som Rasmussen ikke kunne få del i på egen hånd. “Hun kunne tale og forstå sproget og sige tingene på den rigtige måde. Hun kunne gebærde sig og lytte til kvinderne – det kunne Knud Rasmussen som mand ikke på samme måde.”

I arkivmaterialet møder kunstnerne samtidig et billede af en fysisk stærk og handlekraftig kvinde. “Vi har set film af, hvordan hun moser en slæde op ad stejle isbjerge og hopper af og på sammen med Knud Rasmussen. Hun arbejder med alle sine kræfter og er superstærk,” fortæller Hübbe.

En stærk kvinde

Forestillingen berører både køn, kulturmøder og kolonihistorie. Men kunstnerne har ikke ønsket at gøre historien til en politisk programerklæring. I stedet har de været optaget af at fortælle om et menneske, som faktisk ændrede historiens gang.

“Vi vil også bare fortælle en god historie om en sej hovedperson, som foretager sig noget, der har forandret noget i verden,” siger Nina Kareis. For Bendo Schmidt er det et vigtigt valg. Hun oplever, at forestillingen først og fremmest møder Arnarulunnguaq med respekt. “Jeg oplever, at vi går ind med den respekt og anerkendelse, hele stykket skal handle om.”

Under prøveforløbet sagde medvirkende Kristian Mølgaard noget, der gjorde særligt indtryk på instruktøren. “Han sagde, at det var dejligt at lave en teaterforestilling, der ikke piller i alle de sår, vi har i Grønland.” Forestillingen handler derfor ikke om problemer, men om styrke. “Det er en hyldest til en kvinde og en god grønlandsk historie, der handler om en superstærk kvinde.”

Kvindernes rolle i samfundet

Arnarulunnguaqs historie peger samtidig på et bredere billede af kvinders rolle i det grønlandske samfund. Når Bendo Schmidt beskriver de fortællinger, hun selv er vokset op med, tegner der sig et billede af kvinder, der bar et enormt ansvar i hverdagen.

“Mændene sejler afsted i deres qajaq (traditionel lukket enmandsbåd – kajak red.), mens kvinderne sejler de store kvindebåde med børnene, telte, hundene og maden.” Bendo Schmidt peger på, at Arnarulunnguaq kan ses som del af en bredere kulturhistorie, hvor kvinder bar et stort ansvar for familiens og samfundets overlevelse.

Kvinderne sørgede ikke blot for hjemmet. De byggede huse, garvede skind, syede vintertøj i skind, passede børn og sikrede familiens overlevelse under barske forhold. På den måde bliver Arnarulunnguaq ikke kun en enestående person, men også en repræsentant for en styrke og arbejdsindsats, som ofte har stået i skyggen af de store mandlige opdagelsesrejsende.

Som Nina Kareis påpeger, fortæller historien også noget om det samarbejde mellem kvinder og mænd, som var nødvendigt for at få livet til at fungere.

At fortælle på tværs af kulturer

Samarbejdet mellem de medvirkende kunstnere har været præget af nysgerrighed og løbende dialog. “Vores metode har været åbenhed,” siger Camilla Hübbe. I stedet for at komme med færdige svar har holdet arbejdet undersøgende og spurgt hinanden til råds undervejs. “Kunne det være sådan eller sådan? Hvad siger du?” Manuskriptforfatterne Camilla Hübbe og Nina Kareis har sammen med den færøske scenograf og medforfatter Samal Blak løbende udviklet forestillingen i dialog med grønlandske kunstnere og samarbejdspartnere.

Lokale børn har også medvirket til udviklingen. Undervejs har holdet afholdt workshops med skoleelever i Danmark, Grønland og Færøerne, hvor elever har arbejdet med fortællingen gennem dukketeater og bidraget med ideer til forestillingens univers. Researcher og dramapædagog Trine Anja Petersen har stået for skoleforløbene, mens den arktiske konsulent Ivalo Olsvig har bidraget med faglige perspektiver undervejs.

Camilla Hübbe peger på, at netop mødet mellem forskellige erfaringer og perspektiver har været afgørende for processen. Målet har været at bevæge sig med kulturen frem for at tale på dens vegne.

Samarbejdet har også handlet om de små nuancer i sproget og de forestillinger om verden, som ligger bag ordene. Undervejs måtte Bendo Schmidt korrigere teksten. “For det hedder ikke åndernes verden, men åndernes rige,” siger hun med et smil. For hende er forskellen ikke blot sproglig. Ordene peger på forskellige måder at forstå verden på, og netop de nuancer har været en vigtig del af samarbejdet.

Forestillingen forsøger ikke blot at fortælle en historie fra Grønland, men også at nærme sig de forestillinger og værdier, der har formet den. Bendo Schmidt fortæller, at i de gamle grønlandske fortællinger var mennesker, dyr og landskaber tæt forbundne. “Før missionærerne kom, havde alt ånd og sjæl. Selv pladsen og fisken. Inuit havde en stærkt udviklet sjæletro,” fortæller Bendo Schmidt.

Hvad kan en dukke?

At fortælle historien som dukketeater giver nogle særlige muligheder. Forestillingen skal kunne tale til både små børn og voksne, der måske læser helt andre lag ind i fortællingen. “Jeg prøver altid at sige, at forestillingen skal kunne forstås på pixiniveau for de helt små,” siger Nina Kareis. Samtidig rummer dukkerne en særlig evne til at skabe identifikation.

“Det er utroligt, hvor meget en lillebitte dukke med en stang og noget mekanik kan udtrykke.” Arnarulunnguaq optræder i flere forskellige skalaer gennem forestillingen. Fra den lille pige til den voksne kvinde, der bevæger sig ud i verden. “Vi leger med, at hun vokser og bliver til en stor, magtfuld kvinde. Det understreger nogle følelsesmæssige ting i historien, fortæller Camilla Hübbe.”

Måske er det netop dét, forestillingen i sidste ende handler om. Ikke kun om ekspeditioner og polarhistorie, men om at give plads til et menneske, der længe har stået i skyggen af de store fortællinger. Som Bendo Schmidt siger: “Nu er hun kommet til ære og værdighed.”