Del

Nye TV- og internetformater inddrager virkeligheden som et sandhedsfaktum, mens ’almindelige’ mennesker får lov at fylde mediefladerne med gode råd og anekdoter i et væld af fortællinger fra deres hverdag og inderste følelsesliv. Men fra Aarhus Universitet lyder analysen, at der til syvende og sidst ligger en stor portion iscenesættelse og teatralitet bag fænomenerne, som forhindrer det ’virkeligt virkelige’ i at træde frem. Men hvad er den virkelige virkelighed anno 2018 egentlig, og hvorfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad der er hvad? Cille Melgaard folder sit speciale ud i ISCENEs nye format ‘Akademisk indblik’.

Iscenesættelserne af det virkelige og autentiske findes efterhånden alle steder, men hvad er det for en virkelighed vi får? I teatret er det især indenfor virkelighedsteatergenren, at dagligdagen og iscenesættelsen forenes. En undergenre til virkelighedsteater er borgerteatret, som karakteriseres ved, at det er ’almindelige’ mennesker – altså ikke professionelle skuespillere – der står på scenen og fremfører deres egne personlige historier og erindringer. Det kunne man blandt andet opleve på Borgerscenen på Aarhus Teater (2014-2016) i forestillingen Fædre (2015), hvor seks mænd og én kvinde stod på scenen som sig selv, og fremførte dele af deres egen personlige fortælling om at være far, søn eller datter.

På internettet er det blandt andet YouTube.com der står for eksponeringen af de ’almindelige’ mennesker. Formatet vlog (en sammentrækning af ordene ’video’ og ’log’) er i løbet af de seneste år blevet en betydelig garant for det virkelige liv på nettet. Her filmer (flest) unge mennesker sig selv, i en form for dokumenterende videodagbog, imens de ellers lever deres almindelige hverdagsliv, hvor de spiser morgenmad, går i skole, tager på café, hænger ud med vennerne og går tur med hunden. Den 19-årige ‘YouTuber’ eller ‘vlogger’, Kristine Sloth, er ét af disse unge mennesker, der lever af at dele sit private hverdagsliv med offentligheden. Siden 2013 har hun lavet videoer på sin YouTube-kanal, som i dag har over 216.000 abonnenter. Både i virkelighedsteatret og i vloggen er det altså en redigeret virkelighed vi får serveret.

Den iscenesatte vej til at vise virkeligheden

Både borgerteatret og vloggen tager udgangspunkt i det ’almindelige’ menneske og det ’almindelige’ liv, hvor det er den personlige historie, der er i højsædet. Men begge formater er også underlagt en uundgåelig iscenesættelse for at formidle netop det ægte, almindelige og autentiske.

I Fædre er iscenesættelsen en vigtig og tydeligt italesat del af oplevelsen. Selvom de medvirkende i forestillingen står på scenen som ’sig selv’ og deres historier er så ægte, som de kan blive, er de uundgåeligt en del af en scenisk fiktion, hvor netop scenografi, musik, kostume og arrangement er en vigtig medspiller i at skabe og understrege de autentiske fortællinger. Her er det især tvivlen om, hvad der egentlig er virkeligt og hvad der er opfundet i mødet mellem virkeligheden og iscenesættelsen, der driver forestillingen og samtidig skaber ‘autenticitetseffekter’.

I vloggen er iscenesættelsen tilsyneladende en mindre ønsket del af konceptet. I stedet for som på Borgerscenen at fremhæve det teatrale og iscenesættelsen og aktivt bruge den som en medspiller, søger vloggerne nærmere at skjule enhver form for kunstighed. Vloggen vil præsentere virkeligheden og ikke repræsentere den. Det ses blandt andet i de æstetiske valg, hvor der som regel kun anvendes naturlig belysning, real lyd og der filmes i virkelige eller ’naturlige’ omgivelser, såsom vloggerens værelse, køkken eller skole. Men iscenesættelsen er uundgåelig. Som regel koges en hel dag ned til kun 5-10 minutter i en vlog, og der foregår derfor en streng udvælgelse af, hvad der skal filmes og hvad der skal klippes ud.

De ’almindelige’ mennesker i både vloggen og virkelighedsteatret placeres i en besværlig position, hvor de både skal være sig selv og en iscenesættelse af sig selv. De skal være private og offentlige på samme tid. I denne position er det en umulighed ikke at sammenblande det autentiske og det teatrale, og længslen efter det virkeligt virkelige, bliver derfor aldrig helt forløst i disse formater. Netop den konstante blanding af teatralitet og autenticitet kan være en afgørende årsag til den store sult efter det ægte autentiske.

Medialiseret virkelighed

Det er indlysende, at de rene autentiske oplevelser ikke kan opnås, når teatralitet og iscenesættelse bliver indblandet. Men alligevel er det ikke så enkelt. Virkeligheden, og forståelsen af den, har nemlig udvidet sig i takt med, at de digitale og sociale medier har gjort deres indtog i vores hverdag til også at indbefatte det medierede. Virkeligheden er så at sige blevet ‘medialiseret’. I denne virkelighed er det i høj grad medierne, der bestemmer, hvordan vi opfatter og orienterer os i verdenen. Det betyder, at opfattelsen af virkeligheden som en simpel påstand om nærvær, er blevet udfordret, fordi den digitale virkelighed indbefatter meget mere end den blotte tilstedeværelse.

På trods af at de sociale og digitale medier efterhånden er blevet en naturlig del af virkeligheden, sker der alligevel noget med det ’almindelige’ liv, når det fremstilles på disse platforme. Det enorme fokus på det ’almindelige’ liv og ’almindelige’ mennesker i kunsten såvel som i populærkulturen har ikke været tilstrækkelig til at stille den umættelige sult efter det autentiske, virkelige og ægte. Tværtimod. De sociale medier har på mange måder været med til at udbrede teatraliteten i vores dagligdag. På grund af de digitale mediers indtog i og overtagelse af hverdagen kan man argumentere for, at teatraliteten rent faktisk har fået en ny spilleplads at udfolde sig på. Medierne har påvirket den generelle opførsel, som er blevet ført mod selviscenesættelsen, og relationerne til andre mennesker har ændret sig i takt med, at de digitale medier har taget over.

Selvom formater som vloggen og virkelighedsteatret forsøger at stille vores autenticitetssult ved at fremstille ’almindelige’ mennesker, der formidler deres eget liv og deres egen fortælling til offentligheden, har det i det store hele den modsatte virkning. Teatraliteten udfolder sig, og opfattelsen af samtidens kulturproduktioner opfattes i stigende grad som overfladisk og falsk – en opfattelse der kun forstærkes, når virkeligheden og iscenesættelsen kombineres i produktioner af ’real life stories’.

På den ene side indbefatter virkeligheden og opfattelsen af den altså både det medierede, det teatrale og det autentiske i dag. På den anden side vil denne udvidede forståelse af virkeligheden måske forhindre oplevelsen af det rent autentiske foruden iscenesættelse i nogensinde at finde sted igen. Men vi skal blive ved med at søge.

Fædre på Borgerscenen på Aarhus Teater 2015. Foto: Anna Marín Schram

Det postfaktuelle samfund – en ultimativt iscenesat virkelighed

I en tid hvor det teatrale og det autentiske uden problemer kan optræde sammen, og på mange måder er afhængige af hinanden, kan det være svært at skelne det virkelige fra det udelukkende iscenesatte. I nogle henseender kan det være ligegyldigt, om man kan gennemskue, hvad der er virkeligt og hvad der er iscenesat. Både i vloggen og i virkelighedsteatret er det eksempelvis ikke en afgørende faktor, for her ved vi, at det teatrale og autentiske optræder sammen og væver sig ind i hinanden.

Selvom det ikke skader noget, at vi ikke kan gennemskue, hvad der er ægte og hvad der er fiktion i vlogs og virkelighedsteater, kan man alligevel ved hjælp af formaterne sige noget mere overordnet om samfundet og samtiden. På et større plan kan det være altafgørende, at vi er i stand til at vurdere, hvad der er iscenesat og hvad der er virkeligt. Når teatraliteten bevæger sig ind på områder som politik og økonomi, kan det nemlig have alvorlige konsekvenser. Hvis vi ikke er i stand til at tyde, hvad der er sandt og falsk på disse områder, er der risiko for at en postfaktuel tilstand opstår. I sådan en tilstand erstatter faktuelt misvisende fortællinger kendsgerninger som grundlag for politisk debat, meningsdannelse og lovgivning. Med andre ord: sandhed og fakta erstattes med de pure opspind.

Tendensen med at det er acceptabelt at iscenesætte og vinkle sandheden, hvis det kommer sagen eller målet til gode, er en afart af teatraliteten, som er en trussel for demokratiet. I det postfaktuelle demokrati opløses respekten nemlig for den faktuelle virkelighed i magtkampens hede, og virkeligheden produceres og konstrueres af dem, som har magten og midlerne til at gøre det.

For at undgå en postfaktuel tilstand må vi derfor blive ved med at søge efter det virkelige, sande og autentiske. Det gør vi blandt andet i kunsten, som stadig udgør et offentligt rum for refleksion, hvor vi kan mødes og udveksle meninger om samfundets bedste. I en forestilling som Fædre opbygges en kollektiv identifikation, hvor publikum midlertidigt kan sætte parentes om sine private og personlige interesser. En forestilling som denne der i høj grad leger med grænsen mellem virkelighed og iscenesættelse, er et bevis på, hvordan samspillet mellem autenticitet og teatralitet i nogle tilfælde kan styrke hinanden, og hjælpe os på vej i vores fortsatte søgen efter det ægte, virkelige og autentiske.

Læs hele Cille Melgaards speciale her:

Artiklen er baseret på cand.mag. i Dramaturgi, Cille Melgaards speciale om virkelighedsfremstillinger i teatret og på de sociale medier.