SCENEN SAT: Er remedieringer virkelig vejen frem for dansk scenekunst?

SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag spørger skribent Emil Amby, om det er et problem, at der også i næste sæson er er et væld af remedieringer af bøger, tv og film på teatrenes repertoire.

Sæsonkatalogerne er landet. En hurtig gennemgang af det, vi kan se frem til i den kommende sæson, tegner et genkendeligt billede: masser af kendte titler fra bøger, film og tv. Er det problem? Formentlig ikke på den korte bane, men jeg kan have en frygt for, at hvis scenekunsten trækker for meget på populariteten fra andre kunstformer, så kan det ende som det famøse tis i de lige så famøse bukser.

I første sæson af Klovn, skal Casper overbringe Frank nyheden om, at Jarlen vil lave Matador som tegnefilm. Frank småklukker vantro ved ideen og bemærker det indlysende: “Jamen, den er jo lavet!” Som det altid er tilfældet med Frank, er der selvfølgelig tale om en grov forsimpling, men der er noget i hans umiddelbare reaktion, jeg godt kan genkende, når jeg bladrer katalogerne igennem.

Det er min oplevelse, at der bliver lagt virkelig mange ressourcer i de såkaldte remedieringer – altså at man tager et værk, der er skabt til ét medie og omskaber det til et andet. Det greb er hyppigt i brug.

Borgen (Sjællands Teater), Håndbog for superhelte (Odense Teater), Crip (Republique), Annas sang (Odense Teater), Jorden rundt på 80 dage (Aalborg Teater), Barbara (Aarhus Teater), Vand til blomster (Teater Nordkraft), Døden i Venedig (Republique). Dette er blot et lille udpluk af bøger, film og tv-serier, som i 25/26 blev til teaterforestillinger. Den kommende sæson tegner et lignende billede.

Ikke den enkelte forestilling

Lad mig slå én ting helt fast: Det her er ikke en kommentar rettet mod enkelte forestillinger. Jeg har set fremragende teaterudgaver af både film og bøger. Kirstens hævn på Aarhus Teater var én af forrige sæsons største oplevelser. Der er intet galt med remedieringer som sådan. Jeg tillader mig blot at stille to helt reelle spørgsmål: Hvad skal vi egentlig med dem? Og har vi virkelig brug for så mange?

Meter i sekundet blev med stor succes produceret i samarbejde mellem Folketeatret og Aalborg Teater. Stine Pilgaards roman er fra 2020 og solgte flere end 150.000 eksemplarer. I 2023 kom Hella Joofs filmatisering, som solgte flere end 350.000 biografbilletter og blev årets største danske filmsucces. Alle teaterversionens kvaliteter ufortalt – og der var mange – må det være rimeligt at stille spørgsmålet: Hvorfor skal vi egentlig bruge så mange ressourcer på at dramatisere en fortælling, som omkring 500.000 danskere lige har læst eller set?

Det, jeg påtaler, er, hvad der for mig fremstår som lidt af en automatreaktion. I 2017 bliver Morten Münsters Jytte fra marketing er desværre gået for i dag en bestseller, i 2022 bliver det en kæmpe succes på Nørrebro Teater. I 2022 udgiver Glenn Beck med stor succes Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, året efter bliver den dramatiseret på Aalborg Teater. I 2025 har Caspar Eric succes med Crip, og i 2026 spiller den på Republique.

Kigger vi mod skærmen, har vi set populære titler som SKAM, som blev omskrevet til teater, mens serien stadig kørte i tv, Vild med dans, og Danmarks mest eksporterede tv-serie Borgen blive remedieret til scenen, bare for at tage nogle få eksempler.

Jeg tror, I kan se, hvor jeg vil hen.

Gammel tradition, ny tendens

Om det er et problem eller ej, må være en smagssag. I øvrigt medgiver jeg, at traditionen for remediering faktisk er lige så gammel som dramaet selv. Helt tilbage i antikkens Athen lod de store tragediedigtere sig inspirere af Iliaden og Odysseen, og traditionen fortsætter gennem teaterhistorien. 

Hvad plot angår, opfandt Shakespeare så godt som intet selv. Hans geni lå et andet sted, og når han endelig forvildede sig ud i at skabe sine egne historier, blev det som regel en dramaturgisk rodebutik (tip: læs Stormen). Molière remedierede Plautus’ komedier, som igen hentede mange af sine historier direkte hos Menander, og sådan kunne jeg blive ved.

Tendensen er således ikke ligefrem ny. Alligevel har jeg på fornemmelsen, at der er noget andet på spil i 2026.

Kendte titler sælger, men…

For nylig overværede jeg en paneldebat, og blandt de deltagende var en teaterdirektør, som med stor publikumssucces havde været med til at gøre en meget populær tv til teater. Vedkommende brugte selv ordet “lokkemad” om valget af netop denne titel, og jeg opfattede det som en tilståelsessag, at titlens popularitet skulle bruges til at sælge en masse billetter.

Jeg er overbevist om, at der er tale om en langt bredere tendens. Jeg har fuld forståelse for, at teatrene gerne vil sælge billetter – og jo flere jo bedre! – men jeg stiller mig alligevel kritisk over for metoden.

Personligt er jeg ikke overbevist om, at det at trække på populariteten fra bøger, film og tv er opskriften på at fremtidssikre interessen for scenekunst i egen ret. Hverken for teatrets selvstændige kulturelle arv eller for den nye dramatik, der bidrager med nye kapitler. Hvis scenekunsten bliver et ekko af de indspark, som formuleres og nyder succes i andre kunstformer, frygter jeg for dens egen selvstændige relevans.

Hvem gider at remediere scenekunsten?

Man kan også spørge på en anden måde: Kunne man egentlig forestille sig, at det gik den anden vej? At der blev skabt ny dansk dramatik, der senere udkom som bøger eller film? Er prisen for den mange remedieringer, at ny dansk dramatik mister sin egen stemme i kulturlivet og samfundet som helhed?

Hvornår er et nyt stykke dansk dramatik blevet omtalt andre steder end i avisernes kulturspalter? Anekdotisk kan jeg kun komme på ganske få eksempler fra de senere år: Kannibalen (2022, Det Kongelige Teater og Blaagaard Teater) og S/H’s forestilling White Madonna (2018), og i sidstnævnte tilfælde handlede omtalen nærmest udelukkende om, at forestillingen måtte ændre navn efter klager, ikke om forestillingen som sådan.

Hvorfor er dansk teater nærmest aldrig nyhedsstof, med mindre der er forbundet med kontroverser eller skandaler som sagen om Othello i 2022 på Det Kongelige Teater, eller for nylig om Silas Holst? Måske fordi så mange af de historier, vi ser på scenen, allerede er blevet debatteret andetsteds. Ofte for ganske nylig.

Tilbage til kataloget

Hvad svaret på dette er, ved jeg ikke. Det er en gratis omgang for mig, der hverken sidder med regnskaber eller ledelsesansvar, at kloge mig på, hvad teatre skal spille og ikke spille. Måske er det i virkeligheden en opfordring til dig, kære læser, når du sidder og bladrer kataloget igennem:

Køb billet til et værk, der oprindeligt er skrevet til scenen. Lad være med at tro, at klassikere er for vanskelige at forstå, eller at moderne dramatik er for – nå ja – moderne. Det er, hvad vi har, hvis vi da ellers vil have noget, der er unikt.