★★☆☆☆☆ Halloween Cirkus uden Halloween-stemning 

Cirkus Arenas Halloween Cirkus er en god idé, men cirkusforestillingen savner både børneglæde, Halloween-stemning og mere fokus på den fremragende cirkuskunst for rigtigt at fænge.

Man skal lede længe for at finde ægte Halloween-stemning i Cirkus Arenas Halloween Cirkus – både kunstnerisk og konkret. Teltet ligner sig selv fra i sommer, og udover lidt plastikpynt påhængt i krogene, er der ikke megen gys eller uhyggestemning.

Inde i teltet har sædesektionerne fået nye navne af som flagermusgrotten og ulvegrotten, og manegens indgang har fået et kæmpe græskar med grønt lysende øjne som, men det er så også, hvad det er at finde af Halloween.  

Rar begyndelse

På publikumsrækkerne begynder det egentlig rart. Teltet er behageligt opvarmet og stemningen summer af ferieglæde og forventning fra de mange flot udklædte børnefamilier, hvoraf også en del af de voksne er trukket i Halloween-kostumer.

Men showet kommer skidt fra start. Tordnende høj musik tonser ud fra højtalerne, og de to ekstremt overgearede dj’s formår desværre på intet tidspunkt at få styr på lyden, der er så larmende høj, at den helt fratager publikum muligheden for at høre størstedelen af, hvad værterne siger og synger.  

Nede i manegen træder cirkusdirektøren Owen Hall (Patrick Spiegelberg) frem og synger en sang, hvor vi ikke kan høre teksten. Han minder mest af alt om en mørk klon af Johnny Depps excentriske kaptajn Jack Sparrow.

Tynd tekst

Patrick Spiegelberg er sjov som cirkusdirektøren, men fortællingen formår aldrig at samle delelementerne til et koncept, der fungerer og giver plads til, at karakteren kan folde sig ordentlig ud.   

Clemens har skrevet den ultratynde tekst. ”Historien om hikken fra helvede” er titlen på fortællingen, hvor spændingskurven er bundet op på, om manden kan få konens hikke til at holde op. Vi taler altså om en hikke-gimmick, der skal holde publikum fanget i to en halv time.

Det står hurtigt klart, at Cirkus Arena håber at starte en ny familietradition med Halloween Cirkus med en blanding af sang, skuespil og artisteri. Umiddelbart lyder det jo som en god start på efterårsferien, men resultatet lader meget tilbage at ønske. Måske skal man overveje at få nogle mere børnekyndige kunstnere til at skabe rammerne.  

For meget had og for lidt glæde

I centrum af Halloween Cirkus står ægteparret med klovnen McClawn i form af Clemens, der ufokuseret freestyler, og konen Szkrækilda i skikkelse af en fint syngende Szhirley. Szkrækilda ”hader børn”, som hun ret overbevisende gentager gennem hele showet. Det er selvfølgelig ment for sjov, men hvor morsomt er det egentligt at blive hadet en hel aften igennem? Derudover hader ægteparret tydeligvis også hinanden – uvist hvorfor – så de skændes fra start til slut og mødes blandt andet i en krigsduet med sang, kanonbrag og flammekastere.Det er nok de færreste, der mangler ufred i disse tider, og synderligt morsomt er det da heller ikke.

Mest mærkværdig og bizar er dog sidehistorien om McClawn, der er gravid. Formodentlig for at give teksten en snert kønskomik, -kritik, -kommentar eller hvad det nu er. McClawn tager ved showets start en graviditetstest – hvor mange børn mon opfatter, hvad det er? – og er gravid. Dette må holdes hemmeligt, da det harmonerer skidt med konens børnehad. Så samtidigt med, at de to hele tiden skændes, skal McClawn også holde sin gravidit hemmelig.

Hvorfor denne idé er medtaget i en Halloween-historie for børnefamilier, må stå hen i det uvisse. Da cirkusdirektøren spørger McClawn, hvordan han er blevet gravid, lyder svaret: ”Metoo”.

Artister i verdensklasse

Der er selvfølgelig indlagt lidt Halloween i cirkusforestillingen. Fx med de fire breakdansende skeletter. Også ægteparret er lidt vampyragtige med hvidmaskerede ansigter og deres sorte tøj. Desuden fortæller de, at de har en varulv og kun spiser råt kød. Så da McClawn kommer med en broccoli, raser konen utilfreds, hvortil han svarer: ”Du kan godt lide brok, så hvorfor ikke en broc-co-li”.

Men nu er vi jo i cirkus, og artisterne brillerer med deres cirkuskunst. Det er flere af de samme artister, som var med i Cirkus Arenas sommerprogram. Her kan nydes en gensynsglæde med trapezkunst i verdensklasse med The Flying Wulber, mens Duo Costache som ’de skæggede tvillingesøstre’ leverer deres imponerende balancekunst i luften på deres perch-stang. Der er den humoristiske jonglør Frk. Tagbrand – Patrick Berdino klædt ud som kvinde. Den blinde knivkasterklovn José Michel, som er morsom de første par gange, men ikke tredje gang med motorsaven. Og her er den ildspyende artist Zora, der skaber spænding og fascination med sine flammer. Alt sammen flot, morsom og gribende cirkuskunst.

Forkert fokus

Desværre bliver artisternes rolle at være dét dramaturgisk skrækelement, som måske kan få konens hikke til at stoppe. Hvis hun altså bliver forskrækket. ”Er det ikke uhyggeligt,” spørger McClawn hver gang, en artist har været på scenen. Det er det ikke. Cirkuskunsten er flot, imponerende, gribende, fascinerende og meget mere, men ikke uhyggeligt, og det er ærgerligt, at artisternes kunst skal tages til indtægt for noget, den ikke er.

Halloween Cirkus kunne have været så godt. En oplagt starter på efterårsferien. I sommer viste Cirkus Arena, hvordan man skruer et perfekt cirkusshow sammen med levende musik, fokus på artisterne og deres kunstneriske optræden. Med værter, der grinede og glædedes ved hinanden og os i salen. Værter, der lyttede til børnene, til publikum og til hinanden.

Halloween Cirkus er en mindre produktion, som desværre savner både børneglæde, stemning og fokus på den fremragende cirkuskunst, som Cirkus Arena så elegant har leveret tidligere.