Udviklingsplatformen for scenekunst (UP) har netop afsluttet pilotforsøget med det nye format Kunstneriske parløb. Fem par med forskellige fagligheder deltog i parløbene, der adskiller sig fra UP’s øvrige rådgivningsforløb ved at koble to ligeværdige partnere med samme faglighed.
”Morten har en helt vild baggrund som skoleleder og nu er han teaterleder. Han har et vildt overblik og drive. Det er spændende at tale med ham om, hvordan man er ansat på forskellige projekter – ikke kun, hvordan man kan skaffe penge, men også hvordan man kan have et liv, være til i det. Det er meget værdifuldt at have den samtale,” fortæller lyddesigner og komponist Niels Bjerg begejstret om de samtaler, der har været en del af hans og fagkollegaen Morten Mosgaards Kunstneriske parløb.
De skal turde være sårbare
Det var Mikkel Harder, leder af Udviklingsplatformen for scenekunst (UP), der fik ideen til de Kunstneriske parløb:
”Jeg blev inspireret af nogle instruktørkollegaer, der for hen mod tyve år siden besluttede sig for at følge hinandens arbejde. Det har de gjort, og de er enige om, at det har gjort dem bedre. Man er meget alene som fx instruktør, selvom en dramaturg eller en scenograf kan være vigtige samarbejdspartnere. Men de er jo netop ikke instruktører, så det, vi ville med Kunstneriske parløb, var at sætte scenekunstnere med samme faglighed sammen. Det er en gave at kunne tale om det, der er svært, med en med samme faglighed – en, som ikke har sin egen dagsorden eller aktier i projektet”.
UP har udviklet forskellige sparringsformater. Mentorprogrammet har fokus på faglig og personlig udvikling i et etårigt program, hvor mentee på klassisk vis bliver koblet med en erfaren mentor. Konceptet Rådgivning hjælper kompagnier og selvproducerende kunstnere med specifikke producentfaglige temaer, mens Kunstneriske parløb matcher ligeværdige fagkollegaer, der ifølge Mikkel Harder skal vælge hinanden til:
”De skal turde blotte sig for den anden. Turde være sårbare og på den anden side stille sig til rådighed for hinandens behov. Ofte er der en, der er rådgiver eller er mentor, og en anden, der bliver rådgivet. Her er de lige, men bytter rolle jævnligt. Det er et eksperiment fra vores side, hvor vi vil styrke fagligheden ved at give dem en vej til at blive bedre til det, de gør. En vej til selvhjælp og til at styrke deres eget faglige netværk. De behøver jo slet ikke at være venner eller have samme smag. Det er det, der er udfordringen, altså at stille sig til rådighed for det, den anden vil opnå og styrke denne i det. At kunne glemme sin egen smag og huske ikke at dømme, men understøtte,” understreger han.
Parløbet var gnisten, der antændte samarbejdet
Som det indledende citat afslører, fungerer pilotforløbet godt for Niels Bjerg og Morten Mosgaard, der begge oprindeligt er jazzmusikere, men nu arbejder med scenekunst. Niels er en del af det internationale dansekompagni WE GO, mens Morten er en del af Teater Jævn, der er baseret i Hedensted og laver projekter i mange kommuner.
”Jeg mødte Morten hos Inge Agnete Tarpgaard, der havde inviteret os begge ud i sit studie i Velling ved Ringkøbing. Vi blev straks interesserede i at tale sammen, fordi vi begge er lysdesignere og fra samme region – og fordi vi kunne lide hinanden som personer. Morten så tilbuddet om Kunstneriske parløb og foreslog, at vi skulle være med. Vi ville gerne lære hinanden at kende og samtidig sparre på hinandens projekter – og så var det en god måde at gøre det på,” forklarer Niels Bjerg om motivationen for at gå ind i parløbet med Morten Mosgaard.
De Kunstneriske parløb struktureres overvejende af parrene rammesat af de produktioner, man aftaler at følge hos hinanden. I Niels og Mortens tilfælde var det Teater Jævns Alt er en dinosaurus og WE GO’s Optagethed.
”Vi talte meget i telefon sammen, men startede forløbet med, at jeg så Alt er en dinosaurus i en skov langt ude på landet. Det er en skidegod børneforestilling. Jeg kommenterede på den, men ret hurtigt begyndte vi at arbejde sammen mere end at følge hinandens produktioner. Morten havde mange projekter, så det var oplagt at gøre det sammen,” fortæller Niels Bjerg om et parløb, der hurtigt blev til et arbejdsfællesskab. ”Samarbejde kan noget i forhold til at lære noget af hinanden, så det blev meget det at arbejde sammen, der blev parløbet. Parløbet var gnisten, der antændte samarbejdet,” forklarer han.
Ikke kun kunstnerisk sparring
Niels Bjerg og Morten Mosgaard arbejdede blandt andet sammen om forestillingen Haven med kompagniet Wunschmachine, som de lavede musik og lyddesign til.
”Vi snakker meget om arbejdsprocesser, hvordan man organiserer sig. Vi arbejder begge som komponister, så vi er jo vores egen arbejdsgiver, og skal kunne håndtere at være i et studie og tilrettelægge en proces for os selv og andre. Morten er god til at kommunikere, og da vi arbejdede med Haven, lavede han en god model for processen, så den blev nemmere at overskue,” fortæller Niels Bjerg.
Ud over samarbejdet i de konkrete projekter, gav parret også hinanden feedback på andre projekter, de arbejder med hver især. Fx er Morten Mosgaard i gang med et Holberg-projekt i forbindelse med fejringen af dansk teaters 300-års jubilæum. Her kobler han pioneren inden for synthesizermusik Wendy Carlos med nogle Carl Nielsen-kompositioner, der er lavet til Holberg.
”I det projekt kunne jeg give Morten feedback på, hvordan han kunne researche, men for os har det ikke kun været kunstnerisk sparring, men også i høj grad brancheorienteret og mere eksistentielt om, hvordan man kan være til i livet som kunstner. Jeg er ikke så god til at søge driftsstøtte, jeg er mere til fordybelse. Det inspirerer Morten, og jeg bliver inspireret af hans ledererfaringer,” afrunder Niels Bjerg.
Det er skønt at føle, at man ikke står alene
Marie Keiser-Nielsen er dramaturgisk konsulent, underviser og koreograf for Det Fynske Dansekompagni. Hun meldte sig til forløbet, fordi hun gerne ville udvide sit netværk:
”Jeg ønskede at blive inspireret og føle en kollegial samhørighed med andre selvproducerende koreografer,” siger hun og uddyber: ”Jeg forventede at få et indblik i en anden slags proces end min egen, og at få lov til at blive lukket ind i et rum, man som udenforstående sjældent har adgang til”.
Marie Keiser-Nielsen var i parløb med selvproducerende danser og koreograf Ellen Kilsgaard, og aftalen var, at de fulgte Ellens huskunstnerprojekt ENSEMBLE og Maries danseteaterforestilling Brighton Boys. Ellen og Marie kommunikerede mest på mails, når de skulle planlægge de møder, de på trods af corona-aflysninger fik gennemført:
”Vi har formået at mødes i begyndelsen, midten og slutningen af hver vores kreative proces. Vi har ved hvert besøg brugt et par timer som observatør i hinandens prøverum. Derefter er vi gået ud i byen sammen og har reflekteret over processen over noget god mad. Det har været en rigtig rar måde for os at være i parløb på,” fortæller Marie Keiser-Nielsen.
Hun har en meget positiv oplevelse af det kunstneriske parløb. ”Man føler sig set og anerkendt af en person, der står i samme position som én selv. Den spejling giver både ro, indsigt og rum til at lufte de ting, der fylder for én i og omkring den kreative proces. Møderne med Ellen har givet mig mulighed for at reflektere over mit arbejde, og min forventning om at blive inspireret er i dén grad blevet indfriet under mine besøg i hendes prøverum, men jeg var ikke klar over, hvor meget det ville betyde for mig at have hende på besøg i min proces. De snakke, der udspringer af vores besøg hos hinanden, har betydet meget for min håndtering af udfordringer og tvivlsspørgsmål undervejs. Det er skønt at føle, at man ikke står alene som selv-producerende kunstner,” fremhæver hun som en særlig værdi ved forløbet.
Den anden kan se noget andet
Pilotforsøget med de fem par er netop afsluttet, men formatet bliver videreført med nye deltagere. ”Vi oplever, at det er et format, som mange faggrupper kan have glæde af,” fortæller Mikkel Harder umiddelbart efter evalueringen med deltagerne, der bekræftede den oprindelige intention med forløbene om at skabe et kunstnerisk udviklingsrum for de fagligheder, der arbejder alene på produktioner. I denne runde har parrene været koreografer, lyddesigner/komponist, sceneinstruktører, dansere og kunstneriske ledere.
”Alle de faggrupper, der deltog denne gang, var vildt glade for muligheden for ligeværdigheden i formatet. På vores andre sparringsforløb vælger og fremlægger man selv sine udfordringer til fx sin mentor, men her er det en arbejdssituation, hvor den anden kan se, at det måske handler om noget helt andet, når de sidder og kigger på hinanden. Det er meget sårbart, men også en mulighed for at spørge hinanden om de svære ting. Det tog nogle måneder at turde at være åbne, men når de først kom derhen, så flyttede det noget,” referer Mikkel Harder fra evalueringen og fortæller videre, at alle parrene ønsker at fortsætte parløbene: ”De kendte faktisk alle til hinanden uden at kende hinanden personligt, så forløbene fik dem i gang og nu har de fået et fagligt sandhedsvidne, som de fortsat kan være i dialog med”.
Det løse format, hvor deltagerne i høj grad selv strukturerer forløbet, er ifølge Mikkel Harder det rigtige:
”De kan ikke få det til at fungere, hvis det bliver lagt i skema, så det er netop de frie rammer og fleksibiliteten, der gør, at det fungerer godt,” siger han, men planlægger dog at lave en lidt mere styret proces omkring forventningsafstemning for at skyde forløbene bedre i gang. Han peger også på, at pilotforløbets deltagere alle har været i branchen nogle år:
”Forløbet er ikke henvendt til dem, der lige er blevet uddannede, men til dem, der har arbejdet nogle år og har brug for faglig sparring,” mener han.
Brug din partner
Marie Keiser-Nielsen har et helt simpelt råd til fremtidige deltagere i de kunstneriske parløb: ”Gør brug af jeres partner! Det er en gave at have en at snakke med, som er udenfor processen, men som kan lytte og give feedback uden at dømme eller have noget personligt investeret i værket. Ellen og jeg har været meget åbne og sårbare overfor hinanden. Vi har kunnet dele vores usikkerhed med hinanden, og det er en kæmpe lettelse ikke kun at tale om, hvad der går godt, men også om det svære. Det, føler jeg klart, er forløbets styrke – den kollegiale support og spejling,” runder hun af.
Niels Bjerg peger på, at det, at han og Morten havde fælles projekter, gav meget til forløbet for dem: ”Det var godt at lære hinanden at kende på den måde, og det er nok også folk, der har lyst til at afprøve ting, der går ind i sådan et forløb. Jeg synes, man skal gå ind i det eksperimenterende rum sammen, at man skal lave et eksperiment sammen undervejs”.
Han og Morten Mosgaard tog blandt andet på en inspirationstur sammen, hvor de kørte til Svendborg og gik en af BaggårdTeatrets vandringer. ”Sådan en tur, hvor man også får snakket sammen, kunne man opfordre kommende deltagere til,” mener han, der også opfordrer til at skabe synlighed omkring forløbene, da det i hvert fald for ham også førte til et job, at en koreograf havde læst om hans deltagelse i Kunstneriske parløb.
Læs mere om Kunstneriske parløb og ansøg her
Ansøgningsfristen til næste runde Kunstneriske parløb er den 17. juni 2022.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
