Det Kongelige Teaters Riget er en ferm og billedflot reproduktion af fordums succesrige tv-serie, men den mangler den kant og komik, som drev tv-serien så genialt afsted. Her er gensynets glæde med de skæve karakterer, men er det nok, og hvad skal vi med den på nationalscenen?
24 år er det siden, at Lars Von Trier overraskede de danske tv-seere med sin rablende morsomme, møg-uhyggelige og dybt raffinerede tv-serie Riget. Her var folkekomedie og spøgelsesgys, der pirrede, når den synske Fru Drusse kæmpede mod spøgelser og svenske overlæger i Rigets kældergange, mens hun forsøgte at åbne porten, så spøgelsesbarnet Mary kunne komme hjem, mens ektoplasma sprøjtede og en vildsluppen ånd tog form som et voksent baby-monster i reservelægens mave.
Riget på Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese
Men hvad vil historien os, her 24 år senere og ikke mindst på den Kongelige Danske nationalscene? Ingenting kan man fristes til at sige – eller jo, gensynets glæde med de velkendte karakterer er måske nok en fornøjelse værd, for skuespillerne gør det godt og imiterer til fulde dem fra tv.
Her er en velspillende Kirsten Olesen som Fru Drusse, der som en anden Miss Marple får opsnuset gåden om den døde Mary og tager kampen op mod spøgelser og svenske overlæger, når hun ikke lige herser med portør-sønnen Bulder (Mads Rømer Brolin-Tani i en vellykket genskabelse af tv-figuren).
De ”jævle danskere” får endnu engang et fur, af den komisk-rasende overlæge Helmer i Thomas W. Gabrielssons satirisk skarpslebne karikatur, som får et fint verbalt modspil af narkoselægen Rigmor i Stine Schrøders knivskarpe fortolkning. Reservelægen Judith føder en voksen-monsterbaby og den skingrende skøre patolog Bondo får indopereret verdens største hepatosarkom.
Riget på Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese
De gør det som sagt godt – men hvad vil de os egentlig? Vi bliver aldrig nære med nogen af dem, de skal drive fortællingen og levere replikker som skubber historien fremad. Vi skal ikke spejle os følelsesmæssigt i dem – og den konstante distance gør det svært at fastholde interessen i længden.
Så hvad kan serien give os på teatret? Tv-serien kunne ses som en fortælling om videnskabens og det okkultes indbyrdes kamp om sandheden, men på Det Kongelige Teater er det knap så tydeligt, hvad de vil. Helt modsat serien, der udfordrede tv-mediets klassiske konventioner i såvel form som fortællemåde, og fx lod skuespilleren gentage samme scene, så de spillede den som vred og munter, og fik scenerne til at emme af emotionel intensitet, har instruktør Nicolei Faber skabt en ferm og traditionelt fortalt reproduktion af spøgelseshistorien. Her er lagt op til uhygge i form af lyd og de billedmættede scenebilleder, og der er da også et par gode chokeffekter undervejs, ikke mindst takket være Jonas Vests stemningsdrivende lydunivers – men det synes svært at få gyset til at leve i længden, og uagtet hvor mange hænder, der sættes på den transparente bagskærm til bas-dybe toner, så fader spændingen ud – ikke mindst efter tre timer plus det løse.
Riget på Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese
Så hvad skal vi med Riget på scenen? – jeg må være svar skyldig! For mens det Kongelige Teater viste, at tv-serier sagtens kan have et unikt sceneliv, da de forvandlede Bergmans tv-serie og parforholdsdrama Scener fra et ægteskab til en vedkommende og moderne refleksion over ægteskabets og kærlighedens kvaler, så forbliver Riget en tam reproduktion af noget, som engang var fedt på tv – og er det virkelig nationalscenens mission at bringe det til sceneversion?
