Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Enetime: En absurd rodbehandling

Morgendagen tilhører de autoritære i Ionescos Enetime. Det er ikke længere absurd teater, det er virkelighed.

Der er intet som helst absurd ved det absurde teater længere (hvis der altså nogen sinde har været det). Det har verdensvirkeligheden for længst spoleret. Således er Enetime, Ionescos klassiske parabel om magtens væsen fra 1951, hverken fordrejet, grotesk eller naturstridig – nej, det er et helt troværdigt én-til-én-portræt af den moderne totalitarisme, der, som smerteligt bekendt, kan være nok så demokratisk sanktioneret af det, man kalder folket.

Når man i dag på Teatret ved Sorte Hest ser professoren udfolde sin magt over eleven – først smigrende, så manipulerende til sidst voldeligt – kan man ikke lade være med at se lederen af den frie verden, Donald Trump, for sig. Ganske vist står Mads Wille der på scenen som en moderne intellektuel mand (med et imponerende overskæg, hvis lige senest sad på Kim Christofte under EM i 1992), men hele hans natur er brutalt bedrevidende, og skønt forklædt som akademisk begavelse, er han så postulatorisk som man kun kan være, når man har mistet evnen til at skelne mellem sandheder og fake news.

Historien er simpel: En professor (naturligvis en mand) modtager en ny, ung elev (køn kvinde) til enetime. Først smisker han, så begynder han at ydmyge hende, til sidst slår han hende ihjel. Hun ved det ikke, men han er vist aldrig i tvivl om, hvordan det skal ende.

Mens hendes tvivl stiger, vokser hans aggression, men først hans trang til at belære: Addition og subtraktion er ligesom livet, siger han: ”Man kan ikke hele tiden samle, man må også skille. Sådan er videnskaben, sådan er civilisationen.”
Og da eleven skal repetere, hvad der kommer efter sommer: ”Vi kan ikke være sikre på noget i denne verden, men med lidt tålmodighed og god vilje kan De lære alle årstiderne udenad.”
For ham er manuduktionen først og fremmest en scene for magtudøvelse. Han piner pigen med den stærkt selektive intelligens med spørgsmål om matematik og grammatik, fra simpel logik til vilde grotesker. Det er som inkvisitionens præstedomstol, et saudisk forhørslokale, Abu Ghraib…

At Enetime som tekst betragtet er en mesters mærkelige værk, behøver vi ikke at diskutere. Men hvori ligger så netop denne opsætnings kvaliteter? Kammerspilsstrukturen i en ekstrem simpel scenografi giver jo ikke plads til de store formfortolkninger – dog får Marianne Nielsson rokket fint ved formatet ved at forstørre alle møblerne, så menneskekroppene bliver underligt små. Vigtigst er dog, at instruktør Maria Vinterberg har et afgørende es i ærmet. Hun lader nemlig forestillingen åbne med ‘Tomorrow belongs to me’, den nazistiske hymne fra den legendariske udgave af Bob Fosse’s Cabaret (1972). På den måde varsler hun slutningen, hvor tjenestepigen og professoren tager hagekorsarmbånd på og planlægger, hvordan de skal skjule liget af eleven (sammen med 39 andre lig!). Armbåndet giver beskyttelse, for nu er det politik, det hele. Så toner musikken op igen…
’Oh, Vaterland, Vaterland, show us a sign!’ Sangen om et daggry, der skal følge en blodig regn – som vel at mærke ikke er en autentisk nazivise, men skrevet direkte til Cabaret af to jødiske bøsser! – kan noget, som ikke andre sange kan: Den kan få mig til at græde. Den kan få mit hjerte til at fryse til is i rædsel over den korpsånd, som den stærke leder kan skabe med løfter og løgne. At høre den her på scenen, udenfor sit eget habitat, er stærk tobak.

Verden er så tilpas absurd, at teateret i dag har et problem til fælles med forfatterne af House of Cards, for det som de finder på i deres vildeste fantasi, bliver nemt overgået af virkeligheden. Med Ionescos elev lider vi alle af den tandpine, som den brutale leder planter i os, hvorefter han straffer os for vores svaghed. Stykkets pointe er vel, at samfundet har brug for en rodbehandling. Det skal der måske en dramatiker til at påpege, men den totalitære leder lader sig naturligvis ikke anfægte af kunsten.

Maria Vinterberg bruger klogt nok den gamle oversættelse af Christian Ludvigsen og Frederik Dessau, hvor replikkerne stadig slår som stål og efterlader mørke skudhuller i hjernen. Her er sproget, ordene, det primære, ganske som i Maria Vinterbergs fremragende udgave af Ionescos Den skaldede sangerinde tidligere i år.
Sarah Boberg giver sin lille rolle som tjenestepigen god, djævelsk fylde. Rosalinde Mynster spiller med den rigtige æblekindede og erotiske charme, som også Lone Hertz brugte i samspillet med Erik Mørk i Søren Melsons vanvittige tv-teater-udgave i 1962, og Mads Wille er veltempereret uhyggelig og diabolsk.
Det tjener Sorte Hest til ære, at de spiller disse stykker af Ionesco. Tør man håbe på, at Næsehornet kommer forbi?

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Klaus Rothstein
Klaus Rothstein
er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...