Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Et juleeventyr er gennemført til mindste detalje

Jacob Schjødts velfungerende iscenesættelse af Et juleeventyr på Aarhus Teater viser, hvordan en klassiker kan fornys og være traditionel på samme tid. Årets juleforestilling er hjertevarm og smuk at se på.

Det er allerede blevet nævnt utallige gange før, men Aarhus Teaters faste ensemblemedlem Jakob Madsen-Kvols er en fremragende skuespiller. I rollen som den ensomme, gamle gnier Ebenezer Scrooge formår Madsen-Kvols at skifte ubesværet mellem så forskellige følelser som indestængt vrede, hånlig foragt, spirende sorg og ubesmittet livsglæde. 

Charles Dickens’ Et juleeventyr er den hjertevarme fortælling om, hvordan kærlighed kan redde selv den mørkeste sjæl. I Jacob Schjødts iscenesættelse på Aarhus Teater rammes en god balance mellem det rørende, det fængslende og det morsomme. Der er skruet op på max, når det kommer til julestemning og festlige optrin med små input, der minder om humoren, som børnene kender fra fx Disney-tegnefilmen Frost, hvilket giver en fin kontrast til de noget mere dystre scener med Scrooge i ensomhed i sit kolde, mørke hjem.

et juleeventyr aarhus teater
Et juleeventyr, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Virkelighedstro scenografi

Et juleeventyr handler om den velhavende pengeudlåner Scrooge, som gennem sit liv har stødt alt og alle fra sig. På sin ensporede vej gennem livet har han været skyld i andre menneskers ulykke, fordi han ”dyrker guldet som en afgud,” som en besøgende juleånd så sigende bemærker det.

Juleaftens nat får Scrooge fire uventede besøg. Først af sin afdøde kompagnon Marleys genfærd, der i Anders Baggesens gråklædte, dramatisk lænke-svingende skikkelse springer ud af den slukkede pejs i Scrooges imponerende palæ af et hjem. Efter Marley følger tre juleånder, som vil vise Scrooge hans fortid, hans nutid og hans fremtid, som den ser ud, hvis han fortsætter sit liv i samme rille.

et juleeventyr aarhus teater
Et juleeventyr, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Langt det meste af forestillingen udspilles i Scrooges hjem, som i Benjamin La Cours scenografi er en virkelighedstro gengivelse af et højtloftet herskabshjem med malede træpaneler og enorme vinduespartier i den ene side, hvor trappen går op til første sal. Netop det virkelighedstro vil tiltale børnene på publikumsrækkerne. Ligesom de utallige, overdådige rekvisitter på julebordet og Karin Betz’ smukke, detaljerede kostumer næsten sender øjnene på overarbejde. Men det hele går op i en højere enhed, så når nu Aarhus Teater har haft kompetencerne og budgettet til at gå all-in, er der ingen grund til ikke at lade sig indfange og nyde resultatet.

Julesalmer med et strejf af electronica

Ud over juleånderne og de mennesker, der spiller vigtige roller i Scrooges liv, som hans tabte kærlighed Belle (Isa Marie Henningsen) og hans ubegribeligt loyale assistent Bob (Christian Hetland), lader Schjødt også ensemblet træde frem forrest på scenen som fortællere. Både alene og i mindre grupper. Men altid klædt i lange, sorte frakker, høje, sorte hatte pyntet med en julet kristtorn og med en lille lygte i hånden.

et juleeventyr aarhus teater
Et juleeventyr, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Mette Klakstein Wiberg er på samme tid sødmefuld og stærk både som fremtidens juleånd og som Scrooges afdøde søster Fanny. Ulrik Windfeldt-Schmidt, som en del af børnene blandt publikum måske vil genkende fra hans rolle i DR-serien Backstage, er overbevisende som den lille, syge Tim. Et så uskyldigt og barnligt ansigt skal man lede længe efter – og så endda hos en 22-årig mand, der bliver færdiguddannet skuespiller næste sommer. Og der er ingen, der kan spile øjnene op i forundring som Anne Plauborg, så det kan ses helt fra bagerste række i salen. Hendes spøjst udseende udgave af fortidens juleånd – med slidt krinoline og firkantet 1800-tals fuldskæg – er ganske enkelt skøn. 

Selvom Et juleeventyr absolut er en klassiker, får Schjødts opsætning alligevel et nyt, friskt præg. Ikke mindst via musikken, som er arrangeret af Aarhus Teaters huskunstner Marie Højlund i samarbejde med Anders Boll og Steffen Lundtoft. Velkendte salmer som Det kimer nu til julefest og Dejlig er den himmel blå fremføres i nye, flerstemmige versioner af de medvirkende skuespillere – og indimellem med et lækkert strejf af electronica i det underliggende beat. 

et juleeventyr aarhus teater
Et juleeventyr, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Lydsiden leder tankerne hen på teatrets Lyden af de skuldre vi står på (2017), hvor Højlund og Boll også stod bag musikken. Salmerne bidrager til den overordnede julestemning, som lige får et ekstra nøk i vejret, da store, hvide snefnug langsomt begynder at dale ned fra oven. Der er julemagi i luften på Aarhus Teater – til glæde for både voksne og børn.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og anmelder på ISCENE. Har Kulturmor.dk. Teaterkritiker for Jyllands-Posten, tidligere for Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...