Metropolis-festivalen åbner i år med UNITOPIA, en spektakulær iscenesættelse af Københavns Universitet. Kunstnerne STEEN & HEJLESEN har i samarbejde med musikduoen Den Sorte Skole skabt et vildt og samplet 3D-fremtidsscenarie.
Festivalen Metropolis, der om sommeren gør byen til scenen og scenen til by, åbner i år d. 4 april med en storslået live video-installation. Scenekunstduoen STEEN & HEJLESEN får med tredimensionel video-mapping Københavns Universitets ikoniske bygning på Vor Frue Plads til at bevæge sig, og kultduoen Den Sorte Skole har med deres anarkistiske samplinger produceret et soundscape, man ikke bare kan høre, men simpelthen mærke fysisk.
ISCENE har mødt performancekunstnerne Ninna Steen og Thomas Hejlesen samt Martin Højland fra duoen Den Sorte Skole til en samtale om deres fælles samplende arbejdsmetode med bl.a. det kommende værk UNITOPIA. Vi sidder i Ninna Steens hyggelige stue på Nørrebro en kold formiddag med høj skyfri himmel, så lyset står skært ind af vinduerne. Man mærker hurtigt deres ping-pong og kreative samarbejde. De supplerer og afbryder hinanden hele tiden i en atmosfære af respekt, engagement og nærvær.
Vil I fortælle om UNITOPIA – hvad handler værket om?
Ninna Steen: “Helt konkret så transformerer vi arkitektur i det offentlige rum via video-mapping. Det er en teknik, vi har arbejdet med siden 2011, som gør det muligt at forvandle statiske bygninger til levende, dynamiske konstruktioner.”
“Vores forestillinger tager altid udgangspunkt i den arkitektur, vi transformerer, og i dette tilfælde udgør Københavns Universitets monumentale bygning på Vor Frue Plads værkets hovedaktør. UNITOPIA er en arkitektonisk intervention, hvor vi undersøger og leger med idéen om vores højborg for uddannelse og forskning set i et fremtidsperspektiv. I øjeblikket er tiden præget af både utopiske og dystopiske forudsigelser og især kunstig intelligens spås at ville forandre vores liv så radikalt, at det er umuligt at sige, hvad det vil medføre… Hvordan skal vi forholde os til det?
Med UNITOPIA inviterer vi sammen med Den Sorte Skole publikum med ind i en posthuman fremtidsfarce, hvor grænserne mellem fortid, nutid og fremtid er ophævet.”
Thomas Hejlesen: “Vi har begge baggrund i performanceteatret, og det vi laver nu er, ifølge Ninna, der også arbejder som koreograf, en form for koreografi for arkitektur.
De neo-klassicistiske bygninger, vi har en del af i København, er monumentale. De blev bygget med det formål at fortælle om, hvad der foregik inden i dem. Det er en magtdemonstration. Det ser man meget tydeligt med Domhuset, men også med universitetet, der var en teologisk, religiøs magtfaktor med forbindelser til hele Europa dengang, det blev oprettet. Man skulle kunne tale latin og græsk, og man sidder ikke længere og forsker på samme måde. Vi stiller med UNITOPIA spørgsmålet om, universitetet er klar til fremtiden eller er det en svindende magtfaktor, der er ved at blive overhalet indenom af nogle helt andre faktorer?”
Martin Højland: “UNITOPIA er en diskurs om, hvad viden var, er og bliver.”
Thomas Hejlesen: “Ja, og der gælder nogle andre regler. Bygningen er så konkret, og derfor kan vi gå ind og gribe om den. Vi kan gå ind og mappe den med en teknik, hvor vi går ind og tager elementer og gøre dem plastiske. Noget, der er lavet i sten og har eksisteret i 1000 år, går vi ind og laver en koreografi for med de enkelte elementer. Vi er ekstremt tro overfor udgangspunktet og for bygningen, og så begynder det at flyde og for at noget kan flyde, må der musik til. Ninna og jeg kommer så med et oplæg med tekst og med skitser.”
Ninna Steen: “Et visuelt storyboard og en masse samtaler.”
Martin Højland: “I denne proces var det meget ordene, vi brugte for at producere lyduniverset. Der var fem-seks scener, og dem forsøgte vi at fortolke i lyd og vendte også tilbage med forslag om at lave om i rækkefølgen på dem.”
Thomas Hejlesen: “Ja, for os er det en tematisk undersøgelse, hvor vi starter med, hvorfor man overhovedet opretter universiteterne, så det går helt tilbage til arkaisk viden, der er blevet transformeret om til sten. Og så arbejder vi os med billedelemeter op i gennem tiden, og til sidst bliver det et mere og mere digitalt udtryk.”
Ninna Steen: “Samtidig bliver der ved med at være noget arkaisk til stede. Det er en form for retro-æstetik koblet på de indholdsmæssige elementer.”
Dansk forskerkvinde
UNITOPIA har for kunstnerne også et feministisk perspektiv som udgangspunkt.
Thomas Hejlesen: “Vi startede med et feministisk perspektiv med Inge Lehman, en dansk forsker, som man ikke ville kendes ved i Danmark, særligt ikke på universiteterne.”
Ninna Steen: “Hun var uddannet seismolog men måtte nøjes med at forske i sin fritid, fordi hun var kvinde. Til gengæld var hun den, der påviste, at jorden rent faktisk har en fast kerne. Tænk, hvad hun kunne have udrettet, hvis hendes forskning havde fundet sted indenfor murene. Men det var (og er til dels stadig) en mandsdomineret verden. Der er lige kommet en mindestatue af hende sammen med de højere forsker-herrer, men hun er blevet fremstillet abstrakt og sat lidt ud i siden. Det havde været rimeligt at lade hende få sin plads. Vi ville gerne have lavet UNITOPIA samtidig med afsløringen af statuen, men det var universitetet ikke interesseret i. Hun er dog alligevel kommet med i UNITOPIA ikke som person, for projektet har udviklet sig en del sidenhen.”
Thomas Hejlesen: “Meget peger på, at universitetet er blevet en støvet konstruktion, der ikke kan flytte sig. Der er for mange i nagelfaste stillinger og vi prøver at give de mænd lidt igen. Det, synes vi, er passende.”
Ninna Steen: “- Og det bliver med en humoristisk indfaldsvinkel, for det er det, der batter i den her sammenhæng. Man kunne have lyst til alt muligt andet – at råbe meget højt for eksempel, men humor er et godt konstruktivt redskab at kommunikere sine pointer igennem. Desuden er det jo ret absurd, at vi stadig har så få kvindelige forskere og professorer indenfor murene, og som kompensation for den manglende repræsentation af kvinder har vi valgt at inddrage Etruskernes modergudinde Uni i værket. Hun dukkede op under researchen til værket, og hun passer ind på flere planer. I folkemunde kaldes Universitetet for Uni og samtidig har vi et underliggende tema i værket om menneskets evige stræben efter udødeliggørelse.”
Thomas Hejlesen: “Uni var en gudinde, der blev afbilledet med blottet bryst, hvor Herkules sidder og drikker for at opnå evigt liv. Vi tænkte, at det modsvarer mænd, der gennem forskning har forsøgt at opnå det samme – altså udødelighed. Så mænd forsker, fordi de er misundelige…”
Ninna Steen: “Uni er med i UNITOPIA i form af animerede tegninger, skabt af billedkunstner og tegner Signe Parkins.”
Lyden af fremtiden
Den populære og rebelske duo Den Sorte Skole skabte også musikken til Steen & Hejlesens fantasifulde og overvældende video-mapping projekt I demokratiets navn på Domhuset i 2015.
Hvad kommer vi til at høre med UNITOPIA?
Martin Højland: “Det er en fortolkning i lyd af de samme temaer som på billedsiden. Helt konkret så bevæger vi os mellem det, vi kan betegne som lyddesign og musik. En stor del af det er billedskabende lyd mere, end det er musik. Det bevæger sig stilistisk ind og ud af det.
Al vores lyd til det her projekt er samplet, så det er fragmenter fra musikhistorien, som er sat sammen på nye måder. I forhold til det arkaiske har vi samplet noget gregoriansk kirkekor, som til trods for der ikke er særlig mange, der lytter til den slags i dag, så rammer det virkelig dybt på en måde, så det nærmest må være nedarvet. Når vi har lavet noget lignende har folk reageret meget stærkt på det. Det er meget uventet i en moderne kontekst. En stor pointe for os er, at originaliteten er bevaret, men at konteksten flyttes i oplevelsen af det, så det ændrer sig.”
Thomas Hejlesen: “Ligesom I gør det, så sampler vi visuelle fragmenter og anvender i høj grad eksisterende materiale som bearbejdes og kombineres med digitale elementer.”
Ninna Steen: “Nogle elementer genererer vi selv, vi grabber noget, anvender bygningen i sig selv, kobler tingene sammen, interagerer med det digitalt.”
Thomas Hejlesen: “Ja, fx en filmoptagelse af nogle vandråber ned ad en glasrude, og så har vi et billede af noget andet, en del af bygningen eksempelvis, og så lader vi vandråbernes bevægelse gå ind og påvirke noget i den digitale information omkring bygningen, så der opstår et tredje lag, der ikke ligner vandråber, men er plastisk, og så bearbejder vi det dynamisk. Vi tyvstjæler.”
Martin Højland: “Det var et meget spændende oplæg, vi fik fra Ninna og Thomas. Vi var lige blevet optaget af at blande noget ur-agtigt med noget, der peger på fremtid. Der er masser af eksempler i musikhistorien, der forsøger sig med en karakter af fremtid. Den allertidligste elektroniske musik som fx den tyske avantgarde-komponist Karlheinz Stockhausen eller den danske elektroniske komponist, Else Marie Pade, ramte mere lyden af fremtiden, end når man kommer op i 70’erne, hvor det lyder som et dårligt science fiction-soundtrack. I de sidste 2-4 år er man begyndt igen at kunne ramme noget af lyden, der kommer fra fremtiden. Der er udviklet noget der hedder granolar syntese, så man kan splejse en lydfil, hvilket betyder, at man kan have en oprindelig lyd, man kan generere afsindig mange klange ud fra, men som også lyder lidt kunstig. Arca, der har produceret Bjørks sidste to plader har brugt den teknik. Den teknik begyndte vi at bruge i starten af det her projekt. Så vores lyddesign til UNITOPIA er en blanding af noget meget gammelt og noget meget moderne. Det er farligt at sige i vore dage, fordi alting rykker sig så hurtigt. Det her værk som vi har arbejdet på i efteråret, kan jeg godt føle nu, at vi behøver give en overhaling.”
(alle griner)
Martin Højland: “Det er sjovt, at vi arbejder med en fælles metode, som er en prisme eller et kaleidoskop, som tingene kommer ned i og så bliver spyttet ud igennem. Det giver ekstremt mange lag, der giver værket struktur og en modstand – i virkeligheden taktilitet.”
Ninna Steen: “Den Sorte Skoles musik bliver fysisk med det lydniveau og den lydkvalitet, de arbejder med. Det er man vant til fra koncerter, men her med vores sidste fælles værk I demokratiets navn, hvor vi transformerede Københavns Domhus, blev jeg overrasket over, hvor fysisk overvældende det rent faktisk var. Lidt det samme sker med det visuelle. Man kan nærmest ikke undslippe synsindtrykket på grund af formatets størrelse, som bevirker, at man som publikum ikke kan overskue billedsiden i sin helhed, man opholder sig nærmest inde i værket.”
Se deres tidligere værk ‘I demokratiets navn’ her:
Martin Højland: “Hvis vi nu skulle have lavet en installation på kunstmuseet Arken, så ville der ikke have været så mange beats. Vi skal også ramme publikum, og den situation de er i, når de oplever værket, og hvis de skal stå op i 40 minutter, så er det vigtigt at arbejde med at give dem noget energi, der også giver dem en fysisk oplevelse, så det ikke bliver for langhåret. Jeg er ikke selv bange for det langhårede, men hvis man gerne vil have flere tusind mennesker til at blive og opleve værket, er der også en skyggeside af det avantgarde. Det kan være svært at invitere folk indenfor, og der har vi altid arbejdet i et felt imellem mainstream og avantgarde.
