Selvom alle romaner ikke skal på scenen, kunne Edouard Louis Voldens historie nok godt have klaret transformationen. Det havde dog krævet en gentænkning af romanens fortællestruktur, der direkte overført trækker energien helt ud af den ellers så aktuelle stigmatiseringshistorie.
”… når du længe kigger i en afgrund, kigger afgrunden også ind i dig selv…, lyder det brudstykke af et Nietzsche-citat, som i munden på den formodede overgrebsmand Reda kunne være nøglen til En historie om vold. Desværre er det bare mest kedsomhed, vi stirrer ind i på Aveny-T, hvor det er lykkedes at dræne en voldtægtshistorie med eksistentielle og samfundsmæssige mellemtoner fuldstændig for energi.
Forestillingen er baseret på romanen Voldens historie af Édouard Louis, hvis debutroman Færdig med Eddy succesfuldt blev sat på scenen i 2018 i Anna Balslevs tempofyldte og momentvist karikerede instruktion. Så det er forståeligt, at Aveny-T har sikret sig rettighederne til Louis’ anden roman. Men Anders Lundorph, der tidligere med stor elegance har omsat både børnebogsklassikere og Hollywoodfilm til scenen, rammer simpelthen ikke skiven eller måske nærmere tonen denne gang.
Vold og vinkler
I romanforlægget er det et virkningsfuldt greb, at historien fortælles af voldtægtsofferet søster, mens han selv lytter i skjul. Fortællekonstruktionen understreger den symbolske vold, som i familien – og samfundet i kraft af læger og politi – spejler overgrebets fysiske vold. Offeret Edouard oplever at være stigmatiseret af sine nærmeste pga. sin seksualitet, og han identificerer sig derfor også lidt tvetydigt med sin overgrebsmand, og oplever institutionernes undersøgelser som symbolsk vold, der tager hans krop fra ham.
Det er i romanen en interessant, flervinklet måde at fortælle historien på, men på scenen bliver det bare tungt, at søster løbende skal ind og gentage det, vi ser – eller allerede har hørt. Generelt er det en tung og meget socialrealistisk iscenesættelse, der fortæller 1:1 uden spændstighed og uden at bruge de forskelligheder i tone, som romankonstruktionen tilbyder. Nu, hvor man jo har valgt at tage den struktur med over på scenen.
Få greb bryder med den socialrealistiske tone, primært når projektøren bogstavelig talt er rettet mod publikum. Lyset i salen er tændt i starten, hvor Edouard manisk gør lejligheden og sig selv ren efter overgrebet. Det tændes jævnligt undervejs. Hvorfor? Så vi kan studere afgrunden i os selv? Vores stigmatiserende tendenser og #metoo-tilbøjeligheder? Så vi kan fornemme ubehaget ved at blive udstillet? Jeg ved det ikke, men fandt grebet lige så klodset og irriterende som stort set alle de 117 gange, det er blevet brugt i andre forestillinger.
Der er én god scene i En historie om vold. Det er overgrebet, som er brutalt og voldsomt ubehageligt at se på, men samtidig fanger de nuancer, der er fortællingens kerne. Stigmatiseringen af andre og os selv, og volden, som vi kan vælge til – eller fra. Voldsparatheden og selvhadet er latent i os, spørgsmålet er, hvordan vi svarer på det, vi ser i afgrunden. Scenen kommer sent i forestillingen, og da var jeg for længst tabt bag den fodslæbende mangel på energi.
