Hvordan må teatret genfortolke virkeligheden, hvem må iscenesætte hvilke minoriteters oplevelser og hvilke konsekvenser får de sceniske valg i den reelle verden? Den internationale konference ’Theatre and Memory Wars’ tog fat i tematikken, hvor et af de gennemgående spørgsmål var: når teatret bliver brugt som hukommelsesmaskine, hvis oplevelser og minder er det så, der bør forhandles: de sceniske figurers, instruktørens, publikums eller de virkelige ofre for krig eller undertrykkelses?
Historien forhandles og genskrives
Konferencen om Theatre and Memory Wars blev arrangeret af Association of Nordic Theatre Scholars og Vytautas Magnus Universitets teaterafdeling og tiltrak især forskere fra nordiske, østeuropæiske og baltiske lande. Temaet om teater og hukommelseskrige afspejler en udvikling i teaterforskningen og samfundet i øvrigt, hvor der er større og større fokus på at ’historien’ ikke bare er der, men faktisk forhandles og genskrives hver gang den fremstilles. Denne debat har vi ofte mødt herhjemme når DR sender historisk indhold som f.eks. serierne 1864 (DR, 2014) og Historien om Danmark (DR, 2017). Disse seriers måde at udvælge og fremstille historiske begivenheder på er i begge tilfælde blevet heftigt kritiseret og forsvaret, hvilket understreger at historieskrivning langt fra er en apolitisk eller uskyldig aktivitet.
Teatret har altid været med til at forhandle, hvordan virkeligheden skal defineres, opfattes og huskes. Politikere, konger, herskende majoriteter og kunstnere har brugt teatret til at promovere eller bekræfte bestemte individuelle eller kollektive fortællinger. Enkelte af konferencens oplæg handlede derfor om magthaveres eller toneangiveres mere eller mindre propagandistiske brug af kunsten i det henseende. Langt størstedelen af de næsten 40 oplæg handlede dog om eksempler på mod-fortællinger, hvor teatret bruges til at nuancere eller direkte modsige samfundets store, herskende narrativer – på både godt og ondt. Spændet mellem den store fortælling (f.eks. Holocaust, krigen i Afghanistan eller (borger)krigen i Bosnien-Hercegovina) og det enkelte menneskes historie, tab og minder fremstår derfor for mig som en af konferencens helt store interessepunkter.
Et skift i måden vi opfatter historieskrivning og arkivering
Teaterforskningens vending mod sceniske forhandlinger af alternative måder at dokumentere og huske krig, historie og kultur er ikke helt ny. Temaet afspejler et større skifte i måden vi opfatter historieskrivning og arkivering. I dag ser man mange teater- og performanceudgivelser, der handler om såkaldte performative arkiver, historiske reenactments og andre immaterielle dokumentationspraksisser. Eksempler på sådanne praksisser kan være middelaldermarkeder, levende museer, karnevaller og stammeritualer. Teater og performance som opført historieskrivning og dermed ’hukommelsesmaskiner’ har således også været temaet for en række bøger af forskere som f.eks. Rebecca Schneider, Marvin Carlson og Freddie Rokem. Sidstnævnte var da også et af konferencens hovednavne, med et oplæg om hvordan dramatiske og literære figurer som f.eks. Antigone og Hamlet opfører og italesætter deres egne eftermæler.
Temaet var krig
Et tema for mange af oplæggende var naturligt nok krig – både militær, kulturel, nutidig, historisk og kønsmæssig. Især efterdønningerne af Holocaust og Sovjetunionens fald var gennemgående som en rød tråd i konferencens tre dage. Men teatrets fremstilling af mere nutidige krige i f.eks. Afghanistan og Irak blev også behandlet. En forestilling, som blev fremhævet af tre af de danske oplægsholdere er Christian Lollikes krigsballet I Føling (Corpus, Det Kongelige Teater og S/H, 2013), der er et godt eksempel på teatrets forsøg på at gøre det ufattelige fatteligt ved at udstille konsekvenserne af globale krige, der ellers udkæmpes langt væk fra trygge lille Danmark. Dette gør forestillingen ved at sætte krigsveteraner direkte på scenen, hvor deres beskadigede kroppe agerer sammen med balletdansernes. I Føling er også langt fra den eneste af de på konferencen fremhævede forestillinger, der involverer såkaldte ’readymades’ fra krigens ødelæggelser. Dette greb sætter fokus på et spørgsmål, som var gennemgående for konferencen: hvis hukommelse er det, der skal forhandles: de sceniske figurer, de ægte krigsofres, instruktørens eller publikums? Vi mødte i de forskellige oplæg et teatermedie, der både kan bruges til at ’traumatisere’ et publikum, som ellers ikke mærker effekterne af krig på egen krop, og bearbejde traumer for de, der netop har erfaret krigens ødelæggende konsekvenser.
Konferencen har for mig understreget teatrets frigørende og revolutionære evne til at gøre opmærksom på underrepræsenterede eller undertrykte køn, steder, kulturer, befolkningsgrupper og hukommelser. Men denne evne fremstår dog ikke udelt positiv og uproblematisk. Forestillinger, der tematiserer krig – hvad enten de er materielle, militære, symbolske, kulturelle mm. – fører også ofte selv en slags krig. Mange af oplæggende satte faktisk også direkte eller indirekte fokus på det faktum, at teatret er et våben, som skal bruges forsigtigt. Hukommelseskrig handler jo ikke mindst om retten til at definere og afgøre, hvad der er sandt og falsk. Undervejs i konferencens forløb blev jeg derfor slået af det kraftfulde og underfundige i, at så fiktionsproducerende et medie som teatret potentielt kan afsløre sandheder ved metaforisk at bruge sygdommen som medicin.
Hvordan afgør man egentlig hvilke minder, der er rigtige og hvilke der er falske?
Selvom det generelt kan anses for positivt, at man kunstnerisk forhandler, hvad der egentlig er sandt på forskellige niveauer – for den enkelte, for en kultur, for et helt samfund – kan denne forhandling også nemt komme til at fremstille sandheden om f.eks. krige og andre historiske begivenheder som relativ. For hvordan afgør man egentlig hvilke minder, der er rigtige og hvilke der er falske. Og er de minder, som er ’sande’ for den enkelte også gyldige som sande i et større billede? Hvad kan noget så flygtigt, personligt og manipulerbart som hukommelse eller performance egentlig dokumentere? På baggrund af konferencen ser jeg en af teatrets store opgaver som det at løfte hukommelsesbyrden for de undertrykte og underrepræsenterede, uden at komme til at abonnere på en såkaldt ’post-truth’ diskurs, der ellers er fremherskende i medier og politik. Denne diskurs kommer blandt andet til udtryk i den amerikanske præsident Donald Trumps gentagne påstande om fake news og den affektpolitiske tendens til at basere lovforslag på hvorvidt f.eks. kriminaliteten føles stigende frem for, hvorvidt den faktisk er det.
Måske må teatret – for ikke at legitimere og udbrede idéen om at den ene sandhed er lige så god, som den anden – bibeholde det produktive spænd mellem netop den store fortælling og det enkelte menneskes. Konferencen viste en del eksempler på, at teatret som hukommelsesmaskine kan bruges til at dokumentere steder, tider og minder midt i mellem det generelle og det partikulære, det kollektive og det individuelle. Fra konferencen tager jeg således den erkendelse med mig, at teatret måske bedst undgår at indskrive sig i post-sandhedsdiskursen ved netop at vise sammenhængen mellem disse niveauer frem for kun den ene side af sagen.
