Del

No Regrets

26. mar - 14. maj 2022

Teatret Svalegangen

Teatret Svalegangen har rullet grønsværen ud for et dyk ind i fodboldens machokultur, som den udfoldede sig i aarhusianeren Stig Tøftings karriere. Forestillingen har solgt oceaner af billetter, og bliver seværdig for andre end fans for isnende billeder af en karakter drevet af voldsparat vilje og den kultur, der stadig folder sig ud i andre arenaer end scenekunstens.

Dåseøl, diskokugle og Tina Turners Simply the best møder os på vej ind til julefrokost hos AGF. Klubben, der lokalt er elsket som ”de hviie” og som fungerer som en form for ankerklub for fodboldspilleren Stig Tøfting, der selv er kendt som ”plæneklipperen”. Scenen er effektivt sat til en dramatisering af hans selvbiografi No Regrets fra 2005.

Jeg skal spille i morgen

Vi sidder på længerne på tre sider af scenegulvet/banen, hvor de fem skuespillere opholder sig. På den sidste væg projiceres baggrundsstof og live-billeder op, så vi ofte ser Stig blive interviewet på gulvet og samtidig medieret på bagvæggen. Et enkelt greb, der fordobler den uundgåelige synlighed, der er følgesvend for de fleste sportsstjerner.

Et vilkår, der som en del andre ting, kan fremprovokere hovedpersonen Stigs heftige temperament. Vi er ikke på noget tidspunkt i tvivl om hans voldsparathed. Som en tikkende bombe angriber han livet forfra ud fra devisen ”Jeg skal spille i morgen”. Stig Tøfting var ingen elegantier, ej heller en gulddreng. Hans myte og budskab – som villigt deles af sportspressen – er og var, at han måtte kæmpe sig til resultaterne. ”Jeg løber, jeg træner, jeg spiller,” messer han. En sympatisk og såre realistisk nuancering af den glamourøse lethed, der står omkring stjernespillere i de fleste sportsgrene.

No regrets
No Regrets på Teater Svalegangen. Foto: Montgomery.

Det er kroppen, der arbejder

Alt drejer sig om fodbold, og så alligevel ikke. Et af forestillingens kernegreb er, at Stigs opmærksomhed splittes mellem karrieren, familien, de kriminelle venner – og mediernes kolportering af alle aspekter. Ligesom den underliggende karakterforklaring – farens mord på moren og efterfølgende selvmord – tilbyder krydspresset dele af en forståelse. Det bliver aldrig en offerhistorie og iscenesættelsens hastige krydsklippende tempo fortæller i sig selv mere om at være Stig Tøfting, end nok så mange psykologiske analyser kunne gøre.

Det er kroppen, der arbejder. Det er impulsen, der styrer. Det er den tynde linje mellem hyperfokus og kaos. Og så er det jo i dette tilfælde også en trænings- og omklædningsrumskultur, der danner en karakter. Jeg kan ikke selv prale af boldøje, men som mor til tre relativt talentfulde sønner har jeg tilbragt mange timer på kanten af det univers, der både rummer leg, konkurrence, kammeratskab, korruption og en virkelig hård tone. Det univers rammer No regrets rent helt ned til den forsmåede fan, der jævnligt en passant hvisler ”Judas” efter Stig, da han understår sig i at skifte klub. Fodbold er underholdning, men også identitetsskabende, dødelig alvor for mange fans.

No regrets
No Regrets på Teater Svalegangen. Foto: Montgomery.

Spilbart ensemble

Morten Kjær har en imponerende lighed med sin hovedkarakter. Spændt som en fjeder, men også foruroligende upåvirket af den kaskade af livsulykker og selvpåførte plager, der løbende vælter ham. Som en tumling kommer han atter op for straks at kaste sig ned i en serie push ups. Mere end én historie fortælles i hans tilsyneladende kontrollerede kropssprog. Han bakkes op af et uhyre sammenspillet hold, der flyder ud og ind deres rolle og konstant gør sig spilbare for hinanden – hvis vi nu skal blive i terminologien.

Mathilde Passer fylder med praktisk sødme sin lidt kedelige rolle som Tøftings kone Betiina. Holger Østergaard giver den på flere sprog som træner, men er især aldeles skøn som den Godfather-iscenesatte, diktatoriske John Stampe, Tøftings fodboldfar i AGF, der på godt og ondt lærte Stig spillets – og kulturens – hierarki. Matthias Hedegård Andersen og Caspar Juel Berg dribler med fine små nuancer rundt i de øvrige roller fra brutale Schmeichel og kælne Laudrup til en vifte af holdkammerater og pågående fans og journalister.

No regrets
No Regrets på Teater Svalegangen. Foto: Montgomery.

Gryden med kriminalitetsforherligelse

Man kan diskutere, om Stig Tøfting er et forbillede. Det synes jeg ikke, men at hans historie ræsonnerer i mange, giver det overvældende billetsalg på Teatret Svalegangen et klart signal om. Jeg har ikke læst den roste selvbiografi, men dramatiseringen giver mening i sig selv. No Regrets formår både at indfange og udfordre et univers og en karaktertype, som Tøfting jo også er, uden at falde i gryden med kriminalitetsforherligelse.

Der er masser af machohumor og snapse til de glødende fans – der højlydt levede med i forestillingens premiere. Men der er også en isnende undertone i Morten Lundgaards rytmiske iscenesættelse, der hylder sporten, men godt støttet af Aleksandra Lewons realistisk-abstrakte scenografi også fortæller en større identitetshistorie om at være i livet på netop denne måde, der sjældent får taletid i kunstens verden, men fylder meget i andre felter af samfundet.

SE OGSÅ: Forestillingstrailer

Idé: Morten Lundgaard. Tekst: Troels Engelbrecht og Morten Lundgaard frit efter Steen Pedersens biografi. Instruktion: Morten Lundgaard. Scenografi: Aleksandra Lewon. Lysdesign: Ebbe Rodtborg. Lyddesign: Sebastian Toft og Anton Bast. Videodesign: Magnus Pind, Koreografi: Christian From.

Medvirkende: Morten Kjær, Mathilde Passer, Mattia Hedegård Andersen, Holger Østergaard og Caspar Juel Berg.

Spiller på Teatret Svalegangen 26. marts - 14. maj 2022.