Del

Queens
4.-25. feb 2020
bl.a. Osramhuset på Nørrebro, se fuld turnéplan

danskdansk er atter på banen med en underfortalt kvindehistorie. Denne gang handler det om de minoritetskvinder i Queens, som instruktør Sandra Yi Sencidivers savnede at kunne spejle sig i som ung. Det er en helt basal vigtig historie, som har fine momenter trods ujævnhed i fortælleformen. 

Instruktør Sandra Yi Sencidiver fortsætter samarbejdet med den norske dramatiker Camera Lundestad Joof. Parret stod også bag Ikke uden min mor om mor/datterforhold fra 2018, der fortsat turnerer. 

Denne gang har de kastet sig over minoritetskvinder, der sandt for dyden ikke har megen taletid på hverken scene eller lærred i dette land. En af forestillingens bærende pointer er, at minoritetskvinder ikke er én ting. Det burde være indlysende, men igen – det er nok nødvendigt at sige det højt eller rettere at vise det, som Queens lykkes ganske fint med. 

QUEENS
QUEENS danskdansk. Foto: Per Morten Abrahamsen

Vi møder tre kvinder, der er barndomsveninder, men ellers forskellige, som folk er flest. Amira Jasmina Jensen spiller den gifte, muslimske økonom med middelklassebaggrund, der har styr på tilværelsen, men skammer sig (lidt) over ikke at være aktivist. Det er klubpædagogen spillet af Marie-Lydie Melono Nokouda så til gengæld. Hun kæmper både for sin farve og sin queer seksualitet, og lidt med sin hvide kæreste, som hun måske skal have barn med. Den tredje minoritetskvinde spillet fremragende af Ellaha Lack er både 12-talspige og musikertalent. Hun vælger musikken fra til fordel for sin mors drøm om at blive læge – for hun skylder den hårdtarbejdende mor alt. 

Kvinderne står således vidt forskellige steder i deres arbejds- og kærlighedsliv, og når også omkring temaer som religion, racisme, karriere, kvotealibier, erotiske drømme, heterokvinder med lange negle og porno, som i forestillingens karakteristiske begavet-legende tone er ”mere feministskam end haramskam”. De vil ses og have lov til at være her. ”Pæne piger ændrer ikke verden”, lyder det, men straks lyder svaret: ”Hvem siger det?” Vejen og kampen er ikke den samme. 

QUEENS
QUEENS danskdansk. Foto: Per Morten Abrahamsen

Det hele foregår i og omkring en stor seng, mens de tre veninder gør sig klar til en aften i byen, og forestillingen er – som Ikke uden min mor – en form for kabaret, hvor scener og musiknumre bindes sammen af en temabro, i dette tilfælde at være minoritetskvinde, men jo egentlig lige så meget at være veninde. Der er meget at være vred over, når man ikke er en bleg normaldansker, men kvindernes skænderier og omsorg for hinanden kunne langt hen ad vejen udspille sig i hvilken som helst etnicitet. Her danser man blot til andre toner – et af forestillingens virkelig gode greb er de stiliserede dansesekvenser, hvor vi konfronteres meget direkte af et andet sprog end den til tider pædagogiske tale. 

Queens er en fin, lille forestilling, men jeg må erkende, at jeg ikke er en voldsom stor fan af denne teaterform. Dertil bliver den for slingrende mellem indlevelse og foredrag. De tre kvinder spiller godt i en fint, flydende iscenesættelse og deres historier er vedkommende, men især Marie-Lydie Melono Nokouda har for mange tekststykker, der lyder som en lærebog i aktivisme/selvhjælpsbog. Det skurrer, hvor relevant det end måtte være. 

QUEENS
QUEENS danskdansk. Foto: Per Morten Abrahamsen

Omvendt er der ingen tvivl om, at formen rammer mange andre og har en stærk nødvendighed i sig. Vi mangler diversiteten af stemmer på scenerne og jeg vil til enhver – eller i hvert fald de fleste – tider hellere tages ved hånden ind i Joof og Sencidivers sensuelle, insisterende universer, end råbes ind i hovedet af allerede frelste, lige meget hvilken majoritet eller minoritet, de repræsenterer.

Læs mere om danskdansk her

danskdansk har eksisteret siden 2009 og skaber forestillinger, der afspejler samfundets mangfoldighed og giver plads til stemmer, perspektiver og historier, som udskifter stereotyper, fordomme og klichéer med mennesker af kød og blod. På den baggrund håber danskdansk, at publikum kan mødes i ligheder og lære af forskelle. danskdansk er ledet af Sandra Yi Sencindiver, der selv kom til Danmark som niårig med koreansk-amerikansk baggrund.

Dramatiker: Camera Lundestad Joof
Instruktør: Sandra Yi Sencidiver 
Scenograf: Sir Grand Lear
Lyddesigner: Karen Duelund Guastavino
Kreativ producent: Christine Worre Kann
Idé & koncept: danskdansk
Medvirkende: Marie-Lydie Melono Nokouda, Amira Jasmina Jensen og Ellaha Lack