Hvordan omsætter man psykologiske teorier om livet til en teaterforestilling? I Ståsteder på Himmerlands Teater er resultatet fyldt af absurde, sjove og velspillede scener, der dog ikke gør os meget klogere på den dybere mening med livet.
En kvinde står med en lagkage i hånden. Hun tænder et lys og træder et skridt frem. I små glimt opsummerer hun et liv, hvor hun først bliver født og senere tager sit første skridt. Hun kan læse, da hun starter i skole, og hun går gennem livet som et normalt og gennemsnitligt menneske. Så får hun selv et barn, som tager sit første skridt og lærer at læse. Scenen er slut. Og hvad så?
Sådan genfortæller vi nok sjældent vores egne liv. Vi vil ikke være gennemsnitlige og normale. Det er sjovere at være unik, finde sit udviklingspotentiale og gøre det uforudsigelige. Men måske ligger der også en skønhed i at se livets harmoniske cirkel, udfylde sin pligt og finde sit ståsted? Kunne det være meningen midt i det meningsløse liv?
Nyere psykologisk teori, der som oftest har været anført af psykolog Svend Brinkmann, giver os et andet blik på tilværelsen. Med bøger som Stå Fast, Ståsteder og Gå Glip fik mange et modsprog til samfundets krav på omstillingsparathed, autencitet og instrumentalisering. Og så er han populær!
Måske netop derfor har flere teatre denne sæson valgt at sætte hans tanker i spil på scenen. Hvor Danmarks største teater, Det Kongelige Teater i København, spiller forestillingen Stå Fast, så har et af kongerigets mindste teatre, Himmerlands Teater i samarbejde med teatergruppen Superreal, valgt at opsætte forestillingen Ståsteder.
Sidstnævnte er, ifølge hjemmesiden, skabt ”på baggrund af diverse sociologer og psykologer og de medvirkendes egne erfaringer.” Måske netop derfor fremstår den også en smule fragmenteret i sin fortællestruktur.
Kunne strammes op
De tre spillere fra Superreal, Casper Sloth, Ronny Sterlø og Fie Dam Mygind, giver kød og blod til de analytiske tanker fra psykologien. Og de gør det på gulvet i en sal med publikum bænket på stolerækker rundt langs væggene. Universet er ikke klart defineret, men pap på gulvet og forskellige rengøringsvogne bliver brugt som indikatorer og rekvisitter undervejs. Det fungerer fint og supplerer universet, der kan være snart det ene og snart det andet.
Her er den forsmåede elsker, der skriver breve til sin kærestes madpakke. Der er hende, som dyrker yoga og stresser over indkøbssedlen. Hende, der minimalistisk har optimeret sit liv, så det kan fungere i en rengøringsvogn, og ham der drømmer om en ny kummefryser. I adskillige scener følger vi almindelige menneskers kamp for at finde et ståsted i livet. Det sker i situationerne, der er fordrejede, forstørrede og enten tilsat skæv humor eller sort alvor.
Måske er vi i vores moderne samfund lidt for glade for det materielle? Men det er ingenting i sammenligning med kvinden, der bliver forelsket i ting. Hun har et forhold til en dør, men det kompliceres dog af, at hun tidligere var kærester med skumsprøjteren i lokalet, og at hun er tiltrukket af de stole, som publikum sidder på. Scenen er absurd og tilpas manisk spillet af Fie Dam Mygind. Ronny Sterlø er ’spruttende-af-grin-morsom’ i sin parodi på den mindfullness app, der skal få os til at falde i søvn, når han med krævende og råbende stemme befaler os at lukke øjnene og slappe heeeelt af. Og Casper Sloth forstørrer humoristisk samfundets selvcentrerede tendenser i en samtale med publikum, der godt nok ikke får indført et ord.
Alt i alt er Ståsteder morsom i kraft af sin tilgang til helt almindelige situationer, som bliver rystet og behandlet til næsten uigenkendelighed. Og det er måske også forestillingens lille achilleshæl. Det kan være svært helt at genkende for eksempel Svend Brinkmanns analytiske tilgang og filosofiske betragtninger om livet eller for den sags skyld overføre situationerne til dybere pointer, der har relevans for individ og samfund.
Forestillingen, der er blevet til i en devising-proces, har mange gode idéer, men der mangler en samlende hånd og en vilje til at stramme fortællingen og måske også skære sjove, men strittende, scener ud.
Da det hele er slut, forlader jeg salen grinende og underholdt. Men måske ikke så meget klogere.
Læs mere om forestillingen her
