Hvordan opleves en premieredag? Kom med bagom dagen, i dette personlige portræt, hvor skuespiller Camilla Bendix fortæller om sin oplevelse fra premieredagen før forestillingen Z – Monica Zetterlund.
Camilla Bendix er lige nu aktuel med forestillingen Z – Monica Zetterlund om den svenske jazzsangerinde der kan opleves på Teatret ved Sorte Hest frem til d. 17. nov.
17 okt.
Premiere – de dage er altid mærkelige. For hele systemet er vant til 2 gennemspilninger og 6 timers prøve kun med Benjamin Nørholm Jacobsen og Jan Hertz. Jeg er klar og har kræfter som en elefant, der skal bruges. Jeg sover længe og spiser lidt mad i min have.
Har ikke lagt mærke til, at der er tomater i drivhuset og roser endnu – det er på grund af varmen. Men den slags klimaproblemer er ikke vigtige på en dag som denne. Mine børn har efterårsferie og skal underholdes. Jeg trænger til at rette al min opmærksomhed ind mod dem og vores familie. Min mand har brækket et ribben og har ondt hele tiden.
Men igen; alle er tilsidesat i dag, og mit hoved har for mange tanker. Hvad mangler jeg? Hvad hvis jeg glemmer en tekst? Pisse irriterende at jeg er kampsnottet, og min næse løber. Det er nok bare psykosomatisk. Jeg bliver enig med mig selv om, at det er et held, jeg ikke har feber eller andet, som ville tage min koncentration, og at jeg ikke må slå mig selv i hovedet med noget i dag. Det må vente ligesom familien og klimaet. ”I morgen” synger jeg i forestillingen.
“I morgen
jeg længes virkelig efter morgendagen
jeg vender blikket frem og ikke tilbage
jeg tænker ikke meget på i går
I morgen
det der er sket, er sket, og er forsvundet
jeg ser kun på det bjerg, jeg skal bestige
mens flyvesandet sletter mine spor
Nej, jeg ærgrer mig ikke
jeg tror man bliver så tam af at pive
og nye veje viser sig i livet
og det jeg ikke fik, det får jeg nok
I morgen
jeg efterlader alt og alle kampe
jeg længes virkelig efter morgendagen
jeg tænker ikke meget på i går
I morgen”
Ikke pive, bare nyde at jeg får lov. Jeg er så utrolig taknemmelig for, at Teatret ved Sorte Hest og Maria Vinterberg troede på ideen, som Jan Hertz fik. At alle har knoklet på som små myrer.
Note til mig selv “Husk at gulvet er glat, efter de malede det i går.”
Vi cykler til havet og drikker en varm hyldeblomst.
Det er dejligt med solen; den har jeg heller ikke nydt længe.
Gud, kl. er 17, og jeg mangler kort til dem alle.
Synes teater har så mange fine traditioner, og den med en hilsen til alle er helt fantastisk, så det må jeg lige nå. Hvem skal have hvilket kort osv. Det giver en ro at tænke på de fine mennesker, jeg skriver til.
Mediterer lige og så afsted på cyklen.
København er så fin i den blå time. Jeg elsker at cykle gennem Amagerfælled. Der hvor der nu skal bygges og ødelægges, men det tænker jeg ikke på.
For byens skønhed overvælder os
tag og spir i forårslysets favn
så smukt et København.
Hele teatret emmer af premiere.
Marianne Nilsson (scenografen) ordner og fortæller om det sidste og siger, at jeg bare skal være tilstede derinde, og at hun er glad. Hun har lavet det fineste lille tag med billeder på. Tænk at være så dygtig!
Jeg tager et bad, varmer lidt op og går ind og står lidt på mit tag.
Jan Hertz (instruktøren) kommer, spørger til alle mine æbler og beder mig om at tjekke rekvisitter hver dag og huske batterier til microport.
Han er meget stille. I går var irriterende, der var en masse noter, og jeg afstod ikke nok. Men i dag er Jan helt rolig og står bare, mens jeg trisser rundt på scenen og sniksnakker. Der er intet, der er et problem, og han er helt uden instruktioner. Kan mærke, at han er glad og spændt, men mest bare glad. Han har skrevet et brev, som jeg måtte græde over tidligere på dagen, for det indrammede alt det, han ville, og hvad vores lille forestilling er blevet til. Lidt grådlabil og unormalt følsom kan jeg også blive på disse dage.
Jeg er mindre nervøs end normalt. Kan mest bare mærke lysten og fornemmelsen af, at nu er det nu. Vi har jo gjort og prøvet og talt.
Nu gider vi ikke prøve mere, nu skal det fyres af.
Benjamin Nørholm Jacobsen (pianisten) varmer sit klaver op. Og rummet fyldes med de smukkeste toner. Hvor er jeg glad for, at han kom med i projektet. Han er modig, poetisk og melankolsk.
Nå ja, note ikke for langsom i glæden varer kort.
Makeup på.
Klaus Møllers noter: “Splat i maven, glade bryster, konsonanter og stræk tungen”. Mine koder til hvordan jeg skal synge.
Sidder alene og nyder den ro, det lille teater har. Det summer nedenunder af mennesker. Varmer stemmen op, og nu er det nu. 10 min i og Benjamin begynder sit spil. Elsker den start. 10 min med sommerregn og tordenlyde og ikke mindst lyden af byen. Står og kigger på scenen. Sender en tanke til dem i himmelen og kravler ind under mit tag.
Publikum sætter sig, kan høre folk, jeg kender, mine børn og mærker min venindes varme fra salen.
Det skal nok gå.
Jeg føler mig modig og stolt.
Note: Husk ikke at headbange æblerne for hårdt.
Så starter vi, jeg synger.
“Hold musikken i gang så længe jeg lever”
Nu er der ingen vej tilbage.
Teater er den smukkeste kunstform i verden, for alle er nærværende lige nu, og alt kan ske. TAK
MVH. Camilla
Lyt også til p2-programmet Stines Søndag, hvor Camilla Bendix er gæst her
