Operastafetten 5 – Eva-Maria Melbye: Vi skal blive ved med at stille spørgsmål

Operastafetten. Frem mod dette års Copenhagen Opera Festival i august lader vi på Louises Becks idé stafetten køre mellem branchens chefer i Aarhus, Holstebro, Esbjerg, Odense og København. De svarer alle på fire ens spørgsmål og et særligt spørgsmål, de har fået af en kollega i stafetkæden. I denne uge har kunstnerisk leder af Den Fynske Opera, Eva-Maria Melbye, stafetten. Hun peger blandt andet på, at vi også skal have klassikere, der afspejler vores tid, og at vi skal flytte blikket fra manglen til overskuddet, når vi arbejder med repræsentation.

Hvilken vision vil du gerne indfri for musikdramatikken?

“For mig er musikdramatik et universelt sprog. Operasangen er et kultiveret urskrig – en lyd, vi alle bærer i os, men som kun træder frem i livets mest ekstreme øjeblikke. Det er en menneskelig urkraft, som vi alle kan spejle os i, men den eksisterer i en kompleks institutionel ramme.

Opera får let et dårligt ry, fordi de etablerede operahuse historisk har været centre for magt, prestige og eksklusivitet. Men der findes en anden, parallel historie: Operaen har altid været et fristed for mennesker, hvis livsformer lå uden for normen – både som kunstnere og som publikum. Det gælder alt fra kønsidentiteter og seksualitet til kunstnere, der har levet i periferien af det etablerede samfund. Der er en iboende spænding mellem institutionen, der bevarer magten, og kunstarten, der ofte udforsker det grænseoverskridende og det menneskelige drama. Jeg tror, det er afgørende, at vi ikke forveksler institutionens historie med musikteatrets egentlige virkelighed.

Fremtidens musikdramatik handler derfor om de historier, vi fortæller nu, og hvem der får lov til at fortælle og fortolke dem. Fortolkning er aldrig neutral, men formet af sin tid og demografi.

Der er naturligvis meget, vi skal forandre. Samtidig tager det tid at opnå en diversitet, der afspejler samfundet, fordi det kræver mange års dedikeret træning at mestre de håndværk, det kræver at stå på scenen. Derfor skal vi sikre, at vi skaber de bedste muligheder for, at alle – uanset baggrund – kan finde deres vej til os.

Det kræver også, at vi skaber et bæredygtigt kunstnerliv med plads til tvivl, udvikling, børn og sygdom. Uden bæredygtige arbejdsliv risikerer vi en fattigere kunst skabt af de få. Målet er, at både scenen og salen afspejler det samfund, kunsten er en del af.”

Hvilke tendenser er du inspireret af?

“Sårbarhed og tvivl er kernen i det at være menneske – og det er netop det udtryk, der interesserer mig. Musikdramatik bliver stærkest, når den balancerer mellem kontrol og risiko; for mig er ærlighed en kunstnerisk kvalitet, der opstår netop i det spændingsfelt.

Opera lever på en smal knivsæg: Bliver den for perfekt, mister den sin menneskelighed. Bliver den for uperfekt, mister den sin bærende kraft. Den stærkeste oplevelse opstår i balancen mellem teknisk kontrol og menneskelig skrøbelighed.

Musikdramatikken er et levende, menneskeligt og historisk belastet rum, hvor kunsten kun forbliver stærk, hvis den hele tiden genforhandles mellem perspektiv, institution og sin tid. Jeg er derfor optaget af, hvordan musikdramatik formes af menneskelige, historiske og æstetiske forskelle – og af hvordan adgang, repræsentation og autoritet fordeles i de rum, hvor operaen skabes og fortolkes.”

Hvad ser/hører vi for lidt af?

“Vi ser for lidt af moderne kompositioner og nye værker – især dem, der er skabt, fortalt og fortolket af mennesker, som falder uden for den gængse norm, herunder naturligvis flere kvindelige komponister, såvel som værker med flere roller til kvindelige sangere. Jeg elsker at gå i teatret og ikke ane, hvad der møder mig. Den uforudsigelighed er for mig en essentiel del af kunstoplevelsen.

Klassikere er ofte blevet klassikere, fordi de er blevet opført, revideret og udviklet over tid. I dag forventer vi derimod ofte, at nye værker skal være færdige – og helst geniale – fra starten. Det kan begrænse mulighederne for kunstnerisk udvikling.

Vi bør finde plads til, at komponister og librettister kan arbejde med deres værker over tid i de institutioner, hvor de skal leve. Samtidig spiller økonomiske strukturer og et fokus på det næste nye en stor rolle i, hvordan repertoiret prioriteres og formes.”

LÆS OGSÅ: Operastafetten 4 – Nathalie Mellbye: Jeg drømmer om at skabe en episk, musikdramatisk splatterballet

Hvad skal vi gøre oprør imod?

“Vi skal gøre oprør mod konventioner – både i livet og på scenen. Vi skal blive ved med at stille spørgsmål og tage bevidst stilling.

Klassikere tilhører ikke kun dem, der tidligere har fortolket dem; de tilhører også os. Gennem tiden er de blevet læst og formidlet af bestemte perspektiver og demografier, men ingen har patent på fortolkningen eller betydningen af et værk. Mange klassiske værker rummer nuancerede, grumme og komplekse skildringer af menneskeliv – ikke mindst af kvinder. Derfor må vi insistere på at se historierne, som de faktisk er skrevet, og samtidig lade nutidens blik være en aktiv del af fortolkningen.

Vi har brug for, at alle slags mennesker får plads både på og bag scenen. Hver tid bidrager med nye læsninger, og mødet mellem værk og nutid er i sig selv et kunstnerisk rum. Fortolkningen af fortiden afgør nemlig, hvilken fremtid vi giver plads til.

Alle epoker har deres egen lyd og ret til at blive repræsenteret. Vi skal også have klassikere, der afspejler vores tid.”

Spørgsmål fra Nathalie Mellbye, Sort/Hvid:

“Jeg har netop været til et spændende seminar i Wien arrangeret af Academy Second Modernism, som arbejder for at fremme kvindelige, transkønnede og nonbinære komponisters arbejde. På årets Summit var temaet kulturel appropriation, og hvordan denne problematik kommer til udtryk i deltagernes arbejde som udøvende kunstnere, programlæggere/kuratorer, instruktører og komponister. Hvilke refleksioner vækker emnet kulturel appropriation hos dig i forhold til vores branche? Har du i dit eget arbejde stået i situationer, hvor problemstillingen har været særligt relevant eller udfordrende?”

Svar:

“Kulturel appropriation er et begreb, jeg oplever som både nødvendigt og komplekst i vores felt. I musikdramatikken arbejder vi med historier, genrer og musikalske traditioner, der allerede er historisk og kulturelt ladede. De er ikke neutrale, men formet af bestemte kontekster og magtforhold.

Derfor handler udfordringen for mig mindre om faste regler og mere om bevidsthed og ansvar: Hvem fortæller historien, hvem får autoriteten til at fortolke den, og hvem får adgang til de kunstneriske og institutionelle muligheder, der følger med?

Jeg har selv stået i situationer, hvor jeg har valgt ikke at realisere projekter, fordi jeg vurderede, at andre stemmer burde bære fortællingen – også i tilfælde, hvor ideen udsprang af en reel nysgerrighed og ikke af et ønske om at repræsentere noget. Den type valg er ikke entydige, og de bliver ikke enklere med erfaring. Men de har for mig peget på, at ansvar i praksis ikke kun handler om intention, men om position – og om hvornår det er mest meningsfuldt at træde tilbage og derved skabe plads.

Jeg tror ikke, at svaret ligger i at undgå kulturelle møder eller krydsninger, men i at arbejde kontekstuelt bevidst. Kunst har altid udviklet sig gennem udveksling. Spørgsmålet er, hvordan vi går ind i de møder: med viden, respekt og en villighed til også at lade os forandre af dem.

Samtidig ser jeg en risiko for, at ønsket om repræsentation utilsigtet kan komme til at definere kunstnere og mennesker ud fra identitet alene. Hvis musikdramatikken skal blive rigere, er det ikke nok at åbne døren for flere stemmer; vi må også give plads til et bredere spektrum af fortællinger, udtryk og erfaringer. Ellers risikerer vi blot at udvide repræsentationen inden for de samme forestillinger om, hvilke historier bestemte mennesker forventes at fortælle.

For mig er målet ikke blot en mere retfærdig fordeling af taletid, men et rigere kunstnerisk landskab, hvor vi er nysgerrige på hinandens perspektiver og tør lade os inspirere af dem. Jeg vil gerne se en musikdramatik, hvor vi ikke alene er opmærksomme på magt og ansvar, men også fejrer den kulturelle rigdom og de menneskelige sejrer, der findes i de perspektiver, vi har overset. Vi skal ikke blot anerkende marginaliseringen, men hylde den skaberkraft og de erkendelser, der følger med forskellige livserfaringer. Flytte blikket fra manglen til overskuddet.”

LÆS MED I NÆSTE UGE, hvor Eva-Maria Melbye sender stafetten videre til kunstnerisk leder af OPE-N og ny kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival, Louise Beck, med spørgsmålet: “Louise, din vej ind i operaens verden og din evne til at holde fast, når det sikkert har været svært, er inspirerende. Med udgangspunkt i din egen rejse: Hvilke råd vil du give dem, der kæmper for at finde deres plads, og er der noget, du selv ville have gjort anderledes i løbet af din karriere?”