Kend dig selv – interview med instruktør Boaz Barkan

Kend dig selv, der spiller i Koncertkirken fra 2. marts 2023, er en forestilling om den voldsomme effekt, racisme og islamofobi har på menneskets psyke, og hvordan det inficerer sindet som internaliseret racisme. Boaz Barkan og Mohamed Ali Osman, der har skrevet forestillingen, ønsker at give den effekt en stemme. ISCENE har spurgt dem om, hvad scenekunsten kan i forhold til netop dette emne.

Kend dig selv er skabt i forlængelse af forestillingen Our Other Body om internaliseret antisemitisme, som Boaz Barkan skabte for nogle år siden i samarbejde med Medicinsk Museion. Barkan er selv jødisk-israeler, han har en Holocaust-baggrund og har mistet en stor del af sin familie. I Our Other Body gravede han helt konkret i en hvid mands krop, mens han fortalte om, hvordan de forskellige organer bliver påvirket af internaliseret racisme og antisemitisme, og hvordan det påvirkede ham selv og hans familie. Han ønskede at fortsætte arbejdet med en undersøgelse af internalisering blandt muslimer, og det blev til Kend dig selv, fortæller han.

Kend dig selv er en uafhængig scenekunstproduktion med begrænset økonomi, hvilket især har begrænset muligheden for at leje prøvelokale i hele perioden. Boaz Barkan og Mohamed Ali Osman har dog lagt vægt på at arbejde fysisk i skrive- og prøveperioden, der har strakt sig over en seks måneders periode.

”Det er et meget sårbart materiale, så vi har valgt at bruge god tid på at lære hinanden at kende og lære hinandens historier. Det kræver, at man går sensitivt til værks, når man taler om hinanden, hinandens krop og spørgsmål om undertrykkelse. Og hvor meget man kan forstå hinanden og hinandens baggrund. Det tog lang tid og mange prøver at snakke om og gå i dybden, før vi kunne nå frem til, hvordan det skal iscenesættes,” fortæller Boaz Barkan.

Læs mere om Our Other Body her.

Publikum kan mærke scenekunsten

På spørgsmålet om, hvad scenekunsten kan i forhold til temaet, forklarer Boaz Barkan, at internalisering af racisme er en kompleks størrelse, der påvirker både kroppen og psyken, og at man kan risikere at intellektualisere emnet til ingenting, når man taler om det, mens man bedre kan vise nuancerne ved at lade det udspille sig for øjnene af publikum.

”Den måde, det realiserer sig i vores liv, udspiller sig meget bedre som scenekunst. Der kan publikum få lov til at se uden at skulle tale eller komme med svar og forsvar, men bare sidde og lytte og mærke, hvordan det påvirker dem. Om der er noget ubehag,” fortæller han og uddyber: ”Lige nu oplever vi, at folk har meget forskellige oplevelser, når de ser forestillingen. Scenekunsten kan spejle, forstærke og endda overdrive virkeligheden uden nødvendigvis at prøve at give svar eller vise, hvem der har ret, men åbne et rum, hvor der er ubehagelige sider og så kan publikum reflektere over det”.

Forestillingen lægger en dansk vinkel over emnet, der ellers mest er belyst af amerikanske forskere. Boaz Barkan siger, at det svært at sige, hvad det særligt danske er, men det handler blandt andet om, hvordan mødet med det danske system har påvirket Mohamed Ali Osman og hans venner og familie. Det er ifølge ham også ”en specifik snak om, hvordan Danmark er som kristent land, og hvordan religion spiller ind i samfundet, og et spørgsmål om, hvad det er at være hvid dansker. Det handler ikke bare om hudfarve. Det er en identitet, et internaliseret narrativ, man får. Det hænger mere sammen med ideer end hudfarve,” forklarer han.

Ubærlig og cringe

Kend dig selv præsenteres som både ubærlig og cringe, altså akavet pinlig. Det ubærlige ligger ifølge Boaz Barkan i at anerkende internaliseret racisme. ”At vi indtager et selvbillede som lavstatus, bliver dehumaniseret. Der er en scene med en lille dreng, der oversætter for kommunen til sin mor, og det er nogle helt forfærdelige ting, han siger til hende: Hun skal pakke kufferten ud, tage tørklædet af og få noget sol – du er ikke en vampyr. Vi viser altså det indre skidt, man har lært, men ude i offentligheden. Hvor meget skade har man taget af de ting, man har oplevet,” fortæller han og peger på, at det er cringe i en scene, hvor Mohamed Ali Osman spiller en hvid pædagog, der tilsyneladende gerne vil hjælpe børnene, men ender med at vise sig som hyggeracist.

Det har overrasket de to, hvor meget det afhænger af publikums baggrund, om de opfatter scenerne som hårde eller tværtimod, at det er befriende, at tingene bliver sagt. ”Det taler også ind i en samtale, Mohamed og jeg har haft om, hvem forestillingen er til. Er den til at behage, er den skabt til et hvidt publikum eller et ikke-hvidt publikum, til nogen, der oplever racisme eller aldrig har oplevet det. Hvor meget skal det forklare, hvor meget skal det sige ting, der ikke bliver sagt og begive sig ud af det ubehagelige?” spørger han.

Et andet publikum

Forestillingstitlen peger både på at kende sig selv og fungerer som et opråb til det hvide publikum om at kende vores racisme og islamofobi. Boaz Barkan fortæller, at de har haft en del somaliere som prøvepublikum, som har været glade for at høre deres religion og position blive talt op. ”Så det er måske et andet publikum, der bliver sat først her end det oftest er ved teaterforestillinger,” konkluderer Boaz Barkan, der samtidig ser forestillingen som en diskussion og en opfordring til at være nysgerrig og vise empati. Mohamed siger i forestillingen: “Jeg kender dig Danmark, men du kender ikke mig. Jeg har taget 1000 skridt mod dig, men du har ikke taget ét mod mig.”

De to håber, at forestillingen kan vække den empati, hvor publikum anerkender den skade, det forsager på dem, der er udsat for internaliseret racisme og islamofobi. ”Et hvidt publikum vil måske føle sig anklaget, men jeg håber, at folk går derfra med en nysgerrighed på, hvordan muslimer oplever at lytte til nyhederne i Danmark. Hvad det gør det ved dem og deres selvbillede. Det er nemt at sætte fokus på den ydre racisme, men der er også brug for et fokus på de skader det gør indadvendt,” slår Boaz Barkan fast.

At lytte og høre hinanden

“Det er på tide at huske. Det er på tide at handle,” lyder et af citaterne i forestillingens pressemateriale. Boaz Barkan forklarer, at de sætninger betyder noget forskelligt for dem.

”For Mohamed handler det om at huske ved at gå tilbage til islam. Det var for ham medicinen mod den internaliserede racisme. Han kan ikke ændre den ydre racisme, men han kan ændre den indre påvirkning”. For Boaz Barkan selv er replikken “Det er på tide at handle” et budskab om at lære at lytte.

”Jeg opfatter mig selv som en hvid her, og for det hvide publikum handler det om ikke at gå i forsvarsposition, men i stedet at lære at lytte og høre hinanden. At lære at rense vores egen islamofobi, og lære at nyde, at der en anden religion uden at være mistænksom”.

Kend dig selv italesætter islam positivt, og det forventer holdet, at mange vil have holdninger til, så der skabes debat, også om tematiseringen af religion og sexisme og roller. Mohamed Ali Osman udtaler i den forbindelse: “Det er svært at tale om den internaliserede racisme uden også at tale om kilden til den. Den eksterne racisme. Racismen går altid efter dem, der står svagt. Den begynder tidligt – allerede i børnehaven begynder den at stille spørgsmål ved din hudfarve, dit selvværd, din omgang med andre. Fjerne dit mod, din evne til at lykkedes, og det sidder fast længe. Man gentager et negativt narrativ om sig selv.”