Den unge trekløver af talentfulde skuespillere forløser deres roller flot i Drengen der ville være vægtløs, der som fortælling dog aldrig bliver rigtig fængende.
Drengen der ville være vægtløs er en fortælling fra et drømmeløst Provinsdanmark anno 1980, hvor den halvvoksne René forsøger at finde en vej frem i tilværelsen.
Da vi møder René, er hans far lige død, mens mor er et pillemisbrugende monster, der manipulerende får sin søn til at proppe migrænehæmmende stikpiller op i hendes anus.
Den bamse-store René holder ikke ligefrem af livet som hjemmeboende hushjælp, men modet til at flytte svigter.
Drengen der ville være vægtløs på Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Han vil ikke være smed, og vægrer sig ved at møde op til den elevplads, som faren fik skaffet – men hvad skal han så? René snakker løs om stjerner, galakser og vægtløse astronauter, men vennerne har svært ved at følge de flyvske drømme. For Theis ryger hash og haster ud af en kriminel løbebane, mens veninden Winnie drømmer om et liv som sanger og performer overbevisende med Madonna som backtrack, mens virkelighedens stemme klinger knap så rent og fremtidsmulighederne synes at være den elevplads, hun får i den lokale frisørsalon.
Drengen der ville være vægtløs på Folketeatret. Foto: Thomas Petri.
Sammen forsøger den vingeskudte trekløver at finde en vej frem i tilværelsen, og de er både charmerende, rørende og overbevisende i deres forgæves kamp. Men manuskriptet svigter dem, for vi forstår jo straks, hvad konflikten er, og der sniger sig lidt fortællemæssig tomgang ind, mens teksten alt for ofte siger det, vi selv skal tænke på stolerækkerne, og en noget tempotung instruktion har svært ved at give forestillingen en dynamisk fremdrift.
Det er skuespillerne som bærer forestillingen i hus. Nicolai Jørgensen er den bamse-store René, som overbevisende kæmper med overvægt og selvværd, mens man bag hans mutte ydre fornemmer de mange indre kampe og konflikter, man sådan håber på, kan bringe ham videre i livet. Mads Reuther er vennen med det flakkende blik, desperate ydre og indre følelsesmæssige kaos, han lader skinne igennem i en helstøbt fortolkning af den frustrerede Theis, mens Mette Klakstein Wiberg skaber et flot portræt af veninden Winnie, der fortabt stiller sin krop til rådighed i forsøget på at finde nærvær, men som resten af de tre ender som taber i Provinsdanmarks drømmeløse virkelighed. Imens svæver de voksne i skikkelse af Lars Boms smed og Mette Horns monster-moderen lidt tragikomisk omkring, og det er svært at få hånd om de skal være komiske karikaturer eller psykologiske karakterer.
Der er flere fine og gribende scener i Drengen der ville være vægtløs og som sagt gør skuespillerne det godt, men som helstøbt forestilling er tempoet for tungt og teksten for banal til rigtig at fænge.
