★★★☆☆☆ Vær klar til det uforudsigelige i GRWM’s standupformat

I GRWM sætter Sofie Diemer – i sin første forestilling som huskunstner på Aveny-T – magt og afmagt, etnicitet og kulturbranche i spil med hinanden i et standup-agtigt format. Værket leger med den medierede virkelighed koncentreret i performer Helin Erdems tricksterkarakter på jagt efter kendthed.

“Jeg vil være rigtig kendt og elsket af alle,” proklamerer Helin Erdem. Det er hendes “hvide instruktør,” Sofie, der har bedt hende gøre missionen klar fra starten. En mission der er lagt ind i titlens GRWM, der står for Get Ready With Me. Det er et TikTok-format, hvor en person gør sig klar (klæder sig på, sminker sig), mens de fortæller noget personligt eller reflekterer over livet.

Opmærksomhed er alt

Formatet bruges strukturerende, idet det nævnes, når en ny sekvens i Helins vej mod toppen præsenteres. Det fungerer fint og peger samtidig på, at “opmærksomhed er alt” i denne søgen efter noget at blive kendt for. Men alt for sikker skal man nu ikke føle sig i hænderne på den trickster, Helin også er. Før missionen overhovedet nævnes, pirker hun med hysteriske grin til fordomme ved at præsentere sig som en kurder fra Glostrup, der synes, at blandt andet Morten Messerschmidt er lækker.

Det uforudsigelige er ligesom etnicitet også strukturerende principper i GRWM, der både tematisk og formmæssigt mest af alt minder om et standup-show. Også når det gælder publikumsinddragelsen, der fra start anslår et usikkert rum, når Helin insisterer på, at vi skal følge hende på Insta, før hun vil gå i gang med showet. Følgerantallet er en endnu en ledetråd, der først falder for siden at peake, da Helin får styr på buzz words som empati og fællesskab med sætninger som “My path er empath.” Det er sjovt.

Andre gange mimer Helin en forloren intimitet, hvor hun komplimenterer tilskuerens evne som interviewer eller giver gode råd om ens influencermuligheder. Jeg er mørkkrøllet og derfor ifølge Helin “lidt spicy, og det vil de altid gerne have i Bagedysten.” Det er mere forudsigeligt og knap så sjovt.

En dansende abe

Uforudsigeligheden er showets stærkeste kort. Helin Erdem mestrer de konstante skift mellem nuttet indladenhed, grimasserende vanvid og overlegen arrogance, når hun punkterer fordomme på sin vej. Missionen er at blive elsket, og vejen dertil går også gennem klicheer om andre etniciteter end den hvide danske. Nu har de andre kulører nemlig fået plads i salonerne efter Yahya Hassan banede vejen i “år 0”.

Helin Erdem griber momentet, for nu kan alle se, “når der mangler en brun på scenen.” Men hun er også del af kulturbranchen, og det får hende til at føle sig som “en dansende abe” i en af forestillingens klareste scener. Her er der meget mere på spil end den latente trussel om at blive etnisk profileret. Bibliotekaren fra Sorø har – med Ditte Hansens stemme – ikke engang penge til at betale Helins transport til den woke-talk, hun har sagt ja til at stille op til som det brune indslag. Funny (og sad), because it’s true.

Hvidhedens reelle paradoks

Om trickseren nogensinde for alvor smider sin jokerhat, er svært at sige. En form for lowkey-ærlighed opstår, da hun for anden gang svarer på de samme spørgsmål om livets mening – for kort forinden sad meningen i et par “store, fede patter” kombineret med Britney Spears-hop og outfit. Senere falder også bagtæppet med barneportrættet ned og en todelt scene-bagvæg sætter rammen for det afsluttende sangnummer. Kendtheden er i hus, nu starter nok kampen for et eksistentielt ståsted.

Det er frem og tilbage, fra side til side i en uafgørlig leg med den medierede virkelighed. En leg, der har alvorlige undertoner, men som er mest forelsket i det forbløffede grin. Hvad enten det udløses af kendisverdens forlorenhed eller den direkte italesættelse af hvidhed og brunhed, der især svirper, når den hvide instruktør nævnes igen og igen og mod slut også telefonisk coacher “sit kunstprojekt” Helin på rette vej.

Det kunstneriske teams hvidhed er et reelt paradoks, som ikke kun gælder denne forestilling om brunhed/diversitet – eller forestillinger i det hele taget. Ellers er tematikken jo ikke specielt ny. Ud over den nævnte Yahya Hassan kunne Hassan Prieslers forestilling Brun mands byrde (2014) nævnes som en mere direkte forgænger på feltet, der formår at væve etnicitet med kultur/kendisbranchens udfordringer. GRWM er et ganske underholdende bud i genren henvendt til nye generationer.