★★★☆☆☆ Jobbet — psykologens sofa som kampplads

Teatret Svalegangen og Himmerlands Teater kaster sig med Jobbet ud i paranoia og kampen om kontrol på psykologens sofa, men falder desværre flere gange ned fra den. 

Mia (Rosemarie Mosbæk) begynder sin første psykolog-session med at rette en pistol mod sin terapeut. Måske ikke lige den allerbedste måde at indlede et samarbejde om en evaluering, der skal få hende tilbage på arbejdspladsen. En uheldig start på et møde mellem to, der på hver deres måde forsøger at gøre verden til et sted, man kan holde ud at leve.

Jobbet bliver til 90 minutter i en krampagtigt gidseltagning, hvor mange emner tages op… rigtig mange emner. Alt fra boomere og tech-giganter til abort og mobiltelefoner får en tur gennem generationskløftens vridemaskine. Det er dog også spillet mellem Rosemarie Mosbæk og Erik Viinberg, der får os til at hænge på, til trods for, at scenografien ikke overlader dem meget at gøre med.

Det satans job

Mia arbejder for en tech-virksomhed, hvis navn hun ikke tør ytre, men det lyder lidt som “Goo…”. På én gang er hun paranoid over, om de lytter med, og på samme tid hylder hun den digitale frigørelse. Langt inde i stykket viser det sig dog, at hendes arbejde for giganten ligger langt fra kundepleje. 

Mia er en af dem, der sørger for, at det internet, vi møder på vores skærme, ikke indeholder noget stødende eller traumatiserende. Det vil sige: Mia ser alt det, vi ikke må se! Så det er måske ikke så mærkeligt, at hun en dag får et sammenbrud og sendes til psykolog.

Hendes modspiller, den ældre psykolog (Erik Viinberg), er helt igennem velmenende og stiller alle de rigtige spørgsmål. Han presser hende ikke unødigt, før han selv bliver presset, og der opstår en interessant kamp mellem de to. Og hvem ved, hvilke traumer han bærer på?

En oplagt thriller, men…

Jobbet er fyldt med oplagt indhold til en psykologisk thriller, hvilket plakaten også bryster sig med, men det bliver aldrig rigtigt uhyggeligt. Dertil er der alt for mange komiske scener mellem de to hovedpersoner. Og hvor en smule humor kunne gøre de to mere menneskelige, så opleves det mere, som om vi griner ad dem.

Mias angstanfald minder mere om en studentikos skolefilm, og afbryder indlevelsen. Placeringen af handlingen i Californien virker ligeledes distancerende. Det kunne foregå hvor-som-helst, og dermed lettere komme ind under huden, i stedet insisterer Jobbet på sin geografiske placering, med dansk tale. Det hindrer det nærvær og den samfundskritik, der lægges op til. 

Hvor er det, vi skal hen?

Er det meningen vi skal underholdes med et plottwist? Er det indholdet i Mias mange dundertaler, vi skal tage med? Handler det om en generationskløft? Om det traumatiserende i en abort? Handler det om børneporno? Om tech-giganters magt? Det handler om så meget, der sprøjtes ud af gabet på de to karakterer.

Måske vil Jobbet dykke ned i, hvem der tager magten og sympatien i sammenstødet mellem generationer og på psykologsofaen. Hvem er den syge? Hvem udfører overgrebet? Hvor ligger vores sympati? I så fald er hele plottwistet med den åbne slutning hverken nødvendig eller bidragende. Tværtimod.