Scenekunsten behandler nu endelig også Danmarks historie som kolonimagt og fortæller alternative identitetsfortællinger. ISCENE ser her på teatrets og billedkunstens de-kolonialistiske udtryk.
Hun er lille og kraftfuld, som hun sidder der i en kurvestol med et højt flettet bagparti, der drejer langsomt og andægtigt rundt i mørket på Teater Får302s lille scene. Et alternativt magtfuldt og derfor let forstyrrende billede af en kolonifortid.
I billedkunstneren Jeanette Ehlers teaterdebut i november 2017 Into The Dark opstår et både fysisk konkret og et abstrakt refleksionsrum, som behandler den danske kolonifortid. I en montagestil, hvor flere mindre performances sættes sammen, vender forestillingen publikums blik rundt, så det bliver selvbevidst og får mulighed for at indsætte sig selv i den danske kolonihistorie. En spejlscenografi på scenen retter fx ganske simpelt billedet af publikum selv mod det, mens en af performerne, Camara Joof, i en anden sekvens inviterer en hvid publikummer til at bytte plads med sig oppe på scenen, imens resten af performerne på scenen gentager: ”I am here because you where there – we are here because you were there”. Forestillingen tvinger dermed forsigtigt, men konfronterende publikum til at overveje deres hvidhedsprivilegier og til at sætte sig i den andens sted. Forestillingen får publikum til at reflektere over, hvad det betyder at være aftager af kolonifortiden.
2017: Året for den blinde vinkel i dansk historieskrivning
2017 var 100året for salget af de tidligere danske kolonier, de Vestindiske Øer, hvilket medførte en række initiativer, udstillinger, events og publikationer, der satte fokus på det manglende danske opgør med kolonifortiden. Billedkunstneren Jeanette Ehlers Into the Dark, der bl.a. inddrog oprørslederen Queen Mary fra St. Croix historie og nyfortolkede H.C. Andersen-fortællingen Mulatten var én af de få opførsler, man kunne opleve på et teater sidste år, mens billedkunsten lod til virkelig at tage fat på den hvide, blinde vinkel i den danske historieskrivning.
Men nu ser lignende initiativer ud til også at være nået til scenen, for her i 2018 kan man endelig opleve flere teaterforestillinger og arrangementer med den fortrængte kolonihistorie som tematik. Hvad langsomheden på scenekunstfeltet skyldes er ikke til at vide, men bedre sent end aldrig.
Den sorte krop
Udstillingsstedet meter viste som nogle af de første i 2017 de-kolonialistisk kunst med solovisningen Ledgers of a Lost Kingdom af den vestindiske kunstner La Vaughn Belle. De-kolonialistisk kunst forstyrrer og giver alternative modbilleder til repræsentationer af et hvidt racistisk og patriarkalsk hierarki.
Trådte man ind i meters udstillingsrum ramte et betagende syn én som det første. En bredspaltet rulle med cremefarvet papir faldt ned fra loftet mod gulvet. I papiret var brændt en række små huller i et gentagende chiasme-mønster eller en krydsstilling, så mønstret ville være ens på begge sider, hvis man foldede papiret på midten. Værket Cuts and Burns kunne ligne en blonde, en række tegn eller en håndskrift.
Men det var ikke blæk, der gav tegnene sort på hvidt på papiret, men derimod huller, kunstneren møjsommeligt havde lavet i papiret. Bristene pegede tilbage på kunstnerens krop i gang med et arbejde, som kunne minde om traditionelt kvindearbejde fx broderi, stopning af strømper og lignende, men samtidig kunne associere til benhårdt fysisk monotomt arbejde udført af slavegjorte i sukkerplantagerne på de tidligere danske kolonier i Det Caribiske Øhav.
På den måde indlejres den sorte arbejdede krop implicit i værket, men viser den ikke og giver dermed ikke et racistisk undertrykkende billede af den. Værket flytter subtilt rundt på de gamle kolonialistiske hierarkier og bliver en ny kropslig fortælling samt skrift fra kolonitiden samtidig med, at værket symbolsk og rebelsk er udgjort af huller brændt ødelæggende ind i det hvide papir.
Cuts and Burns virkede på sin vis modsat den historiske udstilling Blinde vinkler. Billeder af kolonien Dansk Vestindien på Det Nationale Fotomuseum, som siden februar 2017 og et år frem direkte fokuserede på bibliotekets arkivers visuelle materiale såsom landkort, postkort og fotografier fra kolonifortiden. Man kunne forestille sig, at man her ville finde en meget direkte indgang til den danske fortid som kolonimagt. Men det blev egentlig det mangelfulde i materialet, der paradoksalt gav et udtryk for den fortrængte kolonihistorie. Der var ingen afbildninger af slavegjorte afrikanere i sukkerplantagerne, men derimod udelukkende smukke illustrationer af idyllisk plantageliv, for billederne og optegnelserne er lavet af og for magthaverne, ligesom kortlægningen af øerne ikke er en videnskabelig og neutral registrering, men snarere første skridt mod at kunne udstykke og udbytte jorden kommercielt.
Sukker
På Republique kan man lige nu opleve det fysiske teaterkompagni Det Olske Orkesters forestilling Sukker, der med et kritisk blik tematiserer Danmarks forståelse som slavenation. Forestillingen bruger lysprojektioner af historiske kort og fossende oceaner og fortæller bl.a. den dramatiske historie om arbejderopstanden Fire Burn på St. Croix i 1878, 30 år efter slaveriets ophævelse. 200 sorte arbejdere blev dræbt, og opstanden er siden forsvundet fra den danske historieskrivning.
Opstanden er endnu en del af er det blinde punkt eller mørke fortrængte hul i den danske historie. Det er først de sidste 10-20 år, at den danske kolonifortid er blevet behandlet og diskuteret i den danske presse. Lars Løkke Rasmussens udtalelse om, at det heldigvis bare er fortid, siger lidt om, hvordan historien stadig fortrænges. En fortrængning, som nu giver en indlejret strukturel racisme og tydeligt påvirker den danske samtids integrations- og udlændinge politik.
I Sukker på Republique, som måske mest er henvendt mod skoleklasser, oplever man dog ikke at få nye sceniske modbilleder til det kolonialistiske, racistiske hierarki. Historierne om de slavegjortes forfærdelige vilkår og de sortes oprør bliver refererende fortalt, så man som publikum ligesom i mainstream film som 12 Years a Slave eller tv-serien Rødder, kan indleve og engagere sig i dem, men en dybere analyse og et incitament til selv at indsætte sig i historien, finder man ikke. Man kan som publikum gå hjem rystet, men uden egentlig selv at opleve sig som aftager af kolonifortiden.
Den grønlandske mand
Teater freezeProductions og Grønlands Nationalteater iscenesætter et andet mørkt eller blindt hvidt kapitel i den danske kolonihistorie. På Teatret Svalegangen i Aarhus får man mulighed for at opleve co-produktionen og performanceportrættet Den grønlandske mand skrevet af Niviaq Korneliussen. Hun er den nye forfatterkomet på den grønlandske litterære scene og blev i 2015 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for sin generationsroman og debut Homo Sapienne.
Forestillingen Den grønlandske mand består af montager af musik, dans, fysik og elektronik med fire grønlandske skuespillere. Ifølge pressematerialet vil performancen give en ny stemme og et anderledes billede af den grønlandske mand. Det er en kærlighedserklæring til manden og et forsøg på at iscenesætte andre sider og spørgsmål end de stereotyper, som den grønlandske mand ofte bliver fanget i såsom jægeren på indlandsisen eller den fortvivlede mand på gaden i storbyen. Det bliver spændende at se forestillingens eksperimenter og forsøg på at give fysiske samt musikalske modbilleder udover alternative nuancerede identitetsfortællinger til de gamle kolonialistiske udtryk for den grønlandske mand. Hvordan mon hans hverdag, krop, seksualitet, drømme, glæder og kampe er?
Hvid uskyld
På Teater Får302 nøjes de ikke med Jeanette Ehlers Into The Dark som opgør med kolonifortiden, men det lille teater, der har fået ny skarp performanceprofil, følger op med forestillingen Hvid Uskyld. Forestillingen skal i april og maj måned undersøge om danskerne fik rettet op på hukommelsestabet i 100-året for salget af De Vestindiske Øer sidste år.
Kunstnerkollektivet Familien mener bestemt ikke, kolonifortiden nu kan arkiveres som et behandlet kapitel i dansk historie. Derfor har de nu prøver på Hvid Uskyld, der med et humoristisk twist ser tilbage efter jubilæumsåret. Ifølge pressematerialet vil tre personer blive bevæbnet med krinoline, dykkerudstyr og solcreme i et rum fyldt med sukker, mens de selvransagende forsøger at gøre status. Men da stoffet er så komplekst, må de angribe det fra flere forskellige vinkler, og forestillingen består derfor af 6 forskellige individuelle akter, der veksler i form og genre. Men alle akterne diskuterer og forholder sig til vores individuelle såvel som fælles nationale kolonitid.
Man kan altså håbe, at scenekunsten her igen på Teater Får302 vil gå ind i en dybere analyse, der kan bringe fortællingerne om fortidens kolonispøgelser videre endnu og ikke bare frem i lyset.
