Nissebanden i julemandens land lader gassen gå af de oppustede ’patriarker’ til publikums store fornøjelse. Og selvom forestillingen generelt er både hjertevarm og let tilgængelig, så byder den også på kras kritik og kloge ord.
Materiel og immateriel værdi
I den lille by Holme-Olstrup er en omvæltning i gang. Den nye brugsmand Frederik (Claus Riis Østergaard) udkonkurrerer de gamle, lokale forretninger (bageren, slagteren, grønthandleren) ved at sætte prisen på sine varer ned til 1 kr., indtil de må lukke. Herefter hæver han prisen til 100 kr. og tjener godt som eneste udbyder i byen. Med lynets hast vil den ærgerrige Frederik ekspandere butikken, åbne nye filialer og dominere verdensmarkedet, og derfor bliver ”Brugsen” også snart omdøbt til ”The Bruce”. Også sin kone Gertrud har han taget som gidsel i sit projekt og sendt på forretningsrejse udenlands, og det gør den søde og drømmefulde datter Puk (Amalie Fjeldmose) så utrøstelig, at farmor, Fru Fiffig-Jørgensen (Githa Lehrmann), må love hende hjem inden jul – velvidende at hun først kommer i uge 8.
Sin værdimæssige modpol finder Frederik i den lokale bibliotekar (Cecilie Gerberg). Hvis købmand Frederik er kapitalisten, er bibliotekaren humanisten. Og mens han er af den holdning, at ”alt der er noget værd, koster noget”, er hun overbevist om, at ”alt det er noget værd, er gratis” – som f.eks. ”kys, kram og højt humør”. Temaet her bliver vist aldrig uaktuelt. Hvor skal vi jage lykken? Gælder det om at skaffe sig materiel eller immateriel værdi?
I Holme-Olstrup går det ned ad bakke. Glæden forsvinder, og Puk synker mere og mere ned i de bøger om nisser, som Frederik forkaster som ren tidsspilde: Hun må foretage sig ”noget fornuftigt”, ikke bare ”glo i en bog”, siger han. Og det er her Nissebanden kommer byen til undsætning. At noget er galt, opdager de på deres løbehjul rundt mellem byens beboere, og løsningen bliver dem åbenbar, da de hører legenden om stjernestenene, der er faldet ned i polarlandet og kan bringe én ”alt, hvad man ønsker sig”. Sagnet bliver fortalt af en radio i stuen hos farfar og farmor Fiffig-Jørgensen, mens lille Puk er på besøg, og Nissebanden ligger på lur – og bag dem overværer vi simultant begivenheden: to stjernesten søger mod hinanden på ’himlen’ og falder ned i en magisk, dragende scene.
Kort tid efter gør Nissebanden en nisse ud af Puk og tager afsted mod julemandens land for at redde byen. Men hvad de ikke ved er, at farfar Fiffig-Jørgensen (Anders Gjellerup Koch) har monteret sig under kurven. På ordre fra sønnen Frederik skal han finde stenene, så de kan blive materielt rige. Også den rejse illustreres med figurer på bagtæppet.
Petitessernes kunst
Scenografisk er det hele fængende udført. Ganske uproblematisk føres de forskellige ’skabeloner’ og ’klodser’, der meget befriende ikke rigtig skjuler, at de er netop det, ind og ud og repræsenterer – stemningsfuldt og med få markører – bl.a. butikker. Her er ingen tilstræbt illusion, men en opfordring til publikum om at lege med, altså et håb om at stille børn og voksne ind på den rigtige frekvens ved at præsentere næsten naivistiske kulisser, dvs. himler, stuer og butikker udarbejdet med et barns manglende forståelse for sådan noget som farve, dybde, placering og størrelsesforhold – og så alligevel ikke helt. Det her er petitessernes kunst. Og det gælder også skuespillet.
Nissebanden består af en god sammensætning af personlighedstyper, og de spilles alle overlegent – også når de ikke er ’på’. Der er den selvhævdende ældstenisse Hr. Mortensen (Peter Gilsfort), der igen og igen, ynkelig, som han er, taler om, hvad mor sagde – her er vist tale om et overstimuleret og forkælet barn, der rigtignok har slået sine folder i det ærværdige Rigsarkiv, men alligevel. Værst er han, når han i en sang pludselig bryder ud i amerikanske fraseringer/forsiringer mod ’finalen’, så Lunte (Joakim Lind Tranberg) får sit hyr med at pudse sin berømte grydeske af bare pinlighed – et godt trick til at aflede opmærksomheden fra tåkrummende optrin. Lunte selv spilles med en ægte klumpe-dumpethed – og så synger han i øvrigt fantastisk rent i fx en duet med Puk. Også Gemyse (Natalí Vallespir Sand) gør det godt med sit beregnende og al-moderlige gemyt – hun viser sig at være den egentlige høvding –, men øverst på min liste står alligevel Skipper (Mikkel Bay Mortensen), der virker totalt gennemarbejdet. I stedet for ’højre’ siger han ”styrbord”, og når han i luften gengiver formen på en luftballon, bliver den nedefter til en dame. Her er både sømandsvokabular (”navigation”, ”styrbord”), sømandssjæl (dameglad) og sømandslook (kaptajn-nissehue, pea coat, guldring). Og ligesom hos de andre afspejler hans gestik også hans identitet. Fra en ende af: Gamle hr. Mortensens kendes på sin let bøjede (docerende!) ryg, løftede pegefinger og små, slæbende trin, ’dronning’ Gemyse på sit stoltrejste og ærværdigt fremskudte bryst, Lunte på sin vraltende gang, hvor han hele tiden synes bagefter sin sultne mave og Skipper på sine gyngende, rastløse bevægelser – han skal vist snart en tur på havet igen!
Og så er der selvfølgelig Puk. Perfekt castet i rollen som en naiv og håbefuld lillepige og med en barnlig-blid og alligevel kraftfuld stemme, der får salen til helt at tabe kæben og drømme stort. Musikken er også godt understøttende. Når Fiffig-Jørgensen udspionerer lyder fx en melodi á la Pink Panther, blide toner fra et blæseinstrument smyger sig både legende og kælende omkring Puks vokal, og vi får også lækre harmonier og a capella at høre! Guf til øregangene er der nok af.
Ægte grin og kras kritik
Også humor har de fod på, når de lader de ’agtværdige’ personer stå bag selvsagte ræsonnementer eller provinsiel udtale (f.eks. drømmer Frederik om at gå ”worldvite”). Gassen går af de oppustede ’patriarker’ – og særligt Fiffig taber mod slutningen ansigt, når han i et ømt øjeblik skal fremføre sin tillærte morale og sjosker rundt i det. Men selvom forestillingen generelt både er opløftende og let tilgængelig – du skal ikke søge materiel, men immateriel værdi – så byder den også på kras kritik og kloge ord. Kras er den f.eks., når Lunte mindes, at han engang har hørt et barn sige ”tak” – og når Hr. Mortensen taler om sit ’ledelsesarbejde’ som ”ledelse og projektstyring”. Og klog er den, når Lunte siger, at ”vi bliver det, andre går og forventer af os” – og når nisser gøres til spejlinger af os mennesker. Har vi alle alle karaktererne i os?
Også mysterier er der nok af. For er Gemyse egentlig Gertrud? Er det hele en drøm? En fantasi? Ingenting falder helt på plads. Og samtidig punkteres patos’en også, så det ikke bliver alt for tykt. Stakkels hr. Mortensen kan jo alligevel ikke undvære sin materielle fødselsdagsgave. Ligesom os andre er han også bare et menneske.
