Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ Benedikte Hansens blodtud

Kan Nikolaj Gogols russiske korruptionssatire, Revisoren, fra 1836 fungere som dansk morskabsteater i dag?

Åh, hvad er det med mig og morskabsteater? Jeg går til det med åbent sind hver gang, og på en god aften er jeg også ganske ok underholdt, men jeg griner aldrig. Hm.

Det er Revisoren, Nikolaj Gogols skarpe og sjove skuespil fra 1836, der skal stå prøven denne lørdag aften. Med et ganske imponerende cast stemmer Nørrebro Teater forventningerne højt.

Benedikte Hansen er da lidt af en skalp, tænker jeg. Men kan hun være sjov? Og med Thure Lindhardt, Sarah Boberg og Mikael Birkkjær på scenen er hele politistyrken fra Broen samlet aftenen før sidste episode i allersidste sæson. Dét er da en slags sjov.

Revisoren
Forestillingen Revisoren på Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen

Men til substansen: At tale rent ud af posen har altid været en risikabel sag for de russiske forfattere, for systemkritik har aldrig været set mildt på af zarer, generalsekretærer eller præsidenter. Men hvis der er én skyggeside af samfundet, som man altid – og endnu i dag – har kunnet kritisere åbent, er det korruptionen blandt embedsmænd og underordnede politikere.

I dét lys skal man læse og se Revisoren. Det er fortællingen om en forfængelig flok bonderøve fra en provinsiel udørk, der ser deres snit til at stige i hierarkierne ved at fedte sig ind hos en statsrevisor fra hovedstaden. For at dække over deres egen korruption og bjergsommelighed, sweet talker og smører de den høje embedsmand. Det er en masterclass i magt og korruption.

Kø ved håndvasken

Desværre er revisoren komplet ubestikkelig. Men til gengæld er han heldigvis slet ikke utilbøjelig til at tage imod nogle meget subtile og lukrative lån fra borgmesteren og alle hans medløbere. Enhver hytter sit eget skind, penge skifter hænder. Og der er kø ved håndvasken.

Revisoren
Fra forestillingen Revisoren på Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen

Men korruptionskomedien er jo også en forvekslingskomedie, så naturligvis er revisoren slet ikke en revisor. Rygtet om statskontrollantens ankomst var løbet i forvejen, så hele byen antog, at den næste gæst, var den forventede gæst. Men nej. Ham, de tror er revisoren, er en simpel bondefanger, der først slet ikke fatter, hvad der sker omkring ham, men senere malker situationen effektivt.

Nikolaj Gogols forvekslingskomedie har spor af både Shakespeare, Holberg og Moliere (og Gogols eget plot er langt senere blevet planket af John Cleese i en episode af Fawlty Towers, hvor Basil lefler og smisker for en mand, som han fejlagtigt tror er restaurantanmelder), og naturligvis er der mening med galskaben. Når byens dommer siger, at ”ægte korruption er at tage imod en pels, og så bede om en kjole til sin kone oveni”, viser Gogol sig ikke bare som socialsatiriker, men som en sylespids kritiker af den lurvede praksis, som har været (og stadig er) en hvermandsplage i det russiske samfund. Det handler ikke om at holde sin sti ren, men om at holde sin sti beskidt på den acceptable måde.

Borgmesteren dirrer og danser

Madeleine Røn Juul har iscenesat med interesse for den asociale selviskhed, som nærer korruptionen. Hvad sker der med samfundet og fællesskabet, hvis vi ikke står til ansvar for hinanden, men kun plejer vores egne interesser? Sven Dahlbergs asfaltfarvede kukkassescenografi og fattigfine kostumer udtrykker falskhed i forfaldstider, hvor det ikke kun er storhed, der forgår, men også værdier, der forvitrer.

Tankestof er der nok af. Teksten har det jo med hjemmefra. Men hvordan fungerer stykket så som moderne morskabsteater? Så som så. Thure Lindhardt i den formelle hovedrolle er ikke ilde, men han er heller ikke videre sjov. Det er til gengæld Ole Lemmeke, der fyrer den af som byens borgmester. Når hans klamme servilitet får hele kroppen til at dirre og danse, er der en sjælden god grund til at grine, eller i hvert fald smile begejstret. Den måde, han spiller store dele af forestillingen på, med ydmygt nedbøjede knæ, er elegant i detaljen. Han bærer aftenen.

Sjov er også Tina Gylling Mortensen som dommeren og Nicolaj Jørgensen som skoleinspektøren. Som hospitalsforstander gør Mikael Birkkjær hændervridende fyldest, men ligefrem morsom? Måske forbigående. Adelsfolkene Benedikte Hansen og Sarah Boberg er depraverede hyklere, der har mistet fordums storhed, men selvom de slider godt i det bag den groteske klovnesminke, når de ikke frem til nogen særlig sjovhed.

Revisoren
Sarah Boberg og Benedikte Hansen. Foto: Büro Jantzen

Benediktes blodtud

Så altså: Der er meget godt at sige, men decideret morsomt er det ikke. Budskaberne fiser uforstyrret ind, men der er stadig langt til latteren. Mest komisk interessant er den ene godsejerindes brækkede næse. Benedikte Hansen render rundt med blodtud og forbinding, og det er der nok en grund til, som bare ikke fremgår af selve stykket. Samme år som Revisoren fik premiere, udgav Gogol en senere meget berømt novelle, der slet og ret hedder Næsen. Den handler om en major, der en morgen vågner op og opdager at hans næse har forladt ham for at begynde på en karriere som statsråd! Fortællingen handler om at snobbe opad, om at stræbe efter større embeder, om at kravle op i det ekstremt formelle russiske hierarki under zarismen i midten af 1800-tallet – eller om at stikke næsen for langt frem og ned i sager, hvor den ikke har noget at gøre.

revisoren
Forestillingen Revisoren på Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen

Kan Nikolaj Gogols russiske korruptionssatire fra 1836 så fungere som dansk morskabsteater i dag? Som skildring af menneskelig dårskab, ja. Som politisk systemkritik, nej. Ganske vist er vi ikke længere verdens mest vidunderlige og uplettede land på Transparency Internationals rangliste over den globale korruption, men vores smuds – ikke mindst Atea-sagen i Region Sjælland og politiske skandaler som for eksempel Tibetsagen – er stadig på barnekammerniveau i forhold til det Rusland, som Nikolaj Gogol fælder dom over.

Revisoren skal såmænd nok tage stikket hjem hos publikum. Hvem vil ikke gerne se trioen fra Broen slå sig løs på scenen? Jeg nød Nikolaj Gogols rapkæftede tekst og Benedikte Hansens blodtud. Men desværre morede jeg mig ikke, selvom jeg tydeligt genkendte de situationer, hvor det ellers forventedes af mig. Retfærdigvis skal det siges, at premierepublikummet lo som uskyldige børn.

Læs mere om forestillingen her

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Klaus Rothstein
Klaus Rothstein
er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...