Instruktør Christian Tafdrup demonstrerer fornemt, hvordan man med en stram og begavet iscenesættelse kan puste ild og nutidigt liv ind i Max Frischs velkomponerede tekst Biedermann og brandstifterne fra 1958.
Er han venlig eller naiv? Biedermann, spillet af Nikolaj Kopernikus, står på scenen på Scala på Aarhus Teater, hvor han inviterer en hjemløs ind til brød, vin og en nat på loftet. Uden om dem står byen i flammer, og alle er bange for de såkaldte brandstiftere, der sætter ild til alt, mens borgerne sover.
Men Biedermann er indbegrebet af politisk korrekthed, konfliktsky og ude af stand til at stå ansigt til ansigt med realiteterne. Som humanist vil han helst se det gode i alle mennesker – og ikke mindst i sig selv. Kopernikus’ spil rammer fint denne dobbelthed i karakteren, der på den ene side smiler til verden, mens han med den anden hånd råber af tjenestepigen og fyrer en tidligere ansat, som ender med at begå selvmord. Det er surrealistisk, grotesk og morsomt, når han ikke kan få sig selv til at smide de hjemløse og deres tønder med benzin ud fra loftet. Og han får fint modspil af Fru Biedermann, Nanna Bøttcher, der er lige dele hysterisk og realist, mens især Morten Suurballe imponerer som smaskende, elskværdig og frygtindgydende brandstifter.
Instruktør Christian Tafdrup, senest kendt fra filmen En frygtelig kvinde, holder iscenesættelsen i et stramt og vedkommende greb. Det græske kor, som forestillingen også rummer, er smukt placeret i et æstetisk vellykket tableau, hvor de også fungerer som borgerne i byen. Det giver et raffineret lag til fortællingen, og hiver derved i en anden retning end den helt realistiske spillestil. Scenograf David Gehrt og lysdesigner Anders Kjems har skabt et enkelt og virkningsfuldt univers. På scenen står et borgerligt ”dukkehus” i to etager med stuen forneden og loftsrum for oven, mens lyssætningen også er med til at understrege en mere symbolsk tilgang til materialet.
Det er Biedermann selv, der ender med at låne brandstifterne en pakke tændstikker, så de kan starte branden, og selvfølgelig betyder det undergangen for ham selv, huset og fruen. Biedermann og brandstifterne kunne egentlig fint stoppe efter første del, hvor pointerne er trukket skarpt op. I anden del bliver vi taget med ned i underverdenen for at høre om parrets efterliv. Her kører moralen og teksten måske lidt for tungt i ring, mens vi til gengæld kan nyde hvordan en yderst virkningsfuld kombination af røg og en kæmpe væg af lamper skaber en dommedagslignende verden.
Da schweiziske dramatiker Max Frisch i 1958 brød igennem med stykket, skete det med nazisternes overgreb i frisk erindring, og det blev da også tolket som en kommentar til, hvordan mennesket havde sovet, mens verden gik op i røg.
Biedermann og brandstifterne var yderst aktuel dengang, og Aarhus Teater viser, at det er en forestilling, som stadig vil os noget vigtigt. Alt efter politisk ståsted kan fortællingen i dag fortolkes på flere forskellige og aktuelle måder, der alle handler om den politiske og menneskelige balance mellem fordomme og godtroenhed. Sover vi også i dag, mens verden brænder ned, synes forestillingen at spørge os?
