Den forøgede mængde af nutidens forestillinger, der kun svært lader sig rubricere, er ikke blot et udtryk for forandringer inden for scenekunsten. De er ét blandt mange tegn på, at kulturens mønstre generelt er forandrede. Man kan faktisk hævde, at blandformer er den dominerende norm, kulturen udtrykkes gennem, og at fornyelse og originalitet i dag mere går på, hvorpå vidt forskellige, men allerede kendte elementer bringes sammen, end på formel nyskabelse.

Ny-cirkus er et godt eksempel på, hvordan disse mekanismer fungerer. Her er det de traditionelle cirkusdyder, artistens oldgamle håndværk, der indsættes i en teatral ramme, som henter sin inspiration fra såvel avantgarde-teatret og performancekunsten som billedmedierne. Samtidig inddrages ofte populærmusik, samt en scenografi og lyssætning, der mest ligner den man kender fra en stadionkoncert. En konsekvent æstetisk udformning, i form af en sammenbindende kunstnerisk idé, indsætter artistnumrene i et fiktionsrum, der er præget af sen-modernitetens blanding af kaos og koncept, og derfor i en kontekst, der markant påvirker, hvordan man kan ”læse” dem.

Rødder og udvikling

Ny-cirkus har sine rødder i Frankrig, hvor de første ensembler opstod i begyndelsen af 1970’erne. Grupper af yngre folk både skuespillere og siden elitesportsfolk mfl., (gen-)opdagede akrobatikken og artisteriets kraft, når det indgik i mere teatrale kontekster end tilfældet er i traditionelt cirkus. I løbet af 1980’erne etablerede ny-cirkus sig som en selvstændig cirkusform, der havde rødder i både klassisk artistkunst og i gruppeteater og performance. Med åbningen af en ny cirkusskole uden for Paris (på initiativ af daværende kulturminister Jack Lang), og siden i Montreal i Canada og mange andre steder, hvor nye generationer af revolterende artister blev trænet både i de traditionelle færdigheder og i forskellige teatrale udtryksformer, cementeredes ny-cirkus.

Det har nu spredt sig over det meste af verden ikke mindst på grund af den enorme udbredelse, som fx det canadiske mega-foretagende Cirque du Soleil har fået, men også gennem mindre kommercielle cirkuskompagnier som de franske Archaos og Cirque O og australske Circus Oz.

Kernen i genren er altså, at kombinere de klassiske artistfærdigheder (jonglering, akrobatik, balance osv.) med en kontekst, der minder om teatrets, hvor kostumering, lys, lyd og dramatisk progression i en eller anden form er bærende. Internationalt taler man ikke længere om ny-cirkus, men om Contemporary Circus, nutids- eller samtidscirkus. Dermed slås det fast, at der både er traditionelt cirkus, som typisk er det klassiske omrejsende teltcirkus, med en relativt fast fremtoning med konventionelle, afrundede numre og stjerner på plakaten; og et nutidscirkus, der er i tættere samklang med sin egen tid, og er åben for at indoptage alle mulige impulser fra det samfund, det er en del af.

Genren der lever af at overskride grænser

Ny-cirkus som genre drives på den måde af en række skred. Eller overskridelser. For det første er der tale om en overskridelse af det klassiske skel mellem fin- og massekultur. Ved at insistere på en formel sammenhæng, et koncept, inddrages kunstens måde at organisere materialet på, men selve materialet, nemlig de artistfærdigheder, der er udviklet gennem århundreder, er nærved uforandret.

For det andet krydses de mere slørede grænser mellem genrerne. Ved at låne strategier hentet fra fx billedkunst og teater, bliver ny-cirkus som genre langt mere rummelig, end det traditionelle cirkus har været det i det seneste halve århundrede. Ind imellem måske så rummeligt, at man kan diskutere om det overhovedet kan dækkes af betegnelsen cirkus.

Resultatet er derfor forestillinger, som kan aflæses på mange måder, som kan tilfredsstille mange forskellige interesser, og som indeholder både muligheden for refleksiv fordybelse og umiddelbar, sanselig fornøjelse. Det er måske en væsentlig del af forklaringen på ny-cirkus’ støt stigende popularitet, og dets udbredelse fra franske forstadsghettoer til Las Vegas’ mest prangende hoteller.

Oplevelsen af ny-cirkus i opgøret med det traditionelle

Det traditionelle cirkus’ bærende idé er fremvisningen af sensationer. Altså eksplosioner af påvirkninger, der er fokuseret mod en bestemt oplevelse, hvor sanserne sættes under pres: når elefanten stryger lige forbi dig, så mærker du lugten. Når trapeznummeret bliver rigtig farligt suger angsten i maven. Og når klovnen bearbejder dig, så lever hele kroppen med, når han falder over sine ben, smider med vand eller spiller på en lille bitte trompet. Hvert nummer har sit indsatsområde.

I ny-cirkus handler det om sanselighed. Om at opbygget et helt, selvstændigt univers i forestillingen, hvor elementerne spiller sammen, kompletterer hinanden, og ikke splitter mennesket op, men i stedet forsøger at tale til hele kroppen og hele perceptionsapparatet.
Forskellen er simpelthen at finde i den kunstneriske intension, snarere end i virkemidlerne. Artistkunsten er grundlæggende den samme. Det er kontrol, timing, træning, styrke og balance, der driver artisten – og dermed de samme parametre, som enhver anden scenekunstner, fra danser og operasanger til standup-komikere.

Opgøret med det urørlige

Den franske cirkusforsker Jean Michel Guy har slået fast, at fornyelsen af cirkus har formet sig som et opgør med fire af det traditionelle cirkus’ grundpiller.

Det er for det første “afskaffelsen” af numre med dressur af vilde dyr. For det andet sættes den konsekvente brug af cirkustelt og cirkusmanege til debat. For det tredje indfører det nye cirkus en ny dramaturgi, hvor forestillingen altså ikke former sig som en strøm af sensationer eller højdepunkter. Og for det fjerde arbejder man ligeledes med en æstetisk mangfoldighed i modsætning til det konventionelle cirkus’ fremtrædelsesformer, hvor alt på en måde er forudbestemt helt ned til farven på klovnens næse. Det er ved at lege med disse ting, at det nye cirkus for alvor adskiller sig fra det traditionelle.

Animal Religion med forestillingen FANG spiller på Copenhagen Circus Arts Festival denne uge. Pressefoto

De fire brud med traditionen sætter ind på afgørende punkter i forhold til den oprindelige oplevelse af cirkus. Afvisningen af de eksotiske dyr, tager hele det element af kolonimagt og civilisation af laverestående væsener ud af forestillingen, som det klassiske cirkus også repræsenterer, og peger dermed mod en meget mere nutidig omverdensforståelse. Desuden er fx angsten ikke længere reel som angst for egen krop, fordi dyrene faktisk kan angribe, men overført fra artistens udsætten sig for risiko.

Læs også: Tjek hvad du kan se på Copenhagen Circus Arts Festival

Opgøret med den statiske organisering af forholdet mellem “scene og sal”, ved opløsningen af konventioner om manege og telt, er der også tale om et opgør med den nivelleringstanke, der ligger bag denne demokratiske organisering. Dermed etableres muligheden for et regulært teatralt møde mellem optrædende og publikum, og ikke mindst for nye og anderledes relationer.

Med den nye dramaturgi flyttes fokus fra det enestående individ til den enestående oplevelse, fra overmennesker, der skal beundres, men hvis status er uopnåelig, til mennesker der er forbilleder men som også netop er menneskelige – med følelser. Og samspil bliver en vigtigere metafor end stjernespil, når det er den kollektive præstation, ikke den tredobbelte salto, der er i højsædet.

Denne lørdag viser festivalen forestillingen PLOCK! af GRENSGEVAL, hvor summende dåser, dansende maling og farverige lyde kombineres med en akrobatisk maler. Pressefoto

Sidst etableres et univers, der spejler den realitet, som hersker udenfor forestillingen. Den multiæstetiske tilgang, der søger at skabe et originalt udtryk ud af allerede kendte elementer, peger mod individualitet og sammenhæng i ét greb.

Dermed kommer ny-cirkusforestillingerne efter min mening til at stå som symbol på nutidens mulighed for (og krav om) simultan fordybelse, fornøjelse, fleksibilitet og multi-funktionalitet. De er på én gang moderne og traditionelle og de åbner mulighed for at tilskueren selv – alt efter ståsted – kan definere, hvad de betyder. Eller med andre ord: alt efter smag kan man opleve forestillingerne som såvel kunst som underholdning, ceremoni eller ritualer, social begivenhed eller sanselig sensation. Det er dér fascinationskraften og muligheden for revitaliseringen af cirkusformatet for alvor ligger.

På Copenhagen Circus Arts Festival fra 25. - 31. marts 2019 kan du opleve en række nycirkus-artister. Se hele programmet her: www.dansehallerne.dk/forestilling/copenhagen-circus-arts-festival