Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ TOMRUM åbner publikums øjne for verdens mysterier

Den mystiske verden, der her beskrives, er vores verden. Det er det, der er så ufatteligt, angstprovokerende og interessant. Til daglig abstraherer vi måske fra dén viden. Af hensyn til vores eget velbefindende fortrænger vi de barske realiteter. Men for den, der tør åbne sig, er verden rig.

Bag døren

”Du er resultatet af 13,8 milliarder års EVOLUTION. Tænk på det næste gang, du ser et andet menneske ind i øjnene”. Sådan står der på en lille papirrulle, som jeg finder i min ene sko efter forestillingen. Meningen er, at jeg først skal læse ordene sent om aftenen, når jeg er alene. Og jeg gør, som der bliver sagt, følger reglerne, fordi jeg har erfaret, at bagmændene, Carte Blanche, kan tage mig steder hen, bringe mig i affekt. Skoene har jeg taget af, fordi jeg blev bedt om det. Og også jakke og ur og mobiltelefon måtte jeg efterlade udenfor. Helt stolt er jeg ikke ved situationen. Og da jeg først går mod døren, føler jeg mig meget spændt og måske også lidt nervøs. Uden ur kan jeg ikke orientere mig tidsligt. Og uden mobiltelefon kan jeg ikke adsprede mig fra de overvældende syn, ord, lyde og erkendelser, som, jeg fornemmer, venter mig. Normalt vil jeg ikke føle sådan her. Jeg har set og læst så meget. Men lige her mærker jeg, at noget ekstraordinært gemmer sig bag døren. Folkene bag glæder sig så utålmodigt. Jeg kan se det på dem.

Genfødt

Indgangen til forestillingen går via en smal, stofklædt gang med tykke ’hinder’, der skal gennembrydes. Symbolikken er dragende. Vi er på vej ud ad livmoderen, i gang med at blive genfødt som børn med nysgerrige blikke og ringe ’viden’. Allerede her føler jeg mig beklemt. Jeg er i affekt på grund af pladsmanglen, autenticiteten.

Ude på den anden side af den snoede gang møder jeg Viborg Katedralskoles monumentale festsal mørklagt. Her er højt til loftet, søjler langs hver side og kæmpemæssige spejle på væggene. Afmægtig er jeg, lille i det store rum, der emmer af tradition og tro. Og udover den ’faste ramme’ er der også en tung duft af æteriske olier, et væld af insektlyde og toner sammensat i fremmede systemer. Indtrykket er overvældende.

Tomrum på Carte Blanche. Pressefoto

Først for står en lille glasklokke med en knappenål. Foran er en tekst, der giver mig den første svimlende tanke om tiden omkring Big Bang, om dengang, hvor alt var samlet i ét punkt, mindre end en knappenål, og der ikke fandtes tid. Husker jeg virkelig rigtigt? Det er ikke til at fatte. Og sådan er der så meget, siger stykket mig. Selv gyser jeg ved tanken.

TOMRUM vil åbenbare verdens gåder for sine gæster. Mysterierne, der gør verden rig og vanvittig og umulig. Særverdenen her er vores verden. Det er det, der er så ufatteligt, angstprovokerende og interessant. Til daglig abstraherer vi måske fra dén viden. Af hensyn til vores eget velbefindende fortrænger vi de barske realiteter. Men for den, der tør åbne sig, er verden rig.

Sære mystikere

Jeg går videre ind i salen. Forsøger at skrive ting ned, da en forførende engelsktalende kvinde henvender sig til mig og beder mig gå med hende. Jeg føler mig hensat til et fortidigt univers af magi og mystik. Her i ’baggården bag markedspladsen i det mørke orient’, det er min association for et øjeblik, kan man gå på opdagelse og erkende ting om verden. I små glas serverer den mystiske kvinde te fra sit oplyste ’alter’ og spørger, om hun må fortælle mig om sin sten. Jeg sætter mig på gulvet hos hende, mens hun tager stenen ud af en glasklokke og meget indlevende og kun let oplyst fortæller mig om dens oplevelsesrige rejse fra vulkan til vikingetid og helt frem til i dag. Også sten har personlighed forsikrer hun mig om. Særpræg efter miljø og historie.

Jeg rejser mig igen. Overalt er der små stationer af svagt lys og gamle og smukt udskårne møbler. Som i et raritetskabinet. Jeg går på opdagelse. Sætter mig ved forskellige borde, kigger på glasklokker med insekter, glødende kratere, tegninger af ’celler’, ’is-strukturer’ og en figur af en ’klode’, der illustrativt forandrer sig, mens jeg lytter til en stemme i høretelefonen fra stationen, der fortæller mig om ting som is-måner og stjernestøv. Øvelser er der også. F.eks. skal man ved et bord to-og-to læse et kort i stilhed og bagefter gøre noget; det kan være at kigge hinanden i øjnene og forestille sig sne falde imellem.

Ærligt talt er det til at blive ør af al den flygtige viden og de mange veje at gå. Jeg kan fryse midt i mængden, glemme og blive i tvivl om sandheden af alle de her fortællinger. Er det bare stimulans? Fiktion? Men så dukker pludselig en eller anden ’mystiker’ op og fører mig med sig. Ud på gulvet kan vi f.eks. blive sat i samlet flok for at høre om universets skabelse, her fortalt af kvinden fra før, den gudsbenådede fortæller, stående i et vandbad i dramatisk belysning under en lysekrone, godt suppleret af projektioner af alt fra byer og scanninger til små film fra mikroskoper. Men vi kan også blive udvalgt af disse mystikere, a la ”psst” fulgt af lokkende små nik, blive ført sammen i små eksklusive grupper og taget med hen i ro, som i al hemmelighed, og få plantet tanker om, hvor ”unlikely” det egentlig er, at vi er her; at det forudsætter, at folk før os, og folk før dem før os, har overlevet trods mange farer – her dragende åbenbaret med en anekdote, der tog udgangspunkt i et billede af ’mystikeren’ med de små professorbrillers bedsteforældre. En anden gang begyndte ’mystikerne’ at lyse på vores hænder med en lommelygte, hvorefter vi igen blev ført sammen i nære kredse til fortællingen om, hvordan han som barn havde spurgt sin mor, om han skulle dø, og havde fået et både-og-svar, fordi det materiale, vi består af, kommer til at indgå i andre sammenhænge, ligesom det har gjort før os. Også det plager min hjerne.

Lever jeg videre, hvis mine byggesten bliver genbrugt? Der er så meget magi. Kun savner jeg mere fokus på det mellemmenneskelige i historien, emner som forplantning, kærlighed og krig.

Puha. Sent hjemme i går foldede jeg papirrullen ud. Og straks var jeg tilbage. Hjemturen i bilen havde allerede fået mig til at negligere mysterierne. De blev igen fiktion for mig. Til film. Men lige her skete det. Utålmodigt lod jeg øjnene glide ned over de mange små sætninger langs rullen, gik ud på badeværelset og kiggede ikke en anden, men mig selv i øjnene. Og hvad så jeg? Resultatet af 13,8 milliarder års evolution. Mere et objekt end et subjekt.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Kasper Dam Nielsen
Kasper Dam Nielsen
er litteraturanmelder for Standart og Vinduet, medlem af forskningsgruppen Sexuality Studies og programredaktør for kunst, arkitektur og design på Folkeuniversitetet.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...