Før corona-krisen ramte landet, arbejdede instruktør Leiv Arne Kjøllmoen og Jennifer Vedsted Christiansen med to meget forskellige forestillinger, der begge havde selvmord i centrum.
Leiv Arne Kjøllmoens ungdomsforestilling I skovens dybe stille ro (Teatret Fair Play) var baseret på et virkeligt selvmord, mens Jennifer Vedsted Christiansen iscenesatte Goethes Den unge Werthers lidelser (Aalborg Teater). Her fortæller de to instruktører om tankerne bag deres forestillinger og selvmord som central tematik.
Hævntørst, fortvivlelse og desperation
Selvmord i scenekunsten er ikke nyt. Men indenfor de sidste år har der været en sand bølge af forestillinger, der beskæftiger sig med selvmord. To gange Goethes Den Unge Werthers lidelser på henholdsvis Aalborg og Aarhus Teater (2019) ungdomsforestillingen Dig, mig ved daggry på Teater Nordkraft (på scenen i 2019 og digitalt i 2020).
Doku-fiktionen 16:29 på Teater Momentum (2019) og ungdomsforestillingen I skovens dybe, stille ro (Teatret Fair Play, 2019). Sarah Kanes monolog 4.48 Psychosis på Aarhus Teater (2018), Selvmordets anatomi på Teater Republique (2019), Alle gode ting (Nørrebro teater, 2020), Vox Humana (Det Kongelige Teater, 2020) og Kære far (Limbus Teatret, 2020).
Alle disse titler er blot nogle af de mange forestillinger de sidste år, som på hver sin vis har haft selvmord som et centralt tema.
Kunst har til alle tider drejet sig om at belyse, ofte mørke, sider ved den menneskelige tilværelse. I kunsten får vi lov til at se steder, hvor vi ikke helt vil hen, og se sider af os selv, som vi ikke helt tør se. Medea dræber sine egne børn i sin hævntørst. Ødipus stikker øjnene ud på sig selv i sin fortvivlelse over sine egne handlinger. Romeo og Julie begår selvmord i deres desperate kærlighed til hinanden.
Menneskelige følelser, såsom hævntørst, fortvivlelse og desperation, på trods af deres naturlighed, er svære at tale om. Når følelser bliver stærke og voldsomme, bliver de ofte også fortiet. Det samme sker med selvmord og selvmordstanker.
Ansvar eller autonomi?
Derfor er det heller ikke så underligt, at den danske scenekunst vælger at oplyse netop denne side af menneskeheden. I nogle år har selvmord i kunst dog været indviklet i en større etisk problemstilling, som har sin oprindelse fra kølvandet i udgivelsen af en roman kaldt Den Unge Werthers Lidelser af Johann Wolfgang Von Goethe. Eftersigende udløste denne roman en bølge af selvmord i Europa, som medvirkede til, at romanen blev forbudt i flere lande, herunder Danmark. Dette fænomen bliver kaldt Werther-effekten og bunder i en overbevisning om, at kunst afbilder, omhandler eller bare taler om selvmord kan have en ”smitte-effekt.”
Selvom man endnu ikke har bevist om den oprindelige Werther-effekt havde noget hold i sig, er diskussionen om Werther-effektens gyldighed stadig aktuel. Da Netflix-serien 13 Reasons Why, som handler om en ung piges liv op til beslutningen om at tage sit eget liv, udkom i 2017, var der eksempelvis en stigning på 28,9% i teenage-selvmord i USA, hvilket mange forskere har identificeret som ”copy-cat suicides.”
Gyldighed eller ej, så bunder diskussionen om Werther-effekten i scenekunst i et etisk dilemma, samt et spørgsmål om kunstens virke, kunnen og til dels også skullen. Har scenekunst et ansvar overfor publikums private liv, og skal kunsten lade sig diktere af dette ansvar? Eller skal kunsten være autonom og forholde sig som uden ansvar? Eller er det måske en ting midt imellem?
Disse spørgsmål afhænger af kunstneren, der bliver spurgt. Så det har vi gjort.
Et indblik i de destruktive tanker
”Kære Dagbog. Jeg har sagt alt til dig. Men problemet er, at jeg ikke har sagt det. Jeg har bare skrevet det ned.”
For instruktør Leiv Arne Kjøllmoen var det primære formål med at iscenesætte I skovens dybe, stille ro – en dramatisering af den unge pige Mira Mobechs dagbog, som hun havde betroet sig til, inden hun som blot 13-årig tog sit eget liv – at ”give publikum et indblik i Miras tanker om sig selv og verden, tanker af destruktiv karakter, tanker hun aldrig delte med hverken sin familie eller nogen andre.”
”Ethvert ord, der bliver sagt i forestillingen, er Miras egne, og det giver et unikt indblik i, hvordan en ung pige kan tænke så mørkt og dystert. Det kan dermed også åbne op for en dialog om, hvad det vil sige at have selvmordstanker.” Derfor har Kjøllmoen koncentreret sig om at skildre de bølgedale, der findes i hendes dagbog med hurtige skift mellem lyse og mørke tanker.
Det er netop dette, som Kjøllmoen er det centrale ved scenekunstens arbejde med emner som selvmord. Ifølge ham, skal scenekunsten starte dialoger om indholdet og ikke ”bare” bryde tabuer. I sit arbejde har det været vigtigt for Kjøllmoen hele tiden at have respekten for Mira Mobech og emnet for øje.
”Det har været et meget vigtigt fokus for os, at scenekunsten ikke står først. De teatrale greb står ikke forrest – det første er indholdet: at skildre denne piges tanker. Og så må kunsten komme efter. Det har været en meget fin ledestjerne for os ikke at lade det scenekunstneriske formgreb overtage historien.”
Med risiko for at inspirere
Hovedmålgruppen for I skovens dybe, stille ro er unge mennesker, og af denne grund har der måske i højere grad været fokus på risikoen for at inspirere. Det har gjort, at Kjøllmoen har lavet dybdegående research og været i samarbejde med Livslinien i udarbejdelsen af forestillingen samt i undervisningsmaterialet til den. Den viden, de fik fra Livslinien var blandt andet at omtale af selvmord ikke i sig selv ”smitter”, men at der er nogle overvejelser, man skal gøre sig, blandt andet at man skal undgå at romantisere selvmordet.
Kunsten kan have indflydelse på publikum, og dette kan bruges til godt og dårligt. For Leiv Arne Kjøllmoen betyder denne indflydelse, at man har et ansvar, specielt når det kommer til unge.
”Det, som har været vigtigt for os i forestillingen, når vi har åbnet op for noget af det mørkeste et menneske kan tænke, så har det været, at målet med forestillingen er jo at opfordre de unge mennesker til at tale med nogen om de her tanker og opfordre andre til at lytte til dem.”
At stille spørgsmål eller give svar?
Hvor Leiv Arne Kjøllmoen kommer med en opfordring til de unge – hvis du har selvmordstanker, så snak med nogen om det – kommer instruktør Jennifer Vedsted Christiansen med spørgsmålene i sin iscenesættelse af Den Unge Werthers Lidelser på Aalborg Teater. Werther er en ung mand, som lider af kærlighedskvaler i sådan en grad, at han til sidst begår selvmord. Vedsted Christiansen prøver i sin iscenesættelse ikke at værdilade selvmordet, men vil afbillede det mere nuanceret.
”Jeg synes, at jeg stiller spørgsmålet, hvem bestemmer, hvornår et liv er ubærligt? Spørgsmålet er ikke, om det er en god idé, men om man har ret til det. Hvem har ret til at ende et liv? Og kan man tvinge folk til at leve et liv, de ikke føler, er værd at leve?”
De forskellige indgangsvinkler til en bearbejdning af så tungt et emne som selvmord, vidner om, at hver kunstner har hvert sit kunstsyn – holdning til, hvad kunst skal og kan. For Jennifer Vedsted Christiansen er scenekunstens formål en anden end hos Leiv Arne Kjøllmoen:
”Scenekunst er ikke et pædagogisk projekt, hvor vi fortæller, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg synes, at vi skal stille spørgsmål og ikke give svar – spørgsmål som du som publikum selv må tage stilling til.”
To forskellige tilgange
Hvor Leiv Arne Kjøllmoens mere vil åbne op for samtale og i en dialog med publikum om det at have mørke tanker, vil Jennifer Vedsted Christiansen i højere grad give plads til tvivl og tvetydighed i sine forestillinger.
”Kunsten er der, hvor vi kan tvivle, og vi kan tvivle sammen. Vi kan for et øjeblik komme tættere på, hvad spørgsmålet egentlig er.” Når det kommer til selvmord, er der ifølge Vedsted Christiansen heller ikke et entydigt svar på, hvad der er rigtigt eller forkert, da det er nuanceret i sin dobbelthed, som hun også har forsøgt at skildre i sin iscenesættelse af Den Unge Werthers Lidelser.
”Han bliver frisat for de lidelser, han er gået igennem. Men det er også et tab af et ungt menneske for verden. Og en fremtid. Den dobbelthed ligger der i det. Men jeg dømmer ikke, om det er rigtigt eller forkert.”
For Kjøllmoen er budskabet, at ”selvmordstanker er noget man skal dele med andre, og at vi skal turde tale om de svære og mørke tanker er noget, vi gerne vil formidle til publikum.”
Gennem forskellige teatrale greb forsøger han at få det unge publikum til at indse, at det hverken er slemt at lytte til eller blive lyttet til, når det kommer til svære tanker. For eksempel i valget om publikums placering i scenerummet, helt tæt på og rundt om scenen.
”Publikum bliver inviteret ind i Miras hoved, tanker. Publikum får en rolle som dem, Mira betroede sig til. Man bliver dagbogen. Og på den måde har vi lavet det greb, så man som publikum skal få en følelse af, hvad sker der med mig, hvis et menneske fortæller mig det her direkte.”
Det særlige ved scenekunsten?
Leiv Arne Kjøllmoen og Jennifer Vedsted Christiansen mener begge, at scenekunsten er ideel og endda forpligtet til at tage disse tunge emner op. Vedsted Christiansen understreger:
”Selvom, at emner kan være hårde, er det virkelig vigtigt ikke at censurere sig selv på baggrund af det. Vi er forpligtet til at vise de mørkeste sider. For ellers kan man komme til at føle sig alene med det.”
Dette er Kjøllmoen enig i, for scenekunstens formål er at ”vende vrangen ud på mennesker og blotte den indre verden, som normalvis måske ikke ser dagens lys.” Det er netop dette, der gør, at publikum så kan spejle sig og måske føle sig knap så alene – som kan være meget gavnligt i forhold til selvmordstanker, hvis man spørger Vedsted Christiansen, som kalder selvmord for ”den ultimative ensomhed.”
Det indre livs komplekse størrelse bunder i, at sindet kan skifte fra lyse til mørke tanker på daglig basis. Hvis man kun spejler sig i de sociale medier, hvor det oftest er de lyse sider, der kommer frem, kommer følelsen af ensomhed, ifølge både Kjøllmoen og Vedsted Christiansen.
”Vi kommer til at måle vores indre liv med andres ydre fremtoning på SoMe. Det skaber en ekstrem skævvridning i folks selvbillede og selvværd,” siger Kjøllmoen.
Scenekunst som modgift?
Hvis ensomhed fodrer dystre tanker, kan scenekunsten derfor argumenteres for at være modgiften af tre grunde: For det første at scenekunsten spejler de mørke sider, som oftest ikke kommer frem og mennesker derfor normalvis kan gå alene med. For det andet at nærvær og fællesskab er i centrum for at opleve det meste scenekunst, og dermed kan argumenteres for at være det modsatte af ensomhed. For det tredje at scenekunst har potentiale for at være en ideel platform for dialog, ifølge Leiv Arne Kjøllmoen.
”Kunst har en legitimitet i forhold til den her slags emner. Det kan være sværere at tale om det her emne med afsæt i sig selv, og her får de muligheden for at tale om selvmordstanker i relation til og med afsæt i forestillingen.”
Holdningerne er splittede, om hvorvidt scenekunsten har et ansvar for at forhindre selvmord eller skal have fuld autonomi, og det er ikke et emne, som man kan finde svar på i en artikel, hvis overhovedet. Som scenekunstner er det noget, man selv må tage stilling til.
Etiske regler for kunsten
WHO og IASP (International Association for Suicide Prevention) har udviklet en guide til at forhindre selvmord, der henvender sig til folk i film-og scenekunstbranchen.
Trine Banke d’Andrade, fra Center for Selvmordsforskning, mener generelt, at i lyset af, at man har set en copy-cat effekt i forbindelse med 13 Reasons Why, ville det være en god idé at lave et etisk regelsæt for kunsten generelt, måske med udgangspunkt i den ovennævnte publikation. Hun foreslår, at man kan nedsætte en arbejdsgruppe med fagpersoner og repræsentanter fra både scenekunsten og selvmordsforskningen og -forebyggelsen til at udarbejde sådan et etisk regelsæt. Hun fastslår også, at det altid er en god idé, når man laver noget, der kan trigge selvmordstanker hos sit publikum, at henvise til, hvor man kan få hjælp, som fx Livslinien.
Der er flere forestillinger i den igangværende sæson, som fokuserer på selvmord og i den forbindelse iværksætter forskellige tiltag, der sætter særligt fokus på alvoren af temaet i form af blandt andet samtaler før og efter forestillingen.
Du kan læse mere om hvilke tanker, flere kunstnere gør sig, i ISCENEs miniserie om selvmord i scenekunsten. Du finder alle artiklerne her.
