Del

Den internationalt anerkendte koreograf Mette Ingvartsen kommer til Danmark med to unikke danseforestillinger. ISCENE har talt med koreografen om tanker og tilgange til de visuelt intense kunstneriske udtryk, der er rodfæstede i en stærk social bevidsthed.

To come (extended) fra 2017 og Moving in Concert fra 2019 har været programsat flere gange, men blev udskudt grundet pandemien. Nu lykkes det endelig, og Dansehallerne skriver:

”Kavalkaden dækker over to mesterlige og modige danseforestillinger, som undersøger, hvordan seksualiseringen af det offentlige rum og teknologiens uslukkelige tilstedeværelse påvirker os som mennesker”. 

Alting er forbundet

Mette Ingvartsen har fingeren på pulsen i en grad, så det næsten er lidt spooky, som hun selv siger. Værkerne om seksualitet var i gang inden #MeToo, og værkerne om teknologi mellem mennesker var skabt før pandemien. Historiske dansemanier, der er temaet i hendes seneste værk om dans i en krisetid, og et kommende værk om migration var også på tegnebrættet før både genåbningen og krigen i Ukraine:

”Det er, som om alting er forbundet. Jeg arbejder altid med ting, som foregår i vores samfund. Noget gør, at jeg bliver trigget til at gå i gang med et emne. Jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan”.

Det er ikke første gang, Mette Ingvartsens unikke samfundsrelevante værker opføres i Danmark. Under det første samarbejde mellem Dansehallerne X Betty i efteråret 2020 blev to af hendes første titler vist med stor succes. Det var en øjenåbner for den udvikling, dans og performance har taget gennem de sidste 20 år, hvor der løbende opstår nytænkende stilarter og udtryk. Mette Ingvartsen trives i det tværkulturelle felt, hvor disciplinerne er grænseoverskridende og væver sig dybt ind i hinanden. 

Vejen til dans som græseoverskridende kunstart

Mette Ingvartsen kommer fra den lille by Sabro uden for Aarhus. Hun begyndte til hip hop som 7-årig og optrådte siden med Dance House i Aarhus og med juniorensemblet under Marie Brolin-Tani. På danseafdelingen på Oure Idrætsefterskole lavede hun allerede sine første forestillinger. 

moving in concert mette ingvartsen
Moving in Concert. Foto: Marc Domage

Skolen for Moderne Dans herhjemme sagde pænt nej tak til den meget nysgerrige, unge danser, så efter en hurtig HF eksamen indledtes den professionelle karriere i Amsterdam på MDT (Modern Dance Theater). Vendepunktet blev imidlertid en tværæstetisk forestilling af Anna Teresa De Keersmaeker, der gjorde så stort et indtryk, at Mette Ingvartsen valgte at studere hos hende på P.A.R.T.S. i Bruxelles:

”Ud over en bred danseuddannelse træner de også teater og improvisation. Samtidig har de filosofi og sociologi, så det er en meget, meget bred uddannelse. Når man også gerne vil lave forestillinger, så får man en masse input i forhold til at kunne udvikle kunstneriske ideer.” 

I de to sidste år på uddannelsen blev de første forestillinger skabt, og turnélivet begyndte i 2003. Det blev et gennembrud til en verdensomspændende karriere som blandt andet koreograf, danser, skribent, Phd, kurator og underviser drevet af stor nysgerrighed på samfundet.

Drivkraften i det koreografiske arbejde

Den grundlæggende drivkraft er det tværdisciplinære felt. Fx er interssen for at forbinde fysisk udtryk med tankeprocesser eller med sociale, politiske eller filosofiske spørgsmål helt centralt i en skabelsesproces: 

”Jeg tror faktisk, alt mit arbejde kommer ud af at forsøge at kombinere forskellige udtryksformer eller forsøge at svare på spørgsmål om ting, jeg observerer i samfundet. Ting, jeg synes, er problematiske eller er overrasket over, og som gør, at jeg føler behov for at fortsætte… Det, der kendetegner mit arbejde, er en dobbeltinteresse både i et meget fysisk udtryk, men også i de tankebaserede og mere refleksionsorienterede processer”.

De to aktuelle titler i København er ingen undtagelse. De dykker dybt ned i hver sin nærværende problemstilling om mellemmenneskelige forhold og om det, der kan skabe distance. Selvom værkerne normalt ikke opføres sammen, har de begge fået ny relevans i en post-pandemisk kontekst med vores nye perspektiver på socialt samvær.

To come (extended)

To come (extended) er det sidste værk i serien The Red Pieces, der alle handler om sexualitet. Det adskiller sig fra de andre værker i serien ved at være mere abstrakt i form og bevægelseskarakter. Den seksuelle akt adskilles i de forskellige komponenter, der hører til: Bevægelser, lyde og glæde. I den første del vises således kun positioner, rytmer og stillinger. Danserne er iført heldækkende blå bodysuits, som en total kropslig maskering: “Med den blå dragt har du ikke så travlt med, hvem der rører dig, og hvad, der bliver rørt. Det skaber en form for rum til at eksperimentere og opfinde relationer”.

I den anden del opføres lydene i form af et stort, samstemmende orgasmekor, og i den tredje del danses en fysisk lindi hop i et fælles udtryk for ekstatisk glæde. Alle delkomponenterne af den seksuelle akt, der normalt udspiller sig i par, får helt nye perspektiver i en iscenesættelse med hele 15 dansere. Det ligner en repræsentation af et orgie, men er også en skulptur, fordi alt er skruet så langt ned i tempo, siger Mette Ingvartsen: 

“Det er en legende tilgang til seksuelle relationer, hvor enhver kan indtage en position i forhold til de andre, uanset om man er mand eller kvinde eller identificerer sig som heterosexual eller LGBT. Det handler om at give slip på sin identitet for at eksperimentere med relationer og gøre op med fastlåste magtforhold. Den første del handler derfor om en frigørelse fra normer om kønsroller, og den sidste del handler om at finde glæden ved at være sammen og danse sammen”. 

Mette ingvartsen to come extended
To Come (extended). Foto: Jens Sethzman

Flere af værkerne i The Red Pieces italesætter, at samfundet i den grad trænger til at blive reorganiseret i forhold til seksualitet og magt, som vi for nylig har set det med #MeToo. To Come (extended) adskiller sig fra de andre titler i serien ved at fokusere på glæden, der, trods modstand, kan bygges op med en målrettet indsats. Når den endelig bryder igennem, åbner det for et forløsende glædesoverskud, som i stykket er repræsenteret ved Lindi hop dansen. 

Moving in concert

Det andet værk på programmet undersøger også menneskers samvær, men fra en helt anden vinkel. Hver af de ni dansere har en lysende lampe i hånden, undtagen den 9., der har en træpind: “Ideen er at se, hvordan det ændrer vores bevægelser, når vi konstant er forbundet til en teknologisk forlængelse… Gennem coronaperioden er det blevet endnu tydeligere, at det, vi er forbundet til, grundlæggende er teknologiske forlængelser mere end faktiske fysiske relationer”. 

Inspirationen til stykket kommer fra den franske filosof Catharine Malabu, der taler om hjernens plasticitet og mulighed for at reorganisere sig på en måde, der stiller færre krav om fleksibilitet. Værket er derfor også en kommentar til et hektisk arbejdsliv med stigende fokus på kognitive processer og fleksibilitet og mindre praktisk rutinearbejde. Elastikken er spændt så meget, at den er sprunget, og folk brænder ud.

Moving in Concert søger et modsvar ved at skabe en aktivitet, hvor det kun er muligt at tænke på én ting ad gangen, ellers falder man af scenen eller støder ind i andre. Det er en visuel, hypnotiserende oplevelse, og publikum bliver gennem deres egne sind en del af dette rum. Mette Ingvartsen fortæller, hvordan nogle har en oplevelse af at blive vasket af regn, renset og tømt. Det er en metafor, hun synes, passer godt til stykket:

”Det er meget intenst, fordi du har lamper og kroppe, der cirkulerer næsten som naturlige skygger, som fugle i flok. Som atomer, der cirkulerer om et neutron eller som træer i vinden. Vi bruger naturlige metaforer, som vi prøver at skabe med vores kroppe, men i samspil med meget teknologiske objekter”.

Nye perspektiver efter en pandemi

Fra at bevæge sig timevis dagligt,var Mette Ingvartsen, som alle andre, pludselig isoleret i sit hus. Det var udfordrende at få frataget muligheden for at bevæge sig. Energien hobede sig op i kroppen til bristepunktet, mens hovedet var sprængfyldt af nye ideer. Det lykkedes at skabe den seneste soloforestilling The Dancing Public: ”Værket er delvist skabt på min terrasse, der er 2 x 2 meter. Det er i høj grad et stykke om at takle de fysiske fornemmelser, som det at have levet under en pandemi og i lock down har skabt.”

Mette Ingvartsen forestiller sig, at den sociale distancering vil sidde i folks kroppe en rum tid endnu. Hun har længe været interesseret i et historisk fænomen, der italesætter kroppens modtagelighed for bevægelse under kriser. I Middelalderens Europa udspillede der sig mange såkaldte ”dansemanier”. Man gejlede hinanden op med dans, der stod på i dage eller uger, indtil folk gik i krampe eller sågar døde.

”Efter pandemien har jeg selv et behov for at være sammen med mennesker i sociale situationer og konfrontere det at have været uden kontakt, bogstavelig talt uden at røre hinanden eller være tæt på hinanden. Nu prøver jeg at finde ud af, hvordan teateret kan være et rum, hvor vi atter kan arbejde på at komme tilbage sammen uden at være bange… og publikum inviteres derfor til at være med på gulvet”.

Mette Ingvartsen Kavalkade afholdes af Dansehallerne og Teater Republique den 5.-8. april.

Programmet på Republique:

To come (extended) 5.-6. april 2022

Moving in Concert 7.-8. april 2022