I Jon R. Skulbergs koreografiske musikværk For Ever Four Seasons spørges der ikke Hvis, men konstateres Når verden går under. De sidste livskramper er butohsk koreograferet. Det er smukt og grumt. Desværre skal vi tage skylden på os i anden halvdel af forestillingen, og det bliver banalt og bibelsk.

På lyd- og lyssiden bliver vi allerede lagt i graven, inden vi har set den første bevægelse på scenen. Heftig dødsmetal i bælgravende mørke gør, at man næsten kan høre growling for sit indre øre. Urlyden mellem dødsrallen og fødselsskrig. Volumen er så høj, at det må være et wake-up-call til noget vi ikke vil se. Og så stilhed! Langsom lys på scenen afslører, at publikum – ligesom den sortklædte skikkelse på scenegulvet – er fuldkommen stivnet. Er han bare blevet smidt der i hjørnet af den hvide firkant? Hans krop er twisted som et vulkanlava-offer fra Pompeij eller Tjernobyl et eller andet sted i historien, hvor hele civilisationer for evigt blev ødelagt på sekunder. Hvor al kultur og natur konkurrerede og døde. Måske er han et væsen fra fremtidens ukendte Blade Runner-univers i sin Kenzo/Vibskov-uniform? På publikumsrækkerne tør vi ikke røre os ud af flækken. Ikke før skikkelsens sortklædte fødder rører på sig i forkrampede småbitte tics.

For Ever Four Seasons på Bora Bora under Aarhus Festuge. Foto: Søren Kjeldgaard

Sådan starter For Ever Four Seasons med et stillbillede af et goldt afterlife i det fjerneste hjørne. Den moderne minimalistiske meditationsmusik blev spillet af verdens sidste cello. Lydsporet bliver måske lidt for filmisk uden den knitren som danseren Kenzo Kusuda kan med sin krop.

Alle danseteatrets virkemidler er dikotomisk skarpt opdelt i hvid og sort, lys og mørke, larm og stilhed, alene og sammen, blind og ser. Bevægelse og død. Der er ingen nuancer. Vi er vidner til langsomt fremkaldte æstetiske billeder af overlevelse.

Den første, vi møder, er en mand, der kæmper sig tilbage til sin organiske krop, som en havfrue på glasskår, op ad en smuk lysende væg. Den anden er en kvinde, eller en robot, der bogstavelig talt er firkantet, og må genstarte sine lemmers funktioner, men finder poppede tragikomiske reminiscenser fra gangnam style. Det er ikke så sjovt som det lyder, det er trist. Hun er så ensom. Hun bebrejder publikum med sit døde ansigt i sneglefart.

For Ever Four Seasons på Bora Bora under Aarhus Festuge. Foto: Søren Kjeldgaard

Da de to mødes opstår der næsten et gammeltestamenteligt spændingspunkt. De mødes jo i Helvedes forgård ikke Paradisets have. Er det for sent eller er der håb endnu? Det vigtigste spørgsmål et menneske kan stille sig selv.

Første del af forestillingen giver håb – det som Kenzo Kusuda presser sine lemmer til er kropsligt umuligt og så sindssygt spændende og olympiadisk smukt, at vi hepper. Sidste del spænder ben for sig selv. Performer Marianna Kavallieratos alt for langsomme, forudsigelige diagonale robot-bevægelser til et lydtæppe af realkrig i storladen soundtrack bliver for meget. Eller for lidt. Jeg står af på den direkte anklage, den løftede pegefinger, og mister den empati første del byggede tålmodigt op. Den apokalyptiske forudsigelige dramaturgi og den meget konkrete historie kan ikke afløse de grimme og grumme umærkelige livskramper, som findes i Kenzo Kusudas dansekrop. Jon R. Skulbergs koregrafi er præcis og hans iscenesættelse er sort-hvid som lyssætningen.

Koncept, koreograf, lys, scenograf: Jon R. Skulberg
Producent: Lene Bang
Komponist og lyddesigner: Kristian Hverring
Komponist og musiker: Soma Allpass, Lil Lacy
Performer: Marianna Kavallieratos
Danser: Kenzo Kusuda
Dramaturg: Astrid Hansen Holm
Modedesigner: Mads Dinesen
Kommunikation: Kirstine Bauning
Bora Bora – Dans og visuelt teater

Spilleperiode: 4.-7. september 2019
Som en del af Aarhus Festuge (Læs om festugen her)
Læs mere om forestillingen her