Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Verdens sidste fyrtårn

På denne premiereaften i Skuespilhuset havde Den kroniske uskyld en pragtfuld pointe, som Elisa Kragerup aldrig kunne have iscenesat sig til. Pointen kom som himmelsendt ad helt andre kanaler, subtil og kun synlig for særligt indviede, og den vil ikke blive gentaget ved andre opførelser. Spørgsmålet er, om det overhovedet gik op for skuespillerne, hvor nært virkeligheden var til stede.

For mig begyndte det ude i forhallen. Jeg mødte Christoffer Emil Bruun, kollega fra DR, hvor vi begge laver radioprogrammer. Teaterfolk husker Christoffer for hans rolle som debatleder i Ferdinand von Schirachs Terror i Skuespilhuset i fjor, hvor publikum skulle votere som jury i en retssag. Debatten inden afstemningen, hvor publikum kunne komme til orde, blevet ledet af Christoffer.

”Gæt hvem, jeg har inviteret med i aften,” sagde Christoffer.
”Hvem?” spurgte jeg.
”Tore…”

Han smilede polisk (ville jeg havde skrevet, hvis det var en roman, men det var netop sådan et smil).
Tore? Først tænkte jeg på en fælles kollega. Men så faldt tiøren. Når man skal se Den kroniske uskyld opført som teater, kan ”Tore” kun betyde én ting, én person.
Niels Barfoed.

Christoffer Emil Bruun har engang lavet en dokumentarfilm om Niels Barfoeds journalistiske arbejde bag Jerntæppet under Den Kolde Krig. Og for at det ikke skal være lyv, har de to netop været i Hviderusland og mødt Nobelpris-forfatteren Svetlana Aleksijevitj. Niels kender jeg selv så udmærket gennem mange år. Og jeg kendte ham længe før jeg mødte ham. Han er nemlig ham, som Klaus Rifbjerg havde i tankerne, da han skrev Den kroniske uskyld. Rifbjergs ungdomsven Barfoed er Tore, den uforglemmelige karismatiske og charmerende kammerat, som fortryller fortælleren Janus’ liv, dengang i 50’erne.

Nu sad Niels Barfoed der på første række med brillen på næsen og hænderne hvilende på stokken. Inden vi gik ind, spurgte jeg ham, hvornår han sidste havde læst den kroniske. Den havde han ikke læst siden den udkom, sagde han. I 2012 spurgte jeg Rifbjerg om nøjagtig det samme. ”Den har jeg sgu ikke læst siden jeg skrev den,” sagde han. På en eller anden måde troede jeg ham ikke helt. Men hvis det er sandt, at ingen af dem genlæste romanen, er det til gengæld også sandt, at de begge gentagne gange ”genlæste” deres forhold. Man røber ingen offentlig hemmelighed ved at sige, at Barfoed på et tidspunkt så sig nødsaget til at opsige venskabet, fordi han ikke længere orkede at blive forvandlet til litteratur. Det har han skrevet om i sine erindringer. Omvendt kvitterede Rifbjerg med Nøleren, som er et nøgleromanportræt af en mand og et mistet venskab. Heldigvis blev de to vist forsonede inden Rifbjergs død. Men det er en helt anden sag.

Den knuste trekant

Nu er vi i teatret, og jeg skæver hele tiden til Niels. Vi sidder i en intim scenografi med publikumsbænke på alle fire sider af en lille spilleplads. Lyset dækker hele tiden hele salen, så det er nemt at se, hvordan han reagerer. Hans ansigt er levende, begejstret, medfølende.

Elisa Kragerups Den kroniske uskyld er et imponerende skoleeksempel på, hvor litterært loyal overfor forlægget et teaterstykke kan være, og samtidig fremstå som et helt autonomt scenekunstværk, hvor romanens narrative struktur bliver genopfundet i et helt andet formsprog. Den måde Tore, Janus, Helle og fru Junkersen – ikke at forglemme de stakkels piger Inger og Ellen – genfortæller sig selv og hinanden på, er ren og skær publikumsforførelse.

Den kroniske uskyld Morten Hee Andersen og Sicilia Gadborg Høegh i Den kroniske uskyld. Foto: Camilla Winther

Romanens handling er simpel, og skuespillet komplicerer ikke tingene, men rammer alle de psykologiske accenter, der gør romanen til et mesterværk:
Janus og Tore vokser ud af krigsskyggerne og er unge i 50’erne. De bliver symbiotiske i mellemskolen og følges – som kronisk uskyldige – ind i gymnasieårene. Da den udadvendte og livsduelige Tore møder overklassepigen Helle, sås kimen til den skæbnesvangre komponent, som altid lurer i en trekant. Men det er ikke jalousi, som vi måske ellers skal tro – i hvert fald ikke fra Janus’ side.

Den kroniske uskyld Christina Albeck Børge i Den kroniske uskyld. Foto: Camilla Winther

Nej, slangen i paradiset viser sig at være Helles mor, den dæmonisk-erotiske fru Junkersen, o la la! Hun bringer det seksuelle ind i uskyldigheden. Den blomst, som Helle endnu ikke vil skænke Tore, planter hun godt og grundigt i skødet på ham. Til det studentergilde, hvor de unges forlovelse egentlig skal proklameres for alverden, forfører fru Junkersen sin kommende svigersøn. Helle opdager det og snitter sine håndled over. Stuepigen finder hende: ”Skriget var af den slags, som kun høres, når det yderste af den menneskelige bæreevne er nået…”
Trekanten er knust.

Efter festen

Den kroniske uskyld foregår i 50’erne, og det har Elisa Kragerup klogelig fastholdt. Det ser vi i kostumerne, det hører vi i sproget. Gudskelov. Ingen bryder sig om at huske Edward Flemmings mislykkede filmforsøg på at flytte det hele frem i 80’erne. Til gengæld bygger forestillingen storartede broer frem til nutiden gennem musikken. På en eller anden raffineret facon lykkes det at tilføje mening til det hele ved at lade yndige, uskyldige Helle synge en sentimental viseversion af Sneakers’ ‘Efter festen’ (så 80’erne kan bruges til noget!). Helt skørt bliver integreringen af moderne musik, når Janus og Tore repeterer Faust før tyskeksamen og det udarter til en omgang Nik og Jay. Det er herligt.

Mens alt endnu er godt, er Tore og Helle planeter i et solsystem, hvor Janus er drabanten. Simon Bennebjerg er den ideelle Janus, akavet, kejtet, genert, morsom, loyal. Morten Hee Andersen har sine momenter som Tore, men udstråler ikke helt den glødende alfahan-karisma, som romankarakteren kræver. Til gengæld er Sicilia Gadborg Høegh præcis så uskyldigt cute, som den forsagte, forsigtige og forelskede frederiksbergpige, Helle, skal være. Da fru Junkersen – løven med slangekæben – kryber ind på scenen og forgifter det hele, viser Christine Albeck Børge, hvordan en midaldrende kvinde, der er angst for at miste sin egen ungdom, kan bruge sin sexappeal som hypnotiserende magt. Som pigerne Ellen og Inger, som den iskolde Janus misbehandler på det groveste, viser Maria Rossing kolossale mængder af både kulsort komik og rørende sårbarhed. Hendes stangstive entré i natværtshuset fik salen til at boble.

Den kroniske uskyld Maria Rossing i Den kroniske uskyld. Foto: Camilla Winther

Arm i arm med en pige på Strøget

Man er vant til at tale om trekantsdramaer, men faktisk er denne trekant udramatisk. Janus kender sin plads som drabant. Det var en sær fornemmelse, siger han, at være forelsket i to mennesker på én gang. Han tøjler sine latente homoerotiske følelser ved at springe på piger, som ikke har Helles klasse, men som til gengæld giver ham det, som endnu er utilgængeligt for den Store Tore.

Den kroniske uskyld Morten Hee Andersen og Simon Bennebjerg i Den kroniske uskyld. Foto: Camilla Winther

Janus er samen med spande som det ikke er værd at ånde i samme værelse med, som han siger, og han knepper stakkels Ellen ”tørt og blodløst”. Det eneste han i virkeligheden drømmer om, er at have en pige, som han gå op og ned ad Strøget med arm i arm. Det er jo et beskedent ønske, et ønske om at bevare den kroniske uskyld. Men pige under armen eller ej, så vil Janus også tage til takke med at være den evige drabant i trekanten, for uden Tore er Janus jo kun – Janus. Som han siger til sin ven mens studentergildet endnu ikke er blevet kontamineret af fru Junkersens modbydelige plan: ”Tillykke, gamle idiot, du er verdens sidste fyrtårn!”

Den kroniske uskyld Den kroniske uskyld på Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther

Ja, verdens sidste fyrtårn knejser endnu, i hvert fald som et forbillede for Janus, symbolsk navngivet efter Saturns drabantmåne og den gamle guddom med de to ansigter, der repræsenterer fortid og fremtid. Men når fyrtårnet, den stejle erektion, aldrig for alvor bliver tændt i toppen, tager mørket magten.

”Vi ses!”

Efter forestillingen mødes jeg kort med Christoffer og Niels nede på scenen. De synes at det var fremragende. Vi er enige om, at vi har set et skarpt, morsomt og modigt stykke. Som Niels siger: ”Nu fik vi Den kroniske uskyld tilbage. Den var lånt ud til en dårlig filmatisering. Nu er den kommet tilbage som et godt teaterstykke.” Ja, det var en generobring, siger jeg. Ja, nemlig, generobring, svarer han. Jeg spørger, hvordan det var at se det hele. Niels siger, at han sagtens kunne se forestillingen og være grebet af den uden at tænke på sig selv, Klaus og ungdommen.
Jeg sagde til Niels, at jeg havde holdt lidt øje med ham, og at jeg godt kunne finde på at skrive om ham i min anmeldelse. ”Ja?” sagde han og hævede et øjenbryn, lagde en hånd på min arm. ”Jeg er jo også en del af den historie. Tænk engang. Det er 60-70 år siden…”
Så sagde jeg hej og vi ses og gik. På vej ud i forhallen, rungede dette ”vi ses” i mit hoved. Det er jo nøjagtig den replik, som slutter både romanen og skuespillet. Få minutter inden havde Simon Bennebjerg stået netop her og sagt Janus’ uforglemmelige afskedhilsen til Tore, som han har besøgt på psykiatrisk hospital. Det er et ”vi ses”, som altid får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Klaus Rothstein
Klaus Rothstein
er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...