Steen & Hejlesen har indtaget Kinohotellet i Åkirkeby, hvor deres smukke, særegne samarbejde mellem scene- og billedkunst har fundet en perfekt ramme. I Anima Machina skaber de med afsæt i H.C. Andersens Historien om en moder en visuelt dragende rejse mod døden med dukker, objekter og video-mapping.
Det lille bryst pumper skrøbeligt op og ned. De triste øjne søger os, mens barnet uendelig langsomt løfter arme og overkrop fra lejet og rækker ud. Efter døden? Eller efter moren, der sidder træt og forgræmmet ved sengens side.
Stumfilm og sprød knitren fra fjerne stationer
Rummet er enkelt. Firkantet med murstensvægge med en række objekter og dukker fordelt på gulvet. Pianisten ved flyglet, hvis spil flyder let og dog med traurig dybde, der spejles i hans øjne. Moren ved barnets sygeseng. Sort mod hvidt. Døden og hans hjælper med ryggen til i baggrunden, i forgrunden en stor, gammeldags radio, der knitrer sprødt og af og til tager fortællerens rolle mellem lydbidder fra fjerne stationer.
Tapet og paneler vokser frem i en sirlig-perfekt mapping, der med få elementer skaber stoflighed og stemning
Med ét forvandles rummet. Tapet og paneler vokser frem i en sirlig-perfekt mapping, der med få elementer skaber stoflighed og stemning. Døden rækker ud efter barnet og moren jager efter. Et rødt scenetæppe glider over bagvæggen, og historien fortsætter som stumfilm i biografens atmosfære, før vi atter er tilbage hos moren, der ikke kan drikke hele søen, men nok ofre sine øjne til den for at finde vej til barnet.
Memento mori
Forvildet når hun ind i drivhuset med det grønne gardin og det skakternede gulv. Men selvom hun genkender sit barns hjertelyd, får hun det heller ikke i denne version med hjem fra dødens blomstrende, men golde revir. Det handler jo om døden. Om memento mori, at huske, at vi alle skal dø. Det minder dødens hjælper os om at huske, når den knirkende hjuler over gulvet og begraver sine tomme øjenhuler insisterende i vores.
Selvom hun genkender sit barns hjertelyd, får hun det heller ikke i denne version med hjem fra dødens blomstrende, men golde revir
Vi får kun brudstykker af fortællingen, når radioen bryder ind med sit “Undskyld forstyrrelsen”, men vi er i den med musikkens abstrakte, men præcise følelser og i rummet, der fortættes og opløses i stadig nye formationer, der nikker til både den tidlige biograf, som rummet selv er en reminiscens af, og gådefulde universer som fx Twin Peaks, før historien lukkes cyklisk ned og dukkerne stivner.
Sofistikeret formudtryk
H.C. Andersens sorgknugede Historien om en moder viser sig som skabt til Steen & Hejlesens sofistikerede formudtryk, der smelter ind i den nænsomt renoverede kinosal. Anima Machina er første del i en performance-trilogi uden menneskelige spillere, der i stedet kombinerer dukker – eller androider/animerede robotter, som de benævnes i forestillingens materiale – med objekter og arkitektonisk video-mapping.
Det er mageløst at betragte de animerede robotter, der trods deres ikke-menneskelighed alligevel rammer i hjertet og besjæles for øjnene af os
Som titlen på denne første del antyder, undersøger forestillingens dødsrejse også maskinens sjæl, og det er mageløst at betragte de animerede robotter, der trods deres ikke-menneskelighed alligevel rammer i hjertet og besjæles for øjnene af os. Det fysisk-filosofiske paradoks, der taler direkte ind i tidens AI-debatter, kan formentlig udfoldes fra andre vinkler i de to næste dele. Indtil da er Anima Machina et helstøbt bud på en bevægende og visuelt overvældende fortælling, som er værd at rejse efter.
Læs mere om konceptet her.
Koncept, video-mapping, scenografi og androider: STEEN & HEJLESEN. Tekst: H. C. Andersen. Stemmeskuespiller: Lisbeth Sonne.
Anima Machina spiller fredage og lørdage juli og august 2024 i Kinohotellet, Åkirkeby.
