Ulvehøjen fra Limfjordsteatret er en teaterkoncert skabt over Sebastians syvende album. Lasse Popp og band leverer en dragende, sort og magisk præstation.
Du skal lede længe efter tonerne fra Ronja Røverdatter eller Hodja fra Pjort i Limfjordsteatrets nyeste teaterkoncert med musik af Sebastian. Forestillingen tager nemlig udgangspunkt i sangerens syvende studiealbum Ulvehøjen fra 1977, der for de fleste i dag vil forekomme mørkere og med færre kendte melodier end de foregående.
Og tak for det. For Ulvehøjens melankolske og mørke univers passer perfekt til Lasse Popps dragende og rå stemme. Som i teatrets tidligere forestilling Træt lever og tungt hjerte – over Tom Waits sange – er Lasse Popp forestillingens overrumplende midtpunkt. Med sprællende arme og insisterende øjne bevæger han sig mellem manisk vildskab blandt andet i sangen Vintervise og melankolsk tungsind i sangen Sort marcipan.
”Politik er kedeligt. Politikerne meget værre. Det slet ikke meningen, du skal være interesseret. De skal have fred til at regere, over hovedet på enhver”, vrænger han ud mod publikum.
Her 40 år efter lyder den pointe stadig lige aktuel, ligesom der er noget vedkommende og almengyldigt over sangen om de ensomme på Ulvehøjen, eller de mennesker vi møder i Mediemassøsen. De gemmer sig selvtilstrækkeligt under eget tag fra den grusomme virkelighed udenfor, som i glimt kan opleves på skærmen.
Samtidigt er det forfriskende, når et musikdramatisk værk afstår sig fra at tvinge en pseudofortælling eller et samlet tema ned over materialet. Her er ingen udviklende handling fra start til slut. I stedet fortolkes HELE albummet, og Lasse Popp og band mestrer da også de små historiefortællinger i sangene undervejs. Som når roser pakkes ind i stanniol i Laila-La og stemningen pludselig skifter til en drenget og kejtet flirt med publikum.
En enkelt scenografisk baggrund skaber universet. Men med animationsvideoer, der tager os med i skoven, ud til havet, op på højen og ind på baren, skabes der et enkelt og overbevisende sammenspil i udtrykket. Lasse Popp virker ensom, som han sidder der på en høj kasse eller en badebro, mens hele bandet bag ham springer i vandet i videoen.
Men midt i den mørke stemning er der masser af liv, og både Lasse Popp og det velspillende orkester UMPAS befinder sig tydeligvis godt i universet. Sune Pors Andersen, Simon Skov, Mads Brander Fjeldvig og Bastian Popp er energifyldte og skaber effektfulde temposkift. Spillende på skraldespandslåg, hoppende ud af et skab, dansende til balkanrytmer eller bare i stille musikalsk symbiose.
Lasse Popp står på scenen. Og så springer han med samlede ben op på en kasse. Skuer ud over salen og ’hyler’ på Ulvehøjen. Dragende. Overbevisende. Cool.
