Er kulturjournalister en døende race? Er det slut med indholdsstærke anmeldelser? Og er det overhoved et problem, at der er skred i den kulturjournalistiske orden, vi kender? NEJ siger Anders Lange, journalist og underviser ved DMJX samt leder af projektet Gentænk teateranmeldelsen. Han mener, at kulturjournalisterne skal holde op med at klynke og komme ind i den digitale kamp.
På konferencen om kulturjournalistik på Aarhus teater (28. sep. 2017) blev den sidste halvdel af dagen helliget forskellige samtaler omkring digitalt indhold. Her lød budskabet igen og igen, at kulturjournalisterne skal producere indhold til de platforme, hvor de unge opholder sig i forvejen. Men hvordan skal vi kunne leve af at producere gratis indhold til de sociale medier, lød et spørgsmål blandt andet fra salen i slutningen af dagen. Mange nikkede, og enkelte klappede, og ISCENE fulgte op på spørgsmålet og spurgte Anders Lange, hvordan han ser på kulturjournalistikkens fremtid:
”Hvis jeg skal være rigtig hård, så er det hverken samfundets eller teatrenes problem, om kulturjournalisterne kan leve af det. Men det er vores alle sammens problem, hvis vi ikke lukker flere stemmer ind i samtalen om kultur og teater. Kulturjournalister er en døende race, der ikke kan leve af det. Jeg har arbejdet som kulturjournalist på Jyllands-Posten i 10 år, på Århus Stiftstidende i 10 år og på Herning Folkeblad i tre år, og det har været en luksustilværelse.”
“Men sådan lever de færreste kulturjournalister i dag. I en årrække har jeg nu lavet kurser for kulturjournalister på DMJX (Danmarks Journalisthøjskole), og jeg kan se, at der kommer færre og færre kursusdeltagere. For det første er der simpelthen færre kulturjournalister, og dem, der er, de har ikke råd. De er freelancere, for der er tilsyneladende ikke kraft eller vilje hos medierne til at fastansætte dem.”
Hvad kan man gøre for at sikre, at vi har en stand af kulturjournalister, der kan leve af deres arbejde i fremtidens medieverden?
”Hvis man skal sikre kulturjournalisterne, skal der måske en støtte til. Hvor den skal komme fra, det ved jeg ikke. Men ser man på jeres medie ISCENE, har I jo formået at få støtte fra flere fonde, så det er måske vejen frem for dansk kulturjournalistik. Men det skaber også en forpligtelse. Når et medie som ISCENE får økonomisk støtte, så har I også en forpligtelse til ikke bare at gøre, som I plejer. I skal kæmpe for at finde den rigtige balance, så der er flere stemmer i debatten. Og I skal være synlige på alle platforme – også de sociale.”
”Vil kulturjournalistikken fange unge brugere, skal man vide, at de unge orienterer sig blandt bekendte på sociale medier. Og her skal de møde nogen, de kan identificere sig med. Så må man altså invitere en YouTube-stjerne ind og anmelde teater, hvis det er det, der skal til. I modsætning til mange andre er jeg ikke så nervøs for, at substansen forsvinder, hvis man giver ordet til andre ikke fagligt-uddannede. Jeg er mere nervøs for, hvad der sker, hvis vi lukker samtalen om kulturen og teater ind i et vakuum mellem den professionelle kulturjournalist, den intellektuelle kritiker og teatrene. Derfor har jeg en mere vild tilgang til det med anmeldelserne. Det handler om, at få folk til at tale om kunsten og besøge teatrene.”
”Ser man på amerikanske undersøgelser, så er anbefalingerne til fremtidens kulturjournalistik, at den skal være billigere at producere. Det kan man løse ved at gå ind i forskellige samarbejder. Det vil måske falde mange for brystet, men det kan ikke betale sig at lægge sig ned og klage over det. De gode kulturjournalister kommer i fremtiden til at overleve på evnen til vedholdenhed og til at formidle på forskellige platforme.”
Er der ikke nogen problemer forbundet med en fremtid, hvor størstedelen af kulturjournalisterne arbejder freelance og ikke er tilknyttet et fast medie?
”Man kan sige, at jo færre opgaver, kulturjournalisterne får, jo flere kommunikationsopgaver må de måske lave, og det slører de klassiske grænser på en negativ måde. Det er selvsagt meget nemmere at være positiv, hvis du har lavet et interview med for eksempel instruktøren inden en forestilling. Så det er vigtigt, at kulturjournalisterne ikke er påvirkede af nogen, og at de kan tale og skrive frit.”
