Fysisk teater om alderdom er både medrivende og morsomt, men mangler den fortællemæssige røde tråd, der kan samle de mange flotte optrin.
Ved sceneindgangen bliver vi mødt af to krumbøjede herrer; klamrende sig til deres gangstativer, iklædt slåbrok og hvide underbukser hilser de hvert enkelt publikum velkommen med et rystende håndtryk. Mens publikum finder sine pladser, gør de to ældre mænd det samme. Med møje og besvær får de slæbt sig selv og deres gangstativer op ad publikumsopbygningen og mast sig ind imellem publikum. Men da det går op for dem, at de jo egentlig skal på scenen, må de igennem den samme mølle igen.
Gamle mænd i unge kroppe
Forestillingen er en fysisk fortælling om alderdom og forfald i en satirisk leg med kroppen og de mange skavanker, der følger med alderen.
På scenen folder danserne sig ud en i en række groteske, rørende og satiriske slagkraftige bud på kroppen og dens forfald. Forestillingen er bundet sammen af en række enkeltstående optrin med referencer til verdenshistorien, helt fra universets skabelse, til renæssancen og videre til 1950’erne. Noget tyder på, at det hele er ét langt flashback, en hallucination – eller måske et helt liv?
Her i form af kroppe, der mødes, som fx den fysiske brydekamp, hvor tre kraftfulde og stærke dansere kæmper i koreografier, der bringer associationer til klassiske renæssance-kunstværker. En kamp, der udfoldes som en slowmotion jagt-sekvens efter en lysende pære til tonerne af Händels bombastiske Lascia Ch’io Pianga, og to dansere kørende rundt på el-scooter og med lampeskærme på hovedet – er det mon den sidste flamme, der snart skal slukkes? Mens en mystisk lysende pære, der flere gange dukker op i forestillingen, kan være ungdommen og skønhedens tabte lys. En tilstand vi længes efter, men ikke kan få!
Grib livet hvor end du er
De mange enkeltstående scener krydres med musikalske indslag, som understøtter budskabet, som fx når musiker Alice Carreri med jazzfraseringer og fyldig klang fortolker Liva Weel-klassikeren I det korte liv hvor “den drømmeløse søvn, kommer før vi tror”. Døden skal vi alle møde, og den kommer hurtigere, end vi regner med, også for forestillingens karakterer. Det er vel egentlig det, forestillingen handler om; at gribe livet, ligegyldigt hvilket livsstadie, man befinder sig på.
Ingen tvivl om at det er underholdende at se med på de mange imponerende og fysiske flotte fortolkninger af kroppen og aldring. Det er morsomt, medrivende og budskabet er vedkommende – men forestillingen mangler en fortællemæssig rød tråd for helt at nå i mål.
