Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★★ Dans i verdensklasse: Ni år efter Pina Bauschs død opsættes to nye stykker i hendes ånd

Siden den banebrydende tyske koreograf Pina Bausch for ni år siden fik fem dage til at forberede sin død efter en kræftdiagnose, har hendes verdensberømte tyske dansekompagni tøvet overfor, hvordan de skulle komme videre uden mesteren.

Dengang på aftenen for hendes død valgte truppen at gå på scenen og lade livet gå videre i hendes ånd. Det har de siden gjort i ni år med hendes perlerække af legendariske forestillinger som Café Müller eller Viktor – altid for udsolgte huse på verdens største scener.

Men nu sker det så… Med ikke bare én men to nye premierer på nye, store forestillinger her i februar på Sadlers Wells i London skabt af to eksterne koreografer, græske Dimitris Papaioannou og norske Alan Lucien Øyen.

Det berømte “Tanztheater Wuppertal Pina Bausch” (TWPB) tager dermed et skridt ind i en ny fremtid. Men ikke uden klare tråde tilbage til stifterens stil og ånd. 

Premieren i London forleden på Since She af Papaioannou tegner ikke bare godt men forrygende. Selv uden Pina Bausch skaber TWPB fortsat moderne danseteater i verdensklasse, så man forsvarsløst må overgive sig fra begyndelse til ende og gå mundlam fra forestillingen. 

Since She åbnes med en kærlig hilsen til Pina Bauschs brug af stole i hendes måske mest berømte forestilling Café Müller fra 1978.

Pina Bausch
Since She. Tanztheater Wuppertal Pina Bausch. Pressefoto

De 16 dansere skaber stol for stol en kæde på tværs af scenen, der danner trædestene for udtryksfuldt tøvende og famlende bevægelser. Stole rækkes fra hånd til hånd, over hoved efter hoved, mens kæden først bygges og siden nedbrydes, én stol ad gangen – stående på stolene. For så at glide over i et halvanden time langt fyrværkeri af bevægelser. Mesterens evige temaer om eksistens og relationer er loyalt ført videre.

Scenografien er en mørk, dramatisk og stejl bjergside, der tilbagevendende forceres af danserne, for så kun i langsomme små ryk igen at glide ned ad den igen – nøgne og med hovedet først som en skildring af livets sisyfos-absurditet.

Træer slæbes til toppen af bjerget og plantes for kun at blive revet op med rode og skamferet af andre. 

Absurde karakterer stavrer over scenen i vidunderligt akavede og udtryksfulde bevægelser; én kun iført kobjælder, en anden med et sæt ekstra ben af paprør – aparte skævende nervøst til verden. Der er en Marlene Dietrich-lignende karakter, der med blodrøde læber og smøg i mundvigen skuer køligt og tilbagelænet mod publikum med afstand.  Der er fejende leg og dans med møbler, herunder en scene med spiseborde vendt på hovedet, der ruller fra side til side på et ocean af paprør. Mageløst.

Den græske koreograf Dimitris Papaioannous fortid som bl.a. tegneserie-forfatter med flere end 40 udgivelser bag sig fornægter sig ikke. Der udspiller sig det meste af tiden flere handlinger på scenen samtidig – som i en travl tegneserie; et kalejdoskopisk virvar af mange simultane sekvenser, så man må holde sig skarp for at få alt med. Her er ingen fortløbende narrativ, men en strøm af sanselige indtryk.

Her er eksempelvis kvinden, som får stukket talløse sylespidse pinde gennem sin kjole, mens en anden får perforeret hårpragten. Eller entredje med gedemaske, der iføres en sort kjole, som forvandles til guld, når den berøres i sensuelle strøg. Hæng på, hvis du kan. Et sandt sansebombardement.

Pina Bausch
Since She. Tanztheater Wuppertal Pina Bausch. Pressefoto

Der er stort set fravær af egentlig dans. Og ingen yndefulde kvinder i store kjoler, der gynger ud over publikum som i Viktor. Der er snarere tale om fint forbundne serier af bevægelser, der kommenterer på eksistens og livssmerte. TWPB kan nu svært komme længere fra den klassiske ballet.

Det meste er dog svævende og drømmerisk i sin natur – åben for fortolkning til lyden af alt fra Tom Waits over græsk folkemusik til Mahler.

Der er gentagende nøgenhed i forestillingen, og en af scenerne er endog så eksplicit, at selv ikke The Guardians anmelder kunne få sig til at beskrive den i detaljer: En mandlig danser bærer hen over scenen en hudfarvet pølse mellem to fingre i strakt arm frem mod et køkkenbord, hvor en kvinde gør klar med skåle og piskeris. Efter at have ejakuleret to ladninger hvid væske ud af pølsen og ned i en skål, springer kvinden op på bordet og lader et æg falde ud af sig og ned deri (ikke meget overladt til fortolkning her). Og mens hendes kvindelige hjælpere i en episk scene pisker på livet løs, så hakker hun pølsen i småstykker med en kniv. For så endelig at servere det hele for manden – som var han en skødehund. Mens hun afmålt betragter ham med foragt og sipper rødvin med arrogant mine. En kønspolitisk kommentar, eller bare et herligt provokerende tegneserieindslag? Dimitris Papaioannous må svare for sig selv, men som alt andet i forestillingen er det afleveret med dybt engagement og indføling. Få vil kunne se scenen uberørt.

Pina Bausch
Since She. Tanztheater Wuppertal Pina Bausch. Pressefoto

Opgaven med at komme videre efter Pina Bausch har slidt fire direktører op, senest også rumænske Adolphe Binder, der kom fra Göteborg Operaens dansekompagni, men kun holdt på posten i ét år, inden hun kunne læse i avisen, at hun var opsagt og tilsyneladende slagtet ned bagfra af den administrative chef, Dirk Hesse, som også selv blev gået af bestyrelsen i samme ombæring.

Absurditeterne om det levede liv fra kompagniets forestillinger synes således også at udspille sig i teatrets egen virkelighed – midt i Pina Bauschs fødeegn, Ruhrdistriktet, i den industrielle trekant mellem Düsseldorf, Dortmund og Köln – som i resten af livet og verden. Men inden hun blev fyret, nåede Adolphe at tage beslutningen om at rykke TWPB videre, og hun igangsatte de to værker, hvor foreløbig del 1 er gået sejrsrigt over scenen til stormende applaus og tilråb fra et begejstret premierepublikum. 

ISCENE anmelder i næste uge del 2, Bon Voyage Bob.

Se trailer på Vimeo her:

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Rune Bech
Rune Bech
Rune Bech er fast skribent for ISCENE fra London om britisk scenekunst. Han er Politikens tidligere udenrigskorrespondent, stifter af NetDoktor, tidligere digital direktør på TV 2, og manden bag genåbningen af Jazzhus Montmartre i 2010. Rune Bech driver i dag Bechmedia.dk.
Annonce