Scenekunsten skal ud af de mørke sale og deltage på lige fod med arkitektur, strategisk byplanlægning, fællesskabsorienterede aktiviteter og andre kunstgenrer, når den moderne og kreative by skal designes i fremtiden. I hvert fald hvis du spørger Trevor Davis, der er én af hovedkræfterne bag Nordic Urban Lab, som fandt sted i Helsinki. Men hvordan gør man det? Læs ISCENEs reportage fra konferencen.
Nordic Urban Lab er den sidste af tre konferencer, der alle har kræset om at skabe nytænkende og bedre urbane miljøer. Initiativet kommer fra Metropolis – Københavns Internationale Teater, som herudover også hvert år arrangerer en sommersæson med teater, performance og dans på udendørs og offentlige steder i København. Men hvorfor tage skridtet videre og engagere sig i kulturel byplanlægning på et højere niveau?
”Det mener vi simpelthen er nødvendigt. Vi lever i en tid, hvor kulturinstitutioner er nødt til at komme ud af bygningerne og placere sig i en social kontekst. Man kan sige, at samfundet generelt rummer mange konflikter og store etiske spørgsmål, og kulturinstitutionerne kan være nogle af dem, der agerer og kommer med forslag til, hvordan vi skal skabe en bedre verden,” forklarer Trevor Davis, der er en del af ledelsen ved Metropolis – Københavns Internationale Teater. Han fortsætter:
”Vores kernepunkt er selvfølgelig en festival i det offentlige rum, men når vi inviterer byplanlæggere, filosoffer og designere med ind i samtalen i forbindelse med Nordic Urban Lab, så er det fordi, at kunstnere ikke kan etablere værker i det offentlige rum uden at forholde sig til stedet og engagere sig i at skabe både sociale og kunstneriske processer, der kan inspirere og give noget tilbage til samfundet igen. Hvis vi holder os til opfattelsen af, at kunstværket er vigtigt nok i sig selv, og at det hele handler om kunst for kunstens skyld, så taler vi altså kun til 15-20 procent af befolkningen,” understreger han.
Vi befinder os på universitetet i Helsinki, hvor deltagerne til konferencen er blevet inviteret med til en byrumsudstilling samt et foredrag på det lokale universitet. Og tidsplanen er i det hele taget stram, for der er masser af viden og synspunkter, som skal have plads i løbet af de tre dage, der er afsat til Nordic Urban Lab i den finske hovedstad.
Deltagende tendenser
Et af de mere dystopiske kommer fra den anerkendte professor Franco Bianchini, som både kommer ind på byplanlægning og nye tendenser indenfor urban aktivisme. Han påpeger, at verden står over for en lang række udfordringer. Det handler blandt andet om den såkaldte politiske legitimeringskrise, hvor politikerne er ude af trit med befolkningen – senest set i kraft af Brexit og en generel fjendtlighed mod EU, mens der også mange steder er opstået et stadig større skel mellem livsanskuelserne i storbyerne og i provinsen. Herudover ser Bianchini en trussel i vores generelle opfattelse af håb, moral, etik og rationalitet. Kort sagt er sammenhængskraften flere steder i den vestlige verden stærkt udfordret. Med en følelse af at være langt væk fra magten og det politiske system, er der dog opstået en på flere måder positiv modbølge, hvor borgere har lyst til at engagere sig nedefra og komme med et kulturelt aktivistisk modsvar til den politiske krise.
Og interessen for at deltage i meningsskabende aktiviteter lokalt dukker op mange steder. Konferencen svømmer i eksempler på arkitekter, byplanlæggere og kunstnere, der i både midlertidige og permanente projekter involverer lokalbefolkningen i at skabe nye steder i byen – måske på pladser eller i områder, som sjældent blev brugt før. Som når danske Bureau Detours, med Institut for X på det nedlagte godsbaneareal i Aarhus, skaber en kulturel og arkitektonisk legeplads, eller når det finske kunst- og designbureau RaivioBumann forvandler offentlige steder gennem borgerinvolvering. Her er der tale om urban gardening, kreative byggeprojekter, kunstnerisk brug af byen, skabelse af nye rum for børn, musik, skating, fællesspisning og meget mere.
Ét af de mere kunstneriske eksempler kommer fra den inspirerende australskfødte Joanne Leighton. Som koreograf har hun rejst verden rundt med store kunstneriske performance- og danseprojekter, der altid forholder sig til det sted, de bliver vist – og ofte inviterer lokalbefolkningen til at deltage. Et af de mest imponerende er The Virgil (vagtposten eller vægteren), som pt. er opført syv forskellige steder i verden. På en høj bygning eller forhøjning bygges en konstruktion, hvorfra man kan våge over byen, og lokalbefolkningen bliver nu inviteret til at holde vagt over byen ved solopgang og solnedgang 365 dage om året. Det kræver en deltagelse af 730 mennesker fra byen og det nærliggende område. Men det har nu aldrig været noget problem, fortæller Joanne Leighton mig over aftensmaden, efter hun har overstået sit oplæg.
”Jeg oplever, at folk ser deres by på en ny måde, når de står som vagtpost, mens det også involverer alle de mennesker, som ser konstruktionen. Vi lader alting stå åbent, og vi går ikke ind og laver nogle fortolkninger. Om man er beskuer eller bliver beskuet er op til den enkelte at overveje, og hvad der sker i den time, du holder vagt, er også vidt forskelligt. Nogle lægger mærke til fysiske ting i deres by, som de aldrig før havde set, mens andre tager på en mere personlig rejse,” forklarer Joanna Leighton. Denne sommer er hun en del af Metropolis’ sommersæson med 9000 Steps, der danses på to tons salt samt med værket Made in Copenhagen, der inviterer 100 lokale deltagere med ind i en performance, der skal fortolke essensen af København.
Og så er der kunstnerkollektivet Assemble. Det består af 19 unge medlemmer i slutningen af 20’erne med base i London. Her arbejder de i krydsfeltet mellem kunst, arkitektur, billedkunst, design og socialt arbejde. Man kan fristes til at kalde det ”socialt arkitektur”, for et af formålene er at skabe steder, der på den ene eller anden måde kan samle mennesker. Og for netop denne kombination har kollektivet senest vundet den prestigefyldte britiske kunstpris, Turnerprisen.
”Assemble er et interessant kollektiv, fordi de skaber en hybrid, som vi gerne vil lade andre blive inspirerede af. Vi håber derfor på sigt at kunne invitere dem til København. Vores mål er at skabe et vidensflow mellem de miljøer, vi arbejder med,” vurderer Trevor Davis.
Taler vi samme sprog?
I konferencens opdelte workshops diskuteres forskellige punkter i forbindelse med deltagende projekter i det offentlige rum. Hvordan kan man for eksempel gøre bygninger eller projekter, der fungerer godt, men kun har midlertidig tilladelse, permanente? Her støder kreative tanker og lyst til forandring ofte ind i det kommunale og administrative system, som handler om tilladelser, sikkerhed og godkendelser i byrådet. ”Jeg er ikke sikker på, at vi altid taler samme sprog,” siger et lokalt byrådsmedlem for eksempel i én af diskussionerne.
Netop problemer med tilladelse eller manglende viden om, hvordan man som mindre, independent kunstner trænger igennem et virvar af lovkrav og tilladelser, er et af samtaleemnerne blandt deltagerene i den finske sauna om aftenen. Og i konferencesalens tilstødende lokaler gør de to danske deltagere fra Roskilde Festival, Anders Sørensen og Nina Holten Hansen, sig nogle tanker i forhold til, hvordan man kan nytænke musikfestivalen, der ofte er blevet sammenlignet med en by.
Man kan påpege, at hele konferencen munder ud i et åbent spørgsmål om, hvad der sker, når man vælger at lade kulturen være udgangspunkt for strategisk byudvikling. I informationsmaterialet kan jeg blandt andet læse, at Nordic Urban Lab har den agenda, at ”fremtidens kunstnere også skal se sig selv som agenter for kreative lokalsamfund.”
Om denne tankegang kan redde scenekunstens publikumskrise eller skabe kulturelle byer med mere socialt engagement og kreativ tiltrækningskraft må tiden vise. At nå dertil kræver i hvert fald modige kunstnere og kulturinstitutioner, som er klar til at udviske et traditionelt skel mellem performer og entreprenør samt mellem kunstnerisk kvalitet, social arbejde og byfornyelse – og som ikke mindst tør rykke kunsten ud af teatersalens trygge mørke.
LÆS OGSÅ: DET STEDSLØSE OG DET STEDSSPECIFIKKE TEATER – OM DEN FJERDE GENERATION AF TEATRE
