Det Frie Felts Festival lykkes efter magre Covid-år denne gang med at afvikle live i både København og for første gang i Aarhus, som det allerede var planlagt sidste år. Byen tog godt imod festivalen og mødte talstærkt op til forestillingerne, der i denne del overvejende var koreografiske værker. Aarhus-delens scoop var dog brancheseminaret, der satte spot på anderledes kroppe og ableistiske strukturer.
For første gang udspiller Det Frie Felts Festival sig både i København og Aarhus. I november lagde TOASTER hus til festivalen i København, og i slutningen af januar ramte festivalstemningen Bora Bora og Godsbanen i Aarhus. To velvalgte lokationer, der skabte gode rammer for en festival med forskellige scenerum, lokalt publikum og mulighed for branchenetværk mellem og efter forestillingerne.
Sammen i fiktionen
To forestillinger var gengangere fra København, Helene Kvints barske soloforestilling The Show Must Go On om kvinders arbejdsvilkår i scenekunstbranchen, og Andreas Liebmann og Boaz Barkans humoristiske, postpandemiske brevskrivningsperformance TOTAL INTERNATIONAL (LOKAL) #2 om kunstneren i verden. Mens repertoiret i København spændte genremæssigt vidt, hælder den aarhusianske del mest mod forskellige koreografiske fremtrædelsesformer.
Først hyldes dog fortællingens magi i True Story med engelske Jonathan Bonnici og amerikanske Satya Bhabha. I et tomt scenerum sætter vi os i en kreds af stole. De to performere skriver vores navne foran os og integrerer dem i en åbningssang, og så går det løs i en ophobning af fortællinger, der tager os gennem vidt forskellige verdener og plotstrukturer. Nogle lange og indviklede, andre kun et par sætninger lange som forsøg og fragmenter. Publikums navne indgår som karakterer. Selv fik jeg roller som både sommerfugl og tvivlende skurk, der af grunde, der ikke helt stod mig klart, også var ernæringsekspert. Nogle spiller med, andre forsøger at spille død, og inddragelsen tjener formålet. Vi er sammen om det her. Sammen i fiktionen, der viser os mulige verdener, og holder sammen på livets kaos, mens fortællingen samtidig afklæder sig selv som mening skabt af ord, der lige så vel kunne være andre. Et postmoderne greb, der fortsat er virkningsfuldt, og her leveres med stilfærdig, inciterende charme af Bonnici og Bhabba.
Spejlende selvbilleder
W.O.M.B. − Worth of My Body af franske Julienne Doko tiltrækker dagen efter et større publikum til Bora Boras store sal. Den energiske danseforestilling tematiserer moderskab med kroppens sprog og er ud over Dokos egne erfaringer inspireret af blandt andet et Michael Kvium-billede og digtet Motherhood is an unknown country af Lesley-Ann Brown. Kviums citroner og en række gyldne afstøbninger af torsoer indgår ligesom spejlet som materiale for de tre danseres (brasilianske Meire Oliveira, ghanesiske Naa Ayeley og Doko selv) afsøgning af grundtemaet og afledte tematikker som arv og identitet. Julienne Doko redegjorde i en aftertalk for koreografiens mix af contemporary med trin fra afro-brasiliansk, traditionel ghanesisk og guineansk dans som netop kroppens sprog. Danserne har arbejdet og trænet forskellige teknikker forskellige steder på kloden, og de kropslige erfaringer sætter sig ifølge Doko igennem i det endelige udtryk i forestillingen, der lidt kuriøst akkompagneres af en hvid mand, der således ret konkret har magten over rytmen.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af W.O.M.B. − Worth of My Body
Dagen efter spiller Antoinette Helbings nye forestilling The Mirror Project på Godsbanens Åbne Scene. Taneli Törmä og Cecilie Schyth Kjær står foran et tvedelt spejl i scenens bredde. Langsomt bevæger de sig baglæns mod spejlet, mens de holder øjenkontakten med os. Så ligger de under spejlet og bevæger sig sensuelt i langsomme formationer. Tempoet og det introverte udtryk drager mod meditativ vegeteren, men den optiske dobbelthed driller øjet og nærer fascinationens vågenhed. Senere bliver bevægelserne livligere, ja næsten koket-mekaniske i sekvenser, mens de to bevæger sig ind og ud under spejlene, op og ned på gulvet. Blikkene bruges dramatisk til at afskære os og atter hale os ind med et scenisk nærvær, både når øjet har kontakt, og når det drømmende-lukket glider væk. Spejlet er – alle sine øvrige konnotationer ufortalt – en svær kulisse, hvor det simpelthen kan være svært at se alle vinkler. Det er selvfølgelig en pointe i sig selv i en forestilling, hvor spejlet er en form for dansepartner og på samme tid illuderer blikket udefra og indefra.
Alvor og samskabelse går igen
I den koreografiske installation echoes af danske Ar Utke Ács ledes vi på plads rundt om på gulvet og på interimistiske skamler i et univers af tekstil. Baner af stof slynger sig fra loftet, omkring os og under vores fødder. Syv performere, den ene en lokal gæsteperformer, bevæger sig imellem os. I sekvenser, der styres af den elektroniske lydside, og af impulser mellem spillerne. Tilskuerne bidrager ikke med noget andet end tilstedeværelse i værket, til gengæld kræver det lidt at fastholde interessen på grund af det begrænsede udsyn og det lidt uklare univers, der ikke rigtig lukker en ind. Holdet fortalte i aftertalken, der på dette års festival forløber i en rap 15-minutters version, hvordan værket er skabt kollektivt og fortsat udvikler sig som en samskabelse, hvor performernes improvisationer fletter sig ind i de fastlagte rammer og scores.
echoes skriver sig ligesom de øvrige danseforestillinger i Aarhus ind i tendensen med kollektivt udviklede produktioner, der også kendetegnede en del af forestillingerne i den københavnske del af festivalen. I Aarhus var forestillingerne krediteret koreograferne, men alle vægtede samskabelsen som arbejdsform. Mens humoren fyldte som ingrediens i København, er især de koreografiske værker i Aarhus præget af alvor spændende fra det energiske hos Doko til det introvert undersøgende hos Helbing og Ács.
Anderledes kroppe
Fredag bød festivalen i samarbejde med Performing Arts Platform indenfor til seminaret Unapologetic Bodies on Stage, hvor tre meget forskellige oplægsholdere gav hvert sit perspektiv på ableistiske, dvs. diskrimination af eller fordomsfuldhed over for personer med handicap, problemstillinger i deres kunstneriske praksis. Først på scenen var den østrigske koreograf Doris Uhlich, der i en række produktioner har arbejdet med kroppe, der er anderledes fra hendes egen. Hendes praksis udspringer af hendes egen krop, der ikke er en klassisk dansekrop – eller måske nærmere af de kommentarer, hun fik om den. Hendes arbejde med korpulens, robusthed, skrøbelighed, blødhed og nøgenhed blev illustreret med små klip fra hendes forestillinger og understregede hendes mål om at fokusere på det, kroppene kan, ikke det, de ikke kan. Hendes forestilling Every Body Electric, som jeg desværre gik glip af, lukkede festivalen.
Kunststuderende Victor Vejle var næste oplægsholder med sin tragikomiske readymade: en kørestolsrampe, som efter levering til Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor Victor Vejle studerer, stod usamlet i akademiets baggård i månedsvis. Vejles værk er således både en installation af den indpakkede rampe, fotodokumentation af samme og en række underspillede, høflige korrespondancer med leverandøren og aktører på akademiet. Farcen afsluttes, da skolens administrative medarbejdere til sidst selv får samlet rampen. Forløbet har ifølge Vejle gjort ham til aktivist mod ableistiske strukturer, da det tydeliggjorde for ham, at den kamp skal kæmpes – at en krop med handicap er en politisk krop. Arbejdet med rampen var ikke kun aktivistisk, men også kreativt og nervepirrende, for som moderator og lektor på Aarhus Universitet Lone Kofoed Hansen pointerede, var projektet jo slet ikke under Vejles kontrol. Hvert øjeblik kunne rampen blive samlet og værket forsvinde.
Cath Borch Jensen, der er performer og sidder i kørestol, opfatter også sig selv som aktivist – både i forhold til branchen internt og i forhold til samfundet generelt. Hun blev ikke danser for bevægelserne, men for at fortælle historier, og for hende kommer dansen indefra og ud, ikke omvendt. Cat Borch Jensen viste klip fra Splastic, som hun har lavet med danseren Tora Balslev, og fra sit soloværk Modertræ.
Festivalen landede godt i Aarhus
Seminaret blev afrundet med en plenumdiskussion, der især kredsede om konkrete, fysiske udfordringer med at indrette bygninger, men også bevægede sig mere på et metaplan i forhold emnet, som vi ikke endnu taler så meget om, men som gennem de tre kunstneriske praksisser blev håndgribeligt, men også skabte refleksioner over nysgerrighed i forhold til andre kroppe og over professionalisme, som Doris Uhlich påpegede, ikke behøver at være knyttet til den enkelte performer, men til den kunstneriske praksis.
Seminaret bidrog således til at åbne perspektivet, denne gang på kroppenes forskellighed. Et både oplysende og fagligt interessant tema, der ramte sit branchepublikum godt. Festivalen som sådan blev ikke kun for branchen, men også for det aarhusianske publikum, der troppede talstærkt og nysgerrigt op til forestillingerne. Det Frie Felts Festival landede godt i Aarhus og kom i sin helhed godt omkring de genrer, praksisser og tematikker, der rører sig i feltet netop nu.
LÆS OGSÅ: ISCENEs reportage fra festivalens første del i København
Det Frie Felts Festival præsenterer scenekunstneriske formater, genrer og udtryksformer, der er produceret i et ikke-institutionelt regi. Festivalen præsenterer yngre som erfarne kunstnere med forskellige baggrunde, referencer, fagligheder og med eksperimenterende udtryksformer. De har fx baggrund i koreografi, fysisk teater, scenekunstnerisk tekst, performancekunst, lydkunst og billedkunst.
Det Frie Felts Festival 2022-2023 er kurateret af performer og skuespiller Marina Popovic (NO), kunstnerisk leder, kurator og performancekunstner Andreas Constantinou (DK/IE/CY/UK) og dramatiker, dramaturg og kurator Gritt Uldall-Jessen.
Det Frie Felts Festival blev afholdt første gang i 2014. Festivalen har indtil videre været afholdt seks gange og har præsenteret over 70 værker fra det frie felt. I år afholdes festivalen for første gang sted både i København og Aarhus, hvor forestillingerne præsenteres i samarbejde med TOASTER på Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning og på AFUK Scene i København, og på Bora Bora, Åbne Scene og Kedlen på Godsbanen i Aarhus. Festivalen samarbejder med Udviklingsplatformen for Scenekunst i København og Performing Arts Platform i Aarhus.