★★★★☆☆ The Weather Report – sindets turbulens i rasende dødsspiral

Vi er i sandhed på en exceptionel konvojtur i Dansekapellet med Jon R. Skulbergs forestilling The Weather Report, der havde premiere på Bora Bora i Aarhus den 24. april. Med videotegninger af fly i turbulens, og andre scenisk spektakulære virkemidler, bliver vi både ”shaken og stirred” for at begribe bipolar lidelse.

Spænd sikkerhedsselen og medbring solbriller og høreværn, hvis du selv er en sart sjæl, for i Convoi Exceptionnels installationsteater spares der ikke på virkemidlerne. Som et escape room, du ikke kan komme ud fra, er der ingen løsninger, kun lammende håbløshed, hvor selv manierne synes at udeblive i denne kompromisløse og rørende formidling af bipolar lidelse.

Et smalt, hvidt lærred over scenen formidler sygdommen som vejrsystemer med grafer, der kan illudere store humørsvingninger eller langvarige depressioner, der er nogle af de væsentlige kendetegn ved bipolar lidelse. Indledningsvist ser det ellers roligt ud. Tre dansere ruller meget langsomt på gulvet, men det er ikke en mindfulness-øvelse. Musikken er skærende elektronisk og dyb cello afslører, hvordan sindet har det.

Krop og sind i frit fald

Vejrsymbolerne pisker afsted på tre rækker på lærredet som en enarmet tyveknægt på en beverding, hvor lykken alligevel aldrig kan trækkes i en maskine. Den sprængfarligt nærværende japanske danser, Kenzo Kusuda, bevæger sig så langsomt, at det næsten bliver en illusion. Han stirrer desorienteret på os. Munden åbner sig i angst og afmagt, mens musikken laver skriget, og han falder krampende til jorden.

Christine Sollie danser det nærmeste på en mani, vi ser. Fødderne fastlåst til gulvet, men arme fabulerende bevæges i alle retninger, især opad mod en falsk opløftethed. Vi forstår, at heller ikke dette er et frit udtryk for en sund sjæl. Performer Josephine Kylén-Collins er den sidste til at komme på benene. Hun tager mikrofonen og stiller os alle de spørgsmål, der samtidig er svar på, hvor invaliderende sygdommen er. 

Mad, søvn, samvær, frisk luft og lys er ikke punkter på den depressives dagsplan. Vi skal ikke være bange for turbulens i en flyver, men turbulens i sindet kan rive vingerne af flyet. Christine Sollie bærer vingen på armen og forøger med svigtende held at trøste sin ven, mens de begge ligger helt stille under dens tvivlsomme beskyttelse.

Indre smerte som ydre dans

Jon R. Skulbergs virkemidler er intense og direkte. Overgangen fra skolebogsundervisning ved tavlen med nuttede propelfly og søde, små vejrikoner til ætsende hvidt stroboskoplys tager røven på os. Værsgo, det her er måske en brøkdel af, hvordan det føles at være inde i den depressives krop. Det er en visuel, men også fysisk oplevelse, der går gennem egne nerver og muskler som at blive kogt og stegt på samme tid.

Kenzo Kusudas kropgestalt bliver hakkende og tegneserieagtig, når han forsøger at bevæge sig gennem rummet. Kontakten med kroppen er ophævet, uanset om de medvirkende står eller ruller. De bliver næsten selv flyvende i de vertikale lag af skiftende vejrsystemer. Langsomme bevægelser og stroboskoplys giver en hypnotisk, svævende illusion. Den syge mærker ikke sig selv, men svæver overladt til vejrsystemerne. 

Kit Wan har skabt nogle smukke, ensfarvede dragter i sort, lilla og lyseblå, der ikke larmer for meget, da der allerede er meget knald på udtrykket. Til gengæld er der smukke detaljer af læg, sømme og kraver, der stinker af lækker kvalitet og omsorg for helheden.

Musikalske skrig fra helvede 

Kristian Hverring og Julie Østengaard har komponeret musikken, der må ses som helt uadskillelig fra fortællingen på scenen. De skærende lyde fra indersiden af spillernes hoveder, de dunkende rytmer og nuancerede musikalske lag fortæller, at intet er så sort/hvidt, som det visuelt kan synes. Lil Lacy har indspillet cellostemmen som et holdepunkt og et stærkt personligt udtryk i det elektroniske univers.

Det er god, gennemarbejdet formidlingskunst. Langsomt bygget op med en analogi, vi genkender i form af Magnus Pinds skolestue-uskyldige design. Så de indledningsvist langsomme, falsk meditative kropslige udtryk, hvor musikken rummer sandheden. Og langsomt åbnes døren med pinefulde fagter og sigende ord, indtil vi pludselig får trukket tæppet væk under os i fortvivlelsens frie fald.

Det er helt bevidst også smertefuldt for publikum at se denne forestilling, men vi siger alligevel tak for at tage os med gennem sindets turbulente afkroge. For at holde os i hånden undervejs og for modet til at skabe rørende kunst på så alvorlig en baggrund.

Se trailer her.