★★★★☆☆ Historien om mig – klimaforestilling vil hellere kramme end råbe

Historien om mig på Teatret Svalegangen tager menneskets kaotiske klimaangst under absurd men kærlig behandling på psykologbriksen. Selvom Vivian Nielsens tekst glimtvis gør sig skyldig i freudianske simplificeringer, skaber den også rum for refleksion i forsøget på at forstå vores dårlige klimasamvittighed frem for at forstørre den.

Klimakrisen har gjort Andrea Øst Birkkjær ustabil. Hun har forskanset sig bag en lyserød sovemaske i en syntetisk, infrarød sauna, hvor hun prøver at flygte fra verdens overvældende undergang. Men hendes eskapistiske zen ødelægges af Trine Pallesen, der er blevet hyret af Andreas aktiehandlende bror til at få hende ud af sin ensomme og frustrerede teaterboble. 

Klædt i grønne naturfarver fra top til tå træder Trine ind i rummet som en coach på en mission. Bevæbnet med snacks, yogaøvelser og empati fremstår hun som en slags Moder Jord, der skal forsøge at give den barnligt frustrerede Andrea jordforbindelsen tilbage. For kan vi overhovedet tænke os selv adskilt fra naturen? Eller er det bare noget, som nogle filosoffer engang har bildt os ind?

Kontraster i den kunstige idyl

Samtalen mellem de to kvinder udspiller sig i et stiliseret naturunivers designet af Mikkel Rostrup. Det sorte scenegulv er dækket af et flytbart mønster af korn på metalfødder i lidt for giftige orange, gule og grønne farver. I baggrunden høres kunstige fuglefløjt og panfløjtemuzak og en skærm med en rislende bæk fuldender den kunstige naturoplevelse. De varme, orange nuancer kontrasteres af seks lamper, der skinner et koldt og afslørende lys ned over de to skuespillere. Med sine ømme guitar- og klavermelodier tilsat forstyrrende mislyde, der leder tankerne hen på rustne maskiner, bidrager lyddesignet af Anton Bast til følelsen af, at noget er galt i vores forhold til naturen. 

I tråd med den kontrastfyldte scenografi balancerer handlingen mellem forskellige fortællinger. På den ene side er der Andreas konkrete konflikt med sin bror, der som en slags invasiv art hele tiden er med i Trines øresnegl. Og på den anden side er der en mere generel konflikt mellem mennesket og naturen. Og det er klart i det mere abstrakte og almene, at forestillingen er mest interessant.  

Kompleks nyskrevet klimatekst

Selvom Historien om mig markedsføres som en klimasatire, er teksten af Vivian Nielsen, der også tidligere har tacklet klimaet i No Planet B på Husets Teater, mere poetisk end den er polemisk. I et nu maler den politisk destillerende billeder, som når Andrea taler om menneskehedens udvikling som en sang, hvor ejendomsretten udgør grundtonen og paukerne hylder effektiviteten. Og i næste nu males der syrede billeder af planeten friteret i pankorasp og en bille, der spiser et indskrumpet hjerte og skider det ud igen som et frø. 

Tekstens mere undersøgende og poetiske tone klæder klimadebatten, fordi den giver plads til kompleksitet og sårbarhed. I stedet for at reducere problematikken, udfoldes alle dens facetter lige fra hvor vores blåbær kommer fra over det kapitalistiske systems logik og til filosoffen Descartes’ ophøjelse af mennesket over dyrene. Forestillingens største styrke er i spændet mellem det hverdagslige og det historiske, hvor der både er plads til latter, vrede og eftertænksomhed.

Hvis historie handler historien om?

Den mere almene undersøgelse af menneskets forhold til naturen træder dog i baggrunden efterhånden som forestillingen skrider frem og kommer til at handle mere om Andreas behov for at blive anerkendt af sin bror og elsket af sin mor. Individpsykologien tager lidt for meget over, og klimarefleksionen mister derfor noget af sin vedkommenhed.

Der opstår dog også fine momenter, når forestillingen kommer ud af psyken og ned i kroppen, som når de to kvinder langsomt spejler hinandens bevægelser, holder i hånd eller ligger i ske på gulvet. På trods af at satiren til tider udvandes af det individuelt indadskuende, er Historien om mig dog overordnet set et tankevækkende forsøg på at koble klimakrisens mange niveauer, der med velskrevet absurditet og kompleks ømhed både fører os ind dybt ind i og langt ud over mennesket.