ISCENE mødte fotograf Per Morten Abrahamsen i atelieret på Islands Brygge, hvor han mellem billedskabende rekvisitter og til tonerne af Bill Evans bløde jazzkompositioner, ærligt fortalte om de kunstneriske overvejelser, oplevelser og følelser, der ligger bag syv af hans sansemættede og fortællende scenebilleder.
Motivet kom med i stykket – ”jeg blev pissesur!”
”K.R.O.P var en musikforestilling, som skuespillerne Trine Dyrholm, Tammi Øst og Louise Mieritz selv havde skrevet. Jeg var til premieren, og da tæppet gik til anden akt, blev jeg pissesur. For der lå de tre skuespillere i samme opstilling som på mit foto. Jeg burde selvfølgelig være blevet smigret, og det ville jeg også blive i dag – men dengang var jeg møg-fornærmet og følte, scenografen havde snuppet min idé. Billedet blev nemlig taget lang tid, før forestillingen havde premiere, så det er egentligt et godt eksempel på, hvordan et forestillingsfoto kan være med til at sætte tonen for en forestilling.”
Det fortællende foto – ”tilfældigheden tilførte billedet det afgørende liv”
”Jeg arbejder meget bevidst med altid at skabe en sanselig tilstand eller en konkret fortælling i billedet. Før jeg begynder, tegner jeg ofte en skitse, der ridser ideen op i grove træk, men det er i mødet med tilfældighederne, nuet og de medvirkende, at det levende motiv bliver til.
Til billedet af Hvid Magi rummer motivet en reel historie med en handling og et ’før og efter’. Her er helt konkret fem pigespejdere på tur, der bliver overrasket af en ulv, som har skambidt, forulempet og overfaldet dem.
Men de er stærke. De lader sig ikke slå ud, så trods skrammer og sår, holder de stand, jager ulven væk og kæmper videre. Jeg havde sat hele opstillingen med sne, bål og telt op inde i mit atelier og fået fat i en ægte udstoppet ulv – men der kom ikke dét liv i motivet, som jeg ønskede. Helt uventet blev det snevejr den dag, vi optog. Det var en gave, og dem skal man altid huske at se og bruge, så vi satte hele opstillingen op uden for på pladsen, og så var dén der. For det var hundekoldt, skuespillerne frøs, og lyset var fantastisk – alt var ’ægte’, og den tilfældighed, at det sneede, og at vi kom udenfor, tilførte motivet dét afgørende liv, som manglede i atelieroptagelserne.”
”Det ville jeg aldrig få lov at lave i dag!”
”I dag er tendensen, at teatrene søger kendiseffekten i deres presse- og plakatfotos, hvor du hovedsagligt ser portrætter af skuespillere, som er kendt fra film og tv. Men dengang jeg lavede plakatfotoet til Pinocchios aske (Det Kongelige Teater, 2005), var der langt større kunstnerisk frihed.
Billedet blev taget et halvt år før premieren, så prøverne var ikke begyndt endnu. Dramatikeren Jokum Rohde havde skrevet en grotesk thriller om et samfund, der brændte bøger, huggede hænderne af deres kunstnere og havde en dommer, der var forfatter i det skjulte. Og jeg ønskede at lave et oplevelsesfoto, hvor publikum blev følelsesmæssigt forført af fortællingens univers. Jeg arbejder altid med, at billedet skal rumme elementer fra forestillingens univers og være en fortolkning af fortællingen eller vise en stemning. Til Pinocchios aske inddrog jeg nogle enkelte symbolstærke elementer fra universet og gav dem et råt tvist. For eksempel lod jeg Pinocchios dukkeførersnore fæstne med fiskekroge, kuglepennen spidde min egen hånd som et ’våben’ og hentede inspiration fra den hollandske 1500-tals-maler Bruegel til at under- støtte billedets rå stemning. Selve fotografiet tog ikke så lang tid at lave, men hele forarbejdet med samtaler og udarbejdelse af det kunstneriske univers var en længere proces.”
Forestillingsfotoet – ”jeg skal formidle min oplevelse af forestillingen”
”Foto og teater er to vidt forskellige medier, så når det ene skal sælge det andet, må der tages nogle radikale valg.
Teatret, i dette tilfælde dansen (Forum Humanum red.), foregår i nuet med levende kroppe, bevægelser, lyd, lys og scenografi mm. Mens fotografiet er fuldstændig fladt. Min opgave er at skabe liv, rum og nærhed ved at formidle min oplevelse af forestillingen. Billedet er øjeblikket, og jeg skal træffe nogle hurtige beslutninger, når jeg står på scenen og skyder. Forestillingsfotoet må aldrig bare blive en registrering. Det skal være en visuel fortolkning, hvor publikum føler, at de får en oplevelse af forestillingen.”
Censur – ”billedet blev taget af busserne”
”Jeg vidste godt, at det ville virke voldsomt provokerende, at vi satte ild i det danske flag på billedet, men det var vigtigt.
For Frelserne, som teatret selv kaldte ”en alternativ Danmarkshistorie”, var en forestilling, der fortalte den mørke side af vores fælles fortælling, som langt hen ad vejen er en voldsom og grim historie, båret frem og fortalt af hvide mænd. Så måske skal vi ikke være så heroisk stolte af Dannebrog! Danmarkshistorien er en langt mere kompleks fortælling og for at understrege dette, lod vi skuespiller Sandra Yi Sencindiver, der er født i Korea, trække det brændende Dannebrog hen over himlen som en slags gallionsfigur. På daværende tidspunkt var Sandra Yi Sencindiver synligt gravid, hvilket understregede forestillingens pointe om, at det er kvinderne, der bærer fremtidens børn og dermed danskheden videre. Men dét, at vi lod flaget gå op i flammer, satte sindene i kog. Flaget er symbol på danskhed, og billedet overtog nærmest forestillingen. Der blev en masse ballade, og der kom klager over blasfemi, så efter en uge blev plakatfotoet taget af alle busserne.”
Det historiske teaterfoto – ”Stenen understreger oprøreren i danner”
”Kvinden på billedet er grevinde Danner (skuespiller Lise Lauenblad). Hun er nøgen, fordi – forestiller jeg mig – hun brugte sin kvindelighed og krop til at få magt over kongen.
Danner kom fra proletariatet og endte som dronning, da hun blev gift med Kong Frederik 7. Borgerskabet gjorde, hvad de kunne for at genere hende, men hun sad alligevel med på sidelinjen, mens demokratiseringsprocessen blev sat i gang. Jeg har afbilledet hende med en sten i hånden. Det er et motiv, jeg er stødt på i Sevilla, som jeg synes er stærkt og som understreger oprøreren i hende, mens lyseffekten – stregen fra Danners diadem – giver en elektricitet, åndelighed og liv i billedet. De mange strittende elementer er med til at åbne billedet for publikums egen fortolkning.”
LÆS OGSÅ: Rørende og stærkt Danner-portræt
Det eksistentielle foto –”Det er en påmindelse om, at vi alle skal dø”
”Alle mennesker er dødelige er baseret på Simone de Beauvoirs roman fra 1946, der er en eksistentiel tragedie om døden som et grundvilkår for menneskelivet.
Det handler om manden Fosca, spillet af Carsten Bjørnlund, der er en forfængelig og herskesyg italiensk fyrste, som i 1200-tallet blev dømt til evigt liv. Motivet forestiller en form for ud af kroppen-oplevelse eller en transformation på vej ud af et dødeligt og forgængeligt kadaver, som en visualisering af angsten for at dø eller en påmindelse om det faktum, at vi alle skal dø.”
