Sidst vi så Sandra Yi Sencindiver, jagtede hun teenagepiger som den ene af de to bestialske mordere i sidste sæson af Broen. I forestillingen Ikke uden min mor slår hun noget blidere toner an i en anderledes mangfoldighedsfortælling om mødre og døtre.
Mor huserer på scenen i år. I december var hun mest i telefonen i den musikdramatiske version af Stine Pilgaards roman Min mor siger på Husets Teater. I april fejres mødregruppernes 50års-jubilæum med en comedy på Folketeatret. Og netop nu er kompagniet danskdansk aktuel på skiftende locations fra regulære scener til æstetiske caféer med forestillingen Ikke uden min mor. Hvad er det for noget med alle de forestillinger om mødre? ISCENE har mødt Sandra Yi Sencindiver, danskdansk’s kunstneriske leder og instruktør af forestillingen til en snak om mor-begrebet.
”Det handler egentlig ikke så meget om mor-begreber, men om forholdet mellem mødre og døtre”, slår Sandra fast med det samme, ”men selvfølgelig kommer forestillingen også ind på de forventninger, vi kan have til det at være mor”. Sandra og forestillingens norske dramatiker Camara Lundestad Joof har dog ikke fokuseret på de mor-begreber, der er i vælten i nutidens debatter, men derimod bevæget sig ud i virkeligheden og interviewet 76 meget forskellige kvinder om deres personlige oplevelse af mor-datter-forholdet.
Kvindehistorie er så underfortalt
”Vi forsøger også at rulle nogle samfundsperspektiver ud, men egentlig er der jo alt for meget stof. Kvindehistorie er jo så underfortalt! Det er ikke en lille niche, nej, det er jo halvdelen af verdens historie. Det er fuldstændig umuligt at få alt med på en time og et kvarter, så vi vinklede skarpt med mor-datter-forholdet, og ser det som et første kapitel af flere i kvindehistorien”.
Sandra nikker genkendende til, at det kan være svært at lære af tidligere tiders erfaringer. ”Det er vildt komplekst, for der er jo sket et kvantespring fra mormor til mor til mig, men samtidig er det så vigtigt at huske, hvad vores mødre – og deres – har opnået. Vores generation tror, ligestilling er opnået, så vi risikerer at ligge lidt på den lade side. Men hov, så kommer #metoo og viser os, at privilegier ikke er givet”.
Husarbejde har traditionelt været tilknyttet kvinden, så selvom vi i dag måske bruger mere tid på arbejde, er der alligevel meget med på scenen. ”Ja, det kan nok støde nogle feminister”, siger Sandra, ”men sådan er det, når man arbejder med emner som kvindens identitet og minoriteter. Når man arbejder med den slags emner, er barren sat højt, der er meget lys på, altså der er mange, der har en mening om ens arbejde. Man skal hele tiden tænke over, om man har favnet bredt nok, men uanset hvor godt vi gør det, får vi nogle klask”.
”Omvendt er vi også allerede blevet mødt med den der ”Nå, nå, må mænd nu ikke komme?-holdning”. Men det må de da, og de mænd, der har været i prøvepublikummet indtil nu, er blevet helt bløde i knæene”, griner Sandra. Forholdet til far kontra det til mor har også været vendt på holdet: ”Vi har diskuteret det meget, for mange oplever jo, at de er mere præget af deres fars værdier. Men far har altså fået taletid, nu er det mors tur”, siger Sandra og får dermed sat et både effektivt og pirrende punktum for samtalen.
Tolke og tårnhøje lixtal
”Vi har interviewet både i, men også langt fra teatermiljøet. Vi har fx interviewet en, hvis mor var med til at skrive Kvinde kend din krop, vi har talt med intellektuelle, hvis sætninger har tårnhøje lixtal og vi har talt med indvandrerkvinder, hvor vi måtte bruge tolk. Det interessante var, at skæringerne for det fælles kunne lægges på overraskende steder. Det peger på, at det blik, vi har på andre, kan fremvises i mor-perspektivet, der kan få os til at mødes på tværs af fx geografi og generationer. Mor-datter-forholdet overskrider etnicitet og kultur, og handler i hvert fald lige så meget om strukturelle forhold, fx adgang til uddannelse”.
Ikke uden min mor lever dermed på flere måder op til danskdansk’s formål om at afspejle og inkludere flere borgere i scenekunsten. Sandra præciserer, at det ikke bare handler om at få flere minoriteter på scenen, men at bruge æstetiske og musikalske virkemidler til at fortælle eksistentielle historier. Mor-datter-forholdet er en anden måde at arbejde med mangfoldighed på. Mor er jo ikke en minoritet, men noget alle kan forholde sig til på tværs af alder, køn og etnicitet. Samtidig inkluderer arbejdsformen med interviews på tværs af netop disse skel en række borgere og prøver at ramme personlige og partikulære, men også almenmenneskelige og universelle værdier og erfaringer.
”Vi har været meget loyale over for de interviewede. Nogle scener er baseret direkte på et enkelt interview, mens andre er flettet af flere”, fortæller Sandra og fortsætter: ”Interviewene giver en episk, polyfonisk stil, men det er jo dramatik, så vi er selvfølgelig også gået efter spænding. Man kan ikke lave en forestilling, der rammer alle, men netop ved at interviewe så bredt og sammensætte forestillingen med forskellige udtryk og forskellige erfaringer prøver vi at vise mangfoldigheden. Men alle kan selvfølgelig ikke spejle sig i alle scener”.
