Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater har i samarbejde produceret danseforestillingen The Danish Girl, der bygger på den danske transkvinde Lili Elbes historie. Desværre forløses det enorme potentiale, som både dansere og historie indeholder, aldrig for alvor i koreografien.
Seks forrygende dansere fra Holstebro Dansekompagnis ensemble medvirker i Tim Rushtons iscenesættelse af The Danish Girl. Heriblandt Bjørk-Mynte Paulse, der selv er transkvinde, i rollen som Lili Elbe. Det er så autentisk, som man overhovedet kan ønske sig, men alligevel bliver forestillingen aldrig for alvor rørende, for vi kan ikke mærke følelserne.
Smukt, men banalt
Hvis man ikke allerede kender historien om Lili Elbe og hendes hustru Gerda Wegener, er det vanskeligt at se og forstå deres kærlighed i Tim Rushtons iscenesættelse. Elena P. Nielsens Gerda er smuk med sin flagrende bohemestil, som understreges af de feminine, blødt glidende bevægelser, der kendetegner størstedelen af hendes koreografi. Og vi er heller ikke i tvivl om, at Lili Elbes krop og væsen stritter imod, når de andre dansere iklæder Bjørk-Mynte Paulse jakkesæt og herresko.
Da Paulse bevæger sig sammen med de øvrige dansere Jon Ipina, Jasmine Gordon, Matthew Rawcliffe og Mikkel Alexander Tøttrup – der også alle er iført jakkesæt i samme stil – brager Christian Tronhjems lydbillede ud mod publikum. Dybe, knagende, knasende lyde som af en isbræ, der kælver, fylder rummet, mens de fem jakkesætklædte dansere bevæger sig over scenen med skarpe, kantede bevægelser. De fremstår næsten karikeret maskuline og står i skarp kontrast til Nielsens rolige, kurvede bevægelser.
Scenen er letlæselig og isoleret set også virkelig smuk. Vi forstår, at Lili Elbe ikke hører til i det maskuline, men vi kan bare ikke se desperation eller mærke hendes indre kamp i koreografien, der kommer til at fremstå lidt for banal og karikeret.
Fra banalt til politisk
The Danish Girl er inddelt i to akter med tyve minutters pause i midten, hvilket virker lidt pudsigt, da første halvdel kun varer 30 minutter. Det føles, som om danserne aldrig for alvor får lov at komme i gang og vise, hvad de kan, før tæppet går for og lyset i salen tændes.
I andet akt sker et skifte fra det banale over til noget politisk. Her danses til speaks med udtalelser om det at være transkønnet. Sætninger som “En feminin person” og “Jeg ved, jeg er kvinde, og mere end det behøver jeg egentlig ikke,” afspilles igen og igen. Men disse speaks kommer til at fremstå lidt malplacerede. De bryder med stilen og især sidstnævnte udtalelse virker modsætningsfyldt ift. Lili Elbe. For det var jo ikke nok for hende selv at vide, at hun var kvinde. Hendes historie handler jo netop om, at hun også ville være den kvinde udvendigt, som hun følte sig som indeni.
Hele den resterende del af andet akt består af de kirurgiske indgreb, som udgjorde den sidste del af Lili Elbes liv. Iført hvide kitler kaster Jon Ipina, Jasmine Gordon, Matthew Rawcliffe og Mikkel Alexander Tøttrup rundt med Bjørk-Mynte Paulse, som var hun en kludedukke. De flår i hende fra flere sider og svinger hende rundt. Der er ingen tvivl om deres tekniske dygtighed, men i længden bliver det ensformigt.
Lidt ufærdigt
Visuelt er iscenesættelsen fængende. Sarah Falk Fredelunds sceneografi er lys og tiltalende. Indledningsvist fylder danserne bagvæggen med lærreder, som vi kun ser bagsiden af. En fin understregning af det liv med kunst, som Lili Elbe og Gerda Wegener levede.
The Danish Girl er ikke en mislykket danseforestilling, men den virker lidt ufærdig. Jeg savner, at de seks dansere får lov at vise lidt mere af den dybde og det talent for at fortælle med deres kroppe, som jeg ved, de indeholder. Og jeg savner at kunne mærke og se den dybe kærlighed mellem Lili og Gerda, som netop gør deres historie så smuk.
