Hvordan skyder man det fængende teaterfoto – og hvad skal det kunne? ISCENE har talt med fotograf Emilia Therese om arbejdet med plakater, pressefotos og de intense stemninger, som skal fanges, så publikum får en fornemmelse af forestillingen.
Et plakat-foto med udfordringer
Plakatbilledet skal kunne stå alene og sælge forestillingen et år frem. Jeg laver research og er i tæt dialog med teatret, instruktør og scenograf for at komme så nært det endelige udtryk i forestillingen som muligt. I sådan en proces er der mange ønsker og interesser, der skal bringes sammen. Ved plakatbillederne er det fotografens opgave, sammen med teatret, at skabe og iscenesætte en fortolkning, fri af fysiske rammer, og hvor det er muligt at tilføje en ny vinkel.
Hva så Europa på Mungo Park Kolding 2018. Foto: Emilia Therese
I tilfældet med billedet til Mungo Park var manuskriptet stadig under produktion, men teatret var rimelig klare på deres idé. Forestillingen er et absurd familiedrama, der handler om Europas fremtid og nye generationer. Forestillingen foregår ved en strand, og vi tog derfor til Rømø, hvor vadehavet skulle skabe en poetisk ro i billedet. Da vi kom frem, var vejret ekstremt, og konceptet blev i den grad udfordret. Det var koldt, stormende, og regnen piskede ned. Vejrforholdene påvirkede optagelsen, udfordrede hele holdet, og vi var derfor nødt til at træffe nogle hurtige og konsekvente beslutninger.
I stedet for ro, besluttede vi at gå videre med billedet, hvor Isa Marie Henningsen træder kraftfuld frem og har et langt mere dramatisk udtryk, end det oprindeligt var tænkt. At vi har taget denne beslutning påvirker ikke manuskriptet og historien, men bringer emnet frem, og giver forhåbentlig publikum lyst til at gå i teatret for at opleve mere.
Det følsomme portræt
Det kan være en følsom proces at få et stærkt udtryk frem. Med billederne af Paw Henriksen fra monologen Mig og Tyson (Teater Grob 2017) var det vigtigt for mig både at portrættere ham som en barsk bokser og en person med den skrøbelighed, som alle mennesker har. I billederne her skulle der både være styrke og sårbarhed, og der arbejdede jeg med at lukke alt i rummet ude, både fysisk og mentalt. Det kan være udfordrende, når der står et helt hold omkring én, så der kræver det en god ro.
Mig og Tyson på Teater Grob 2017. Foto: Emilia Therese
Det gode teaterfoto
Som teaterfotograf skal man være god til at kunne sætte sig ind i teatrets og skuespillernes processer. Det er vigtigt, at der er et stærkt samarbejde, så man får de bedste værktøjer til at kunne formidle det visuelle udtryk.
Jeg slår meget på, at vi ikke må fortælle alt i ét billede. Ligeledes er der heller ikke nogen grund til at skrive “VINTERMOTIV” under maleriet af et snelandskab. Det kan publikum godt selv se.
Det visuelle udtryk skal henlede publikum til den oplevelse, de har i vente. Billedet må gerne være finurligt, dramatisk eller morsomt, og give beskueren lyst til at dvæle ved motivet, både før og efter man har set forestillingen.
I pressebilleder, hvor jeg skal fange den historie, de fortæller på scenen, og de hurtige situationer i spillet, kan det nogle gange være smukt og befriende at skære helt ind til benet. Til der hvor man tør lade scenografien stå rent og skuespillerne skabe en enkel og intens stemning.
Riget på Det Kongelige Teater 2018. Foto: Emilia Therese
Det synes jeg fx lykkes i billedet med Kirsten Olesen i Riget (Det Kongelige Teater, 2018). Her giver den stillestående skælven i billedet nærmest en rislen ned ad ryggen på én, uanset om man kender historien eller ej. Mens Hospitalet (Aarhus Teater, 2017) var et iscenesat billede, hvor vi skar alle forstyrrende elementer væk for at vise en statisk realisme af hospitalsverden, man som patient kan risikere at opleve.
Hospitalet på Aarhus Teater 2018. Foto: Emilia Therese
