★★★★☆☆ Ren Hang In Peace (R.H.I.P) – billedmagisk collage suger os ind i det kunstneriske sind

Den sorgfuldt tyste, men også lyst legende billedcollage Ren Hang In Peace (R.H.I.P) har fundet den helt rigtige kulisse i Fotografisk Center til sin fortælling om den kinesiske kunstfotograf Ren Hang.

Vi sluses ind i den mørke kunsthal efter lukketid, og finder plads i det eneste oplyste hjørne. Her bænker vi os på små hvide plasttaburetter. Kunstverdenens foretrukne kulisse the white cube er i dag indtaget af fotografier i småt format og tørresnore med papirer fyldt med kinesiske skrifttegn og foto under fremkaldelse. Efternavnet Ren betyder også menneske, får vi at vide, men ”så er det et andet skrifttegn”. Begge hænger på tørresnoren.

Et mentalt rum

Ren Hang er det menneske, vi lærer at kende i den researchbaserede performance, som Nydanskeren Jimbuts Kulturforening står bag sammen med den danske dramaturg og forfatter Gritt Uldall-Jessen. Formatet er en form for collage, hvor Ren Hangs egne ord blandes med spøgelseshistorier, journalistik og andre tekstgenrer, der dramaturgisk struktureres som en livsfortælling. Ikke i en episk kronologi, men nærmere som et mentalt rum, der bringer os tættere på kunstneren og mennesket Ren Hang.

Han tog sit eget liv som 30-årig i 2017, men havde inden da skabt sig et internationalt navn som kunstfotograf og som LGBTQAI+person. Hans primære medie var fotoet, hans motiv den nøgne mandekrop. Han skal have følelserne med og fotograferer derfor ofte folk, han kender, men han kan også sætte saftige ord på erotiske fantasier med svulmende pikke og dragende røvhuller.

Pixelerede pikke

Nogle pikke er pixelerede. Det er dem på internettet, for Ren Hang lever jo i Kina. Han lever derfor også livet farligt, for der accepteres hverken homoseksualitet eller nøgenfotos. Ren Hang har noget på spil i et intolerant samfund, der udøver censur. Men også depressionsdæmoner, social angst og koncentrationsbesvær plager ham. Fint visualiseret i hans på samme tid sløve og maniske omgang med tandtråd, og i de mareridtsagtige sekvenser med spøgelser og spåmænd, der varsler hans død.

Lige så let han kan danse i sin nye lejlighed med plads til onani dagen lang, lige så akavet trist kan han vakle under sin sære papirmaske. Ren Hang In Peace (R.H.I.P) bliver et både sirligt og råt billede af den historiske person, men også en kultur, der i sig både ejer en uendelig finhed og den fordømmende censur, der internaliseres som angst. Gritt Uldall-Jessen og Jimbut Jun Fengs manus holder balancen mellem de modsatrettede elementer, og holder sig trods de tilbudte forklaringer æstetisk flyvende i oplevelsen af et kunstnerisk sind.

En hyldestfortælling, der rækker ud over den portrætterede

Johan Sarauw har iscenesat i manuskriptets ånd som et flow af billeder og tekster med variabel tonalitet som et stykke musik. Zenghao Yang og Troels Kortegaard Ullerup har hvert sit udtryk og hver sin energi som Ren Hang. Det klæder fortællingen og er med til at åbne karakterens vifte af perspektiver, ligesom deres vekselvirkning mellem dansk og kinesisk holder os fast i en ordbaseret fortælling og samtidig supplerer de visuelle og kropslige fortællespor med endnu en nuance.

Ren Hang In Peace (R.H.I.P) veksler mellem det lyst legende og det sorgfuldt tyste i en hyldestfortælling, der rækker ud over den portrætterede og suger os ind i en anden kulturkreds, som er uendelig fjern og dog så menneskelig nær. “Jeg føler mig som en drage i snor, der svæver rundt i luften,” lyder forestillingens motto med Ren Hangs ord. Den følelse mærker vi også.