Coronapandemien udviklede det digitale teater i hastigt tempo. Nu har efterdønningerne lagt sig og nye digitale værker er vokset frem på skuldrene af den nye læring, som pandemien bar med sig. Flere af disse værker kan opleves på den digitale teaterfestival Re:Locations, så ISCENE tog en snak med festivaldirektør Karen Toftegaard om, hvor det digitale teater er post corona, og hvad det skal kunne i dag.
Hvor er det digitale teater i dag?
”Jeg ser muligheder for stor kunstnerisk udvikling – både i forhold til at skabe interaktive oplevelser online, der forbinder mennesker med kunsten og hinanden. Og så ser jeg også en stor værdi i højkvalitets-streaminger af de store iscenesættelser, hvor bare det at få adgang til oplevelsen via en billigere digital adgang kan skabe en stor værdi hos publikum. Enten fordi man ikke har lyst til at gå ud om aftenen eller fordi man ikke lige kan rejse til fx New York og se den nye opsætning.
I dag er det digitale teater i en slags stille regnvejrsstorm – forstået på den måde, at der er gjort en masse erfaringer både før og under pandemien. Jeg tror, at vi om nogle år, hvor flere har lagt de følelsesmæssige fordomme mod det digitale fra pandemien bag sig, så bliver det en helt normal del af feltet af kunstneriske oplevelser. Men lige nu er der denne regnvejrsstorm, hvor det, der ikke virkede, bliver skyllet væk – og det er programlæggere, producenter og kunstneres ansvar, at vi beholder de værdifulde læringer, så vi kan vokse organisk og udvikle kunstneriske oplevelser for mennesker, der lever i en digital hyperforbundet tid”.
Hvor ser du det digitale teaters største potentiale i disse år?
”Helt klart i de intime interaktive oplevelser, hvor du selv kommer i spil – lærer dig selv og den verden, du er en del af, bedre at kende. Altså potentialet i digitalt nærværende oplevelser. Og så live-streaminger af store værker, hvor de med høj produktionsværdi kommer ud til folk, når de af forskellige årsager ikke har mulighed for at forlade deres hjem eller økonomisk ikke har råd til den fysiske live-oplevelse”.
Hvad har du kurateret til festivalen? Og hvorfor netop disse værker?
”Alle værkerne handler om at forstå sig selv og de andre, som er forskellige fra én. Det handler om at forbinde sig med sig selv og de andre. Det ser jeg som meget væsentligt nu, hvor mennesker oplever eftervirkningerne fra Covid-pandemien
Jeg så The Ritual, da jeg sad på et hotelværelse i Brighton og følte mig meget hjemme lige der, hvor jeg var, fordi kunstneren Stacy Makishi formåede at styrke en forbindelse med mig selv og en forbindelse til det konkrete fysiske rum, jeg befandt mig i – selvom jeg ikke kendte det godt.
Derudover har hun en helt fantastisk evne til at styrke menneskers kreative processer, og derfor har vi valgt at tilbyde en workshop efter en kort pause. Der er kun plads til otte mennesker til workshoppen, så den er mere eksklusiv. Denne gang har vi gjort noget ud af at have åbninger i værkerne”.
To af festivalens kompagnier præsenteres både digitalt og fysisk – hvad kan det?
”Vi har to engelske kompagnier med, som vi præsenterer både digitalt og fysisk. For publikum giver det mulighed for at lære mere om arbejdet med inklusion på en kreativ måde.
Hos det engelske inklusionskompagni Mind the Gap fungerer det fx sådan, at de afholder et digitalt residency-program, hvor vi får et foredrag om, hvordan de arbejder med inklusion. Der vil også være et fysisk residency-program i Teater Glads lokaler. Det er åbent for alle, der gerne vil lære mere om at arbejde med inklusion i kunsten. Mind the Gap’s digitale strategi er at skabe kendskab til deres arbejde gennem det digitale, og så kan man få den fulde oplevelse in-person. I samme stil som musikindustrien har gjort i flere år.
Festivalens andet engelske kompagni Fast Familiar er eksperter i interaktive og spillignende situationer, hvor publikum bliver klogere på, hvordan man ser på historien og på et mysterium. Her får publikum mulighed for at indgå i situationer, hvor de tager stilling til ting på en legende måde – det gør de både digitalt og fysisk. Begge forestillinger er for tolv personer, og du deltager i henholdsvis en diskussion om et objekt fra kolonitiden og i et mysterium.
Både den fysiske og den digitale forestilling er lavet præcist til den fysiske og den digitale scene – og du får en oplevelse af at være med i en leg. Når vi præsenterer det i RE:LOCATIONS-regi, så er det vores invitation til at opdage, at den fysiske og digitale scene kan fungere naturligt side om side – med en god kunstoplevelse, som det bærende. For os er det en undersøgelse af, hvad der virker bedst digitalt og fysisk i et bæredygtigt perspektiv”.
Festivalen RE:LOCATIONS kan opleves i disse dage online og med de fysiske forestillinger, som spilles i København. Læs mere her.
RE:LOCATIONS er en digital scenekunstfestival, der præsenterer scenekunstneriske værker produceret direkte til en digital scene.
